Paula Modersohn-Becker. Louisiana. Humlebæk. Til den 6. april 2015.
Ingen kvindelig kunstner havde gjort det før hende: Stillet sig nøgen foran et spejl og malet sig selv. Den eneste anden kendte er Artemisia Gentileschi (cirka 1593-1656), som formodentligt brugte sig selv som model i maleriet ”Susanna og de gamle”. Men Paula Modersohn-Becker gjorde det i 1906, altså malede sin nøgne krop, næsten i 1:1 størrelse, kun iklædt den ravhalskæde, som hun gjorde til sin signatur.
Det er ikke en forskønnet, idealiseret krop, hun gengiver, men en almindelig kvindes krop, en kvinde, der står tungt med begge ben på jorden, men med hovedet og blikket fjernt. Et menneske af lige dele krop og sjæl. Det er ikke en selvudleverende krop, en krop, der ser skrøbelig eller blottet ud, det er en krop, der, som alt maleren ser på, er omdannet til farve, der skaber form. En krop som et billede på væren i verden, tilstedeværelse, koncentration, hvilen.
Paula Modersohn-Becker er ikke tidligere blevet vist i Skandinavien på en stor soloudstilling, så også derfor er det virkelig en vigtig opgave, Tine Colstrup har løftet på Louisianas udstilling af den tyske maler, som allerede i 1927 fik sit eget museum i Bremen. Så man Louisianas udstilling ”Selvportræt” i 2012, er jeg næsten sikker på, at man vil huske Paula Modersohn-Becker for det store maleri, som også kan ses på udstillingen nu: ”Selvportræt på den 6. bryllupsdag”, hvor kunstneren, der på det tidspunkt er flyttet fra sin mand og ind til kunstens pulserende centrum Paris, maler sig selv som gravid (hvad hun ikke var) og noterer i hjørnet: ”Dette malede jeg i mit 30. år på min 6-årsbryllupsdag”.
Her ser hun med sine rav-øjne skråt ned på beskueren, og på sig selv i spejlet, mens hun iscenesætter sig selv som svanger i mere end én forstand. At hun halvandet år efter ikke er mere, er svært at abstrahere fra.
Paula Modersohn-Becker blev født som det tredje ud af syv børn i Dresden i 1876. Familien, der senere bosætter sig i Bremen, er kunstnerisk og litterært interesseret, og Paula bliver støttet på sin kunstneriske bane under den forudsætning, at hun tager en læreruddannelse. I 1898 støder hun til den netop etablerede kunstnerkoloni Worpswede nordøst for Bremen, hvor hun også får undervisning. Her bliver hun venner med billedhuggeren Clara Westhoff, som siden gifter sig med digteren Rainer Maria Rilke, der også bliver en nær ven. Paula Becker rejser til Paris, hun suger til sig af ældre og moderne kunst, men hun vender tilbage til Worpswede, hvor hun i 1901 gifter sig med den 11 år ældre maler Otto Modersohn, som er alene med en lille pige.
I 1906 forlader hun ham og tager igen til Paris - for altid, tror hun, men hun vender tilbage til ægteskabet. Den 2. november 1907 føder hun en lille pige, 18 dage efter dør hun af en blodprop, 31 år gammel.
Det er vemodigt at se alle de billeder, som Louisiana har fået hjem, omkring en syvendedel af hendes samlede oeuvre på 745 malerier (nogle blev ødelagt under krigen), og dertil kommer også et antal tegninger. Så meget nået på knap 15 år, men også kun en begyndelse på noget, der kunne være blevet til så meget mere. ”Jeg føler inden i mig selv som en sagte væven, en vibreren, et vingeslag, en sitrende hvile, et tilbageholdt åndedræt: når jeg engang kan male, vil jeg male dette.” Sådan skrev hun i 1899 i sin dagbog.
Paula Modersohn-Becker var en søgende kunstner, som var optaget af at nå nye steder hen med sit maleri. Hun så Cézannes værker, Gauguins, Edward Munchs, og man mærker disse kunstneres indflydelse i hendes værker, men hun så også på mumieportrætterne fra Fayyum (1.-4. århundrede) og lod sig inspirere af disse på en gang realistiske og maskeagtige gengivelser.
Karakteristisk for Modersohn-Becker er hendes totale mangel på behagesyge. I hendes landskaber fra Worpswedes skove, mose og hede, som hun holdt så meget af, kan der ligge en birkestamme skråt ind over billedfladen, eller hun maler en gruppe træer uden at tage toppen og himlen med.
Hun maler i tunge, mørke farver, hun sparer på lyseffekterne, og når hun maler portrætter af de lokale, er der ikke noget folkloristisk tiltrækkende over de tunge bryster eller store næser. Hurtigt bevæger hun sig fra den naturalisme, hun var blevet skolet i, over i en mere og mere forenklet, måske symbolsk retning, i alle fald en malemåde hvor det ikke handler om at få enhver detalje med, men derimod om at ramme en stemning og på næsten skulpturel vis at bygge et maleri op, så det på én gang er virkelig krop og samtidig virkelig fremmed. Modersohn-Beckers portrætter har tit pupilløse øjne. Det vil sige øjne, der så at sige er lukket, du har ikke fornemmelsen af at kunne se den portrætterede ind i øjnene, vedkommende ser så at sige ind i sig selv.
Nok er det de intime rum, hun maler, de rum, der var mulige at male for datidens kvindelige malere, men som også mange mandlige kollegaer valgte.
Men Modersohn er, i modsætning til flere af sine kollegaer i kolonien, ikke interesseret i at gøre disse rum nære og fortrolige for beskueren. Tværtimod ser og fokuserer hun på det fremmede i det kendte.
Når Modersohn-Becker maler børnene i Worpswede, er de ikke indyndende og kontaktsøgende - tværtimod er de fjerne væsener i deres egen verden, der er ikke nogen nuttethedsfaktor over dem, og de ser ikke på dig. De vil dig ikke, men du vil dem med dit blik.
Det er dig, billedhungrende menneske, som begærer billederne, billederne er der bare, de rækker ikke ud efter dig med billige tricks.
Det er heller ikke den realistiske/naturalistiske krop, Modersohn-Becker vil gengive i de sene værker, hvor hun maler ammende kvinder og andre gengivelser af mor med barn.
Hænderne og fødderne er luffer og klumper, mere behøves ikke. Derimod bliver den malede flade næsten til hud, til kropslig overflade. Hvor hun tidligere malede mere uroligt, ridsede og kradsede i fladen, arbejder hun nu med store mættede flader, hvor spartlen får nuancerne til at tone sig blidt ind i hinanden, malingen er tæt og dækkende, som en hud man får lyst til at stryge hen over.
Fordi Paula Modersohn-Beckers ouevre blev så kort, kan udstillingen på Louisiana forene en delvist kronologisk tilgang med en tematisk. Det er en smuk og enkel ophængning uden særlige fiksfakserier, og det behøver man heller ikke. Billederne taler for sig selv: ”Dette malede jeg.”
Hvis man vil have mere viden, kan kataloget med artikler, der tematisk kommer pænt rundt, og et stort billedudvalg, varmt anbefales. Ærgerligt, synes jeg dog, at Marie-Louise Svane, der tidligere har skrevet en læsværdig bog om Paula Modersohn-Becker, ikke er repræsenteret.
