Tony er en mand i 50’erne, der bor i en lille engelsk by, Tambury. Han er journalist på byens gratis-avis, og så er han enkemand. Hans elskede kone, Lisa, er død af brystkræft, og nu sidder han alene i sit typiske engelske rækkehus med schæferhunden Brandy. Hans liv er slået helt i stykker. Der er ikke noget ved noget. Hans bedste løsning er selvmordet. Hvorfor leve, når livet er forbi? Lisa gav hans liv mening.
Kan man lave en tv-serie over dette? Det mente skuespilleren, komikeren og manuskriptforfatteren Ricky Gervais (født 1961), at man kunne. Serien er blevet et kæmpehit – og det med god grund. Den tør gå ned i sorgen og på sin bittersøde måde behandle livets mening, selvmord, ensomhed, psykologhjælp og andre sider af et liv i sorgens efterladte bombekrater. Den tør endog vise grænserne for den vestlige verdens sarkastiske ateisme og dermed åbne for en nytolkning af tro.
Det lyder alvorligt, og det er det også, men Ricky Gervais formår at servere historien med en typisk engelsk humor, som vi i Danmark elsker. Han har selv skrevet og instrueret serien og spiller hovedrollen som Tony, der har tabt meningen med sit liv. Tilbage har han kun at straffe denne uretfærdige og mærkelige verden med sarkasme, uforskammethed og sort humor. Hans eneste rigtige lyst er at se videoer med konen, hvor hun taler til ham fra sygesengen. Hun har lavet optagelser, der først skal ses efter hendes død. Her fortæller hun ham, hvor skøn og sjov han er – men også hvor livsuduelig han er. Hun opmuntrer ham til at tage livet op igen. Ud over disse klip er der sekvenser fra deres fælles liv, som han har optaget. Han vil helst sidde i sofaen sammen med hunden Brandy og se disse optagelser og så drikke et par flasker vin og dejse omkuld.
Hans liv som journalist på ”Tambury Gazette” rummer ikke de store journalistiske udfordringer. Han rapporterer om lillebyens ejendommeligheder, og det er virkeligt morsomt. Her møder vi provinsens skæve eksistenser og deres behov for et øjebliks berømmelse, men det er gjort med en forkærlighed for stedet, der nu blev hans. Jeg kom til at tænke på Aastrup-salmen ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”.
Det er et gennemgående træk ved serien, at vi følger de samme ting. Tony er en del af et hold på avisen, der hver har deres særheder. Det er virkelig en samling sjove eksistenser. Desuden går Tony til psykolog, og denne falder i samme kategori. Det er tåkrummende humor.
Derudover følger vi Tonys daglige besøg på plejehjemmet ”Efterårsblade”. Bare navnet! Her bor hans gamle far med alzheimer. Det er ikke opløftende, men Tony er der trofast hver dag. Det kan godt være, at han ikke har tro, men han er tro.
”At hjælpe og værne om den, som er svag,” sagde Aastrup.
Sidegevinsten er mødet med sygeplejersken Emma. Hun er sød og interesseret i Tony, men han tør ikke noget. Lisa fylder alt i ham, og der er ikke plads til andre kvinder, selvom det rykker lidt i ham. Det vil være utroskab at begynde med en ny kvinde!
Endelig ser vi ham på kirkegården, hvor han møder den 20 år ældre enke Anne, vidunderligt spillet af Penelope Wilton, kendt fra Downton Abbey som Isobel Crawley. Hun er seriens optimistiske og kloge stemme. Hun sætter ind over for Tonys sortsyn med en indlevelse i sorgens natur.
Efterhånden viser der sig et mønster i Tonys forhold til verden. Hans livslede og sorte sarkasme holder ikke hele vejen. Ofte er han nødt til at gøre det modsatte af sin opgivenhed, og det får livsopbyggende effekt i andre, og gradvist skabes der en ny verden om ham og lidt i ham. Det er dybt rørende og tankevækkende.
Anne fra bænken på kirkegården taler om engle, der forklædt som mennesker viser en håbets dimension midt i meningsløsheden. Det bliver Tony selv et eksempel på i mødet med kræftramte børn, som han skal skrive en artikel om til avisen. Dér krakelerer hans ateisme, og det får ham til at tænke tilbage på konens forhold til tro. Blokerede hans egen sarkasme for en udfoldelse af et større håb og en tro? Dér får serien virkelig fat i nogle dybe forhold i den moderne eksistens.
Det raffinerede ved serien ligger også i underlægningsmusikken, der brillant tolker situationen. Der er et brag af kendte melodier, som her får en ny dimension. Det er sange af blandt andre Bob Dylan, Lou Reed, Elton John, Nick Cave, Carpenters, Radiohead, David Bowie, Joni Mitchell. Seriens slutscener er ikke for ingenting ledsaget af sidstnævntes ”Both Sides Now”. Her køres hele seriens persongalleri mesterligt sammen i en hyldest til kærligheden.
Nogle vil finde afslutningen for sød. Dem om det. Der er virkelig liv over den! ”After Life” handler både om efterlivet og livet efter sorgen. Der er et håb lige nu, der kastes ind i dette liv, som fylder mærkværdighederne og tabene ud.
Det er 18 gode afsnit med et drama uden dramatiske effekter og action, og det handler jo bare om hverdagens egne dramaer og ”the things we do for love”, som 10cc synger det, og det er jo egentligt alt nok.