Prøv avisen

Menneske først, maniodepressiv så

Bogen om Grundtvig tager sit udgangspunkt i året 1810, hvor Grundtvig stod foran den afgørelse, om han skulle være præst eller historiker, og det udløste en sjælerystende omvæltning i hans indre. -- Arkivfoto. Foto: Arkiv

Vel var Grundtvig maniodepressiv, men dermed er det sidste ikke sagt om ham. Og psykologen Finn Abrahamowitz' biografi, der genudgives i dag på Grundtvigs fødselsdag, er et godt middel til forståelse af denne skelsættende skikkelse

Dagens genudgivelse af Finn Abrahamowitz' biografi "Grundtvig - Danmark til lykke" fra 2000 burde egentlig ikke være mulig. Biografier om Grundtvig (1783-1872) burde være et felt, hvor der herskede så megen konkurrence, at en genudgivelse ville være hovedløs forlæggergerning.

Det skorter da heller ikke på andre bøger og artikler om Grundtvig: Sune Auken, Regner Birkelund, Ole Vind og Kim Arne Pedersen for nu blot at nævne nogle af de seneste års vægtige bidragydere. Men biografier er det ikke blevet til. Det er, som om teologer, litterater, historikere og idehistorikere har siddet og ventet på, hvem af de andre, der turde begive sig ud på øretævernes holdeplads og sige noget samlende om Grundtvig med hans liv og ikke værket som disponerende princip.

Og så blev det såmænd en psykolog, der gjorde det. Finn Abrahamowitz (1939-2006) havde ingen grad i psykologi, men tilbragte det meste af sit voksenliv med at undervise i og skrive om psykologi og psykiatri. Det var hans gerning som højskolelærer på Krabbesholm og som forstander på Ubberup Højskole, der ledte ham til Grundtvig.

Var Grundtvig natinalist?

I bogens indledning gør Abrahamowitz sig skyld i en unødvendig selvmodsigelse. På den ene side hævder han, at Grundtvig har givet "kød og blod, lymfe og immunforsvar til begreberne danskhed og folkelighed, fædreneland og modersmål."

På den anden side er det Abrahamowitz meget om at fremhæve, at Grundtvig slet ikke var nationalist. Det kan der nu ikke herske tvivl om, at Grundtvig var, alene af den grund at han søgte at sætte danskheden på begreb. Han nærede had til både "romeråg" og "tyskervælde", og han delte på afgørende områder synspunkt med de nationalliberale, der førte landet ud i to krige om nationens territoriale afgrænsning.

Det adskilte imidlertid ikke Grundtvig fra flertallet af hans samtidige. Hans særlige status består i, at hans poetiske kraft satte magtfulde ord på det at være dansk og dermed også skabte, hvad de nævnte. Grundtvig havde en broderpart i nationalismens samfundsombrydende kraft. Til arven efter Grundtvig må også regnes den gæld, som udgøres af nationalismens skyggesider.

Tolkninger af Grundtvig skorter det ikke på. Mange har forsøgt at passe den gamle ind i deres verdensbillede, at tage ham til indtægt for netop deres synspunkt.

Således er Grundtvig på skift blevet brugt af den politiske venstre- og højrefløj, befrielsesteologer, Tidehverv, høj- såvel som bred-, flad- og lavkirkelige kredse. Hans salmer synges med flid af både katolikker og indremissionske.

Havde Grundtvig en diagnose?

Enhver fremstilling af Grundtvigs liv og værk tager udgangspunkt i en bestemt fase af hans liv som den afgørende, hvad enten der er tale om hans demokratiske gennembrud i 1848, hans tanker om menneske først, kristen så fra 1832 eller hans mageløse opdagelse fra 1825. Abrahamowitz tager – som Hjalmar Helweg gjorde det i 1918 – udgangspunkt i krisen i 1810. Grundtvig stod i det år foran den afgørelse, om han skulle være præst eller historiker, og det udløste en sjælerystende omvæltning i hans indre.

Helweg, der var psykiatrisk overlæge, havde brugt psykologien til at reducere Grundtvig til en diagnose. Man hører det somme tider udtrykt med ordene: "Nå, Grundtvig - var han ikke bare maniodepressiv?" Dermed forflygtiger man storheden hos Grundtvig, mener Abrahamowitz. Han går i stedet en anden vej og bruger sin psykologiske indsigt til at forstå karakteren af Grundtvigs krise, men han indser også sin indsigts begrænsninger. Man kan ikke bare sige, hedder det med en af bogens mange slående formuleringer, "at Grundtvig i sin karakter er maniodepressiv. Hans grundkarakter er den enestående viden om både livets lykke og udsathed."

Dermed er det ikke påstået, at Grundtvig var større end sin sygdom, eller at han beherskede den. Abrahamowitz hævder en grundlæggende humanistisk pointe, nemlig at en psykiatrisk diagnose ikke udtømmer indholdet af et menneskes liv og slet ikke Grundtvigs. Det er ikke sygdommen, men det han fik ud af den, som karakteriserer Grundtvigs liv. Den erfaring, som Grundtvig havde gjort sig i sindets løngange og irveje, og som han havde format til at tage med sig, forlenede hans tanker med både visionær storhed og storslåede fejlslag.

Grundtvig mente meget

Abrahamowitz sammenligner Grundtvig med et egetræ. Det vokser langsomt, "det følger ikke den slagne vej, men drejer sig, knorter, kræver at kunne udfolde sig frit, men så bliver veddet også hårdt og bestandigt."

Af så krumt et træ som det, Grundtvig var gjort af, kan der ikke tømres noget lige. Der er ingen enkel eller ligefrem historie at fortælle om Grundtvig. Som den fremragende jurist A.S. Ørsted skrev om Grundtvig til sin lige så fremragende fysiker af en bror, H.C. Ørsted: "Dette menneskes ufornuft og smagløshed har ingen grænser."

Grundtvig var uforsonlig. Man holder ikke af ham, fordi han var sympatisk, men fordi han havde sine meningers mod. Han var faktisk yderligtgående i den forstand, at menneskelige hensyn ikke altid stod i vejen for hans principielle betragtninger. Han gjorde sig uden persons anseelse uvenner med hvem som helst for sit standpunkts skyld.

Men dermed kan man også gennem ham gennemtænke nogle meget store spørgsmål med den for ham karakteristiske uforsonlige konsekvens, ikke mindst i forholdet til døden.

Denne biografi er ikke blot en præambel til forståelse af Grundtvigs skrifter. Abrahamowitz' bog rummer også mange fine tekstudlægninger, men den er først og fremmest en biografi i genrens egentlige forstand, nemlig et middel til indsigt i og forståelsen af et menneske skrevet med både finfølelse og format.

kultur@k.dk

I dag udkommer også Vartovbogen 2010, hvor Jan Lindhardt, Mette Bock, Jørn Lund med flere skriver artikler under den samlede overskrift "De levende ord". Bogen kan rekvireres ved henvendelse til Vartov.

Finn Abrahamowitz: Grundtvig - Danmark til lykke. 414 sider. 299 kroner. Informations Forlag. Udkommer i dag.