Som dreng sad kunstneren Erik Hagens hver søndag ved siden af sin kirketro farmor i Klosterkirken i Nykøbing Falster og kiggede på den pompøse altertavle fra højrenæssancen, den mecklenburgske anetavle spækket med våbenskjold fra de adelige gennem tiden på egnen og ikke mindst et maleri af mesteren og den kendte Luther-maler Lucas Cranach af den forslåede Jesus, der bliver fremstillet af Pontius Pilatus foran folket, der alligevel vælger at frigive Barabbas.
”Det var noget, der satte fantasien i gang for sådan en fem-seksårig dreng,” husker Erik Hagens, der siden er blevet kaldt en af velfærdsstatens vigtigste malere, ligesom han selv har brugt de nytestamentlige fortællinger i sin egen kunst. Han er kendt for sit 140 kvadratmeter store maleri ”Esbjerg Evangeliet”, der bogstaveligt talt omfavner det store auditorium på UC Syd, Esbjerg.
Da han fik opgaven om at udsmykke den store tomme væg, var hans første idé at lave en række danmarksbilleder, men i stedet fik han den idé at skildre, hvad Jesus ville komme tilbage til, hvis han kom tilbage og landede herhjemme på Esbjerg-egnen, og sådan fik han som Grundtvig og andre godtfolk flettet den danske natur ind i evangelieteksterne. Og han er stadig ikke bange for at gå nye veje, når han skal skildre kristendommen. I sidste uge markerede Skovlunde Kirke, der ligger i hovedstadsområdet, således, at han i år er blevet færdig med sin store udsmykning af kirken, hvor han i princippet har malet lige så langt som i Esbjerg, men via en række store såkaldte højtidsskabe, der kan åbnes på skift, så der året rundt er noget nyt at kigge på.
Udsmykningen har været undervejs i en del år, men i april blev han sammen med sin kendte keramikerhustru, Ursula Munch-Petersen, færdig med altertavlen, som menighedsrådet var to år om at godkende, men den er mildt sagt også mere moderne end altertavlen i Nykøbing Falster, selvom Jesus – naturligvis – også her er en del af motivkredsen.
Men når altertavlen i Skovlunde er lukket, er den spundet ind i sort og guldfarvet spindelvæv som et billede på den død og tid, der omgiver bibelhistorierne. Ser man efter, kan man også se sorte tidsler, en solopgang i guld på et sort hav og to sorte hænder, der drypper med rødt blod, mens man selv med lukkede låger kan se, at der foregår en masse indeni, hvor Erik Hagens har skildret syv forskellige evangelietekster med Jesus som en gennemgående figur, der gør alting nyt og på flere planer vender død til liv. Og altertavlen er også inspireret af de gammeldags trefløjsaltertavler, der kan lukkes op, ligesom troen skal åbnes – som Jesu grav. Men det er alligevel ikke opstandelsen, der er i fokus i Skovlunde Kirke. For som Hagens også forklarer i et nyt katalog om ”Højtidsskabene”, interesserer han sig mest for ”den del af trosbekendelsen, der ligger mellem ’født af Jomfru Maria’ og ’pint under Pontius Pilatus’”.
”Jeg tror ellers ikke på den gud, man møder i trosbekendelsen. Sommetider synes jeg, at det ville være en stor trøst at tro på opstandelsen og det evige liv. Jeg er selv 79 år og gift med en dejlig kvinde på 81 år. Vi er begge friske, men udløbsdatoen nærmer sig jo, og det er en frygtelig tanke, at jeg måske en dag skal være alene uden hende, og så ville det være rart at tro på, at jeg skulle se hende igen. Ligesom med Carsten Hauch, der i sin høje alder forberedte sig på døden ved at lære engelsk, så han i det hinsidige kunne tale med sit store digterideal lord Byron. Men jeg tror på mennesket og revolutionæren Jesus, og jeg mener stadig, at vi kan lære noget af hans tanker. For mig er kernen i kristendommen medmenneskelighed,” siger Erik Hagens og vender sig om, mens han viser ned til sit store udgangsbillede med 24 lignelser som en slags julekalender omkring en moderne familie, der svæver i deres daglige stue, fordi ”de er høje, efter de har været i kirke”.
Erik Hagens fandt inspirationen til stuemotivet på maleriet i et citat fra Vilhelm Grønbechs bog ”Jesus, menneskesønnen”:
”Når man samler alle Jesu historier sammen, bliver det den mindste eventyrbog i verden, men på den lille plads, ikke større end en stue, synes der at leve et helt mylder af mennesker.”
Men i mylderet af mennesker er der også kontroversielle motiver, da Erik Hagens for eksempel har skildret en dansk kernefamilie, der sparker en sort mand tilbage i rendestenen.
”Hende, der sparker på den sorte mand på billedet, er direkte inspireret af Venstres nye næstformand,” siger han og griner, inden han åbner højtidsskabene, som også rummer politiske billeder. For eksempel har han malet en stor saks, som skærer folk i stykker, ind i julebilledet ”som et billede på alle kristendommens ofre gennem tiden”, mens disciplene omkring Jesu nadverbord i påskeskabet alle er store politikere og frihedskæmpere som Nelson Mandela og den tyske teolog Bonhoeffer, der blev likvideret, da han tog tilbage til Nazityskland for at give Hitler teologisk modstand.
”Jeg tænker, at dem, der er Jesu disciple i dag, er dem, der følger hans radikale medmenneskelige tanker,” forklarer kunstneren, inden han lukker skabet i igen, mens han åbner op for sin egen teologiske rejse.
I gymnasiet blev han både venner med Asger Aamund og Ebbe Kløvedal Reich, som han også aftjente værnepligt med. Især Ebbe Kløvedal Reich var allerede dengang interesseret i teologi, og det smittede også af på Erik Hagens. Og da han flyttede sammen med forfatteren Ole Grünbaum i et kollektiv på Frederiksberg, kom Erik Hagens også til at illustrere Ole Grünbaums bog om præsten Harald Søbye. Senere stødte Eriks Hagens selv flere gange på præster, da han rejste rundt i Sydamerika ”under en ægteskabelig krise”, hvor han blandt andet boede hos jesuitter, der var brændende optaget af befrielsesteologien, som parrede kristendommen med marxistiske, revolutionære tanker.
”Jeg mødte blandt andet en meget stærk personlighed, en dansk jesuiterpræst, der hed Peter Tantholdt Hansen, som tog mig med op på den missionsstation, hvor han virkede i de år. Et par af de gamle jesuiterpræster på missionsstationen havde faktisk kæmpet på Franco-siden i den spanske borgerkrig 35 år tidligere. Men han tog mig også med ud i junglen, hvor indianerne levede, som vi gjorde for 5000 år siden herhjemme ved svedjebrug. Og hele hans livsform optog mig meget. Jeg lavede en bog, der hed ’Rejsedagbog fra Peru’, da jeg kom hjem.”
Senere mødte han også Erik Bock, der var præst på Nørrebro i København og meget kunstinteresseret.
”Hans hjem var altid åbent for folk, der havde brug for et sted at være. På den måde har jeg hele tiden været i kontakt med kirke og fine præster, der bar kristendommens barmhjertighedstanker ud i livet. Og alle de præster har selvfølgelig også formet min egen forståelse af kristendommen, der stadig er farvet af befrielsesteologien i dag. Hvis kristendommen skal bruges til noget, skal den kunne ændre livet nu og her.”
Hvad tænker du så om, at Jesus sagde, at hans rige ikke var af denne verden?
”Bibelen modsiger jo sig selv mange steder. Men jeg synes, at Folkekirkens Nødhjælp havde fat i noget med deres slogan om at tro på et liv før døden. Forleden hørte jeg en præst sige i radioen, at man ikke kan læse evangeliet med aktivistiske briller, efter en biskop ville have folk til at deltage i en klimastrejke. Men jeg fortolker selv evangelierne aktivistisk. Jesus siger mange radikale ting i sine tre store taler ved bjergprædikenen, udsendelsestalen og den tale, han holder på tempelpladsen i ugen, før han bliver arresteret. Der er han et samfundsengageret menneske.”
Men han frabad sig jo netop at blive politisk leder palmesøndag, da han blev hyldet som en konge…
”Jeg vil heller ikke sige, at han var politisk, men han står for en samfundsforandring. Samtidig med at han eksisterer som et menneske, man tilbeder og maler, må der være noget af det, han har sagt, som vi kan bruge. Og det har vi jo også gjort. Hans idéer revolutionerede jo Romerriget med et nyt menneskesyn, men jo også en ensretning fra mange guder, som grækerne havde det, til én gud. Og sådan blev kristendommen også til en magtfaktor. Jeg har tit tænkt over, at Erik A. Nielsen, der har skrevet den fremragende bog ’Kristendommens retorik’ også burde skrive en ’Kristendommens politik’, for der er alligevel meget politisk engagement i evangelierne. Og det er det, der inspirerer mig.”