Prøv avisen

Meningsløshedens forfatter fylder 100 år

Albert Camus (1913-1960) var aktiv i den franske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig og blev én af den franske eksistentialismes største forfattere. – Foto: .

Den franske filosof, forfatter og modstandskæmper Albert Camus ville være fyldt 100 år i dag. Men han døde allerede som 46-årig i en bilulykke. Hans tanker om tilværelsens absurditet og selvmordets logik er stadig til debat i dag

Han ligner en rockstjerne, en anden James Dean. Håret er kæmmet tilbage, uldfrakkens revers trukket op omkring ørerne. I den åbne mundvig hænger en cigaretstump på yderste mandat, faretruende tæt på at falde.

Billedet af den franske filosof og forfatter Albert Camus (1913-1960), taget sidst i 1950erne, blev et af de ikoniske portrætter, man aldrig glemmer. Måske fordi et af de næste billeder, der brændte sig fast på offentlighedens nethinde i forbindelse med hans navn, var af hans total-smadrede bil på en fransk landevej.

LÆS OGSÅ: Kierkegaard-jubilæum afsluttes: Kære Søren, tak for turen

I dag er det 100 år siden, Camus blev født i Algeriet i en fransk familie, der havde bosat sig i det nordafrikanske land. Familien var fattig, og det var kun ved hjælp af legater, at den unge Camus fik sig en studentereksamen. Han blev siden medlem af Det Kommunistiske Parti og tog i 1941 til Frankrig for at deltage i modstandskampen mod nazisterne dér.

I Frankrig skrev han, ud over hovedværkerne Den fremmede (1942), Sisyfos-myten (1942), Pesten (1947) og Faldet (1956), et væld af teaterstykker og essays og modtog Nobelprisen for sit forfatterskab i 1957.

En januaraften i 1960 kørte han med sin forlægger fra sit hus i Provence til Paris og blev dræbt på stedet, da bilen ramte et vejtræ ved byen Villeblevin i Yonne.

Siden har spekulationerne floreret om hans død var det et attentat fra KGB, fordi kommunisten Camus åbent kritiserede Sovjet? Eller var det selvmord?

Selvmordet fyldte i Albert Camus tænkning. Den eksistentialistiske fortvivlelse, som også Kierkegaard havde, blev hos Camus taget til sin ekstrem.

LÆS OGSÅ: Kunst inspireret af Camus

Hvad gør et menneske, der har mistet troen på Gud såvel som fornuften? Det tager livet af sig.

En absurd tanke, jovist. Men netop tænkningen om det absurde var én af Camus største filosofiske fortjenester, mener Anders Moe Rasmussen, lektor i filosofi på Aarhus Universitet.

Camus vigtigste arv til filosofihistorien er en heroisk, ateistisk eksistentialisme. Tilværelsen er absurd. Punktum. Der er ikke mening i noget som helst, men alligevel bliver vi ved med at leve. Men bare det, at nogen kan synes, at noget er absurd, er faktisk godt. I dag forbinder vi ofte det negative med noget, der hæmmer vores livsudfoldelse, og som vi derfor skal skaffe af vejen. Men dette er et tyndt og fattigt begreb om det negative. Her er eksistentialisterne og Camus interessante, når de taler om det negative som det, at hele møget ja, undskyld mit franske er uden mening. For hvad betyder det så?.

Dén filosofiske erkendelse, at tilværelsen i bund og grund er meningsløs, står klarest og tydeligst i værket Sisyfos-myten. Her bruger Camus den græske myte om den slidsomme helt Sisyfos til at vise, at tilværelsen er absurd, men at mennesket må tage den på sig alligevel.

Den samme erkendelse havde Søren Kierkegaard dog 100 år tidligere, mener Anders Moe Rasmussen.

Camus var en blændende forfatter, men ikke nogen stor filosof. Til gengæld bærer Camus en stor del af æren for, at eksistentialismen fik den opblomstring efter krigen, som den gjorde. Han formåede at formidle de indsigter ud i den brede offentlighed, så det blev til en kulturstrømning og generel bevidsthed i tiden. Min generation af universitetsstuderede har alle læst Den fremmede og Pesten. Den form for fremmedgørelse var også overbevisende for mig. Det gjorde dybt indtryk, at hovedpersonen ikke kan stå i et forhold til noget og bare er uden for alt.

Det er aldrig blevet opklaret, hvorvidt Camus faktisk begik selvmord, om hans død var et attentat eller et hændeligt uheld. Men Camus selv tænkte, at livet har en mening i det meningsløse, og det er en værdifuld tanke i nutiden, mener Anders Moe Rasmussen.