I Dantes ”Den guddommelige komedie” er Helvede et sted, hvor onde og syndige mennesker ender; en underverden, hvor alt håb lades ude.
Sådan er det ikke hos Thomas Bernhard. Her er helvede livet på jorden. Det har østrigeren vist i et sine steder sublimt forfatterskab, som er mærket af en smertefuld opvækst, af nazismens uhyrligheder og af den efterfølgende desillusion. Mennesker er ensomme og nederdrægtige, den såkaldte civilisation fremmedgørende og forkvaklende, som det vises i for eksempel ”Udslettelse” og ”Årsagen”, der ikke bare er hovedværker i forfatterskabet, men i den tysksprogede litteraturhistorie.
Nu er det også muligt at læse et af Bernhards tidlige værker i dansk oversættelse, nemlig ”Forstyrrelse” fra 1967, hvor flere af hans signaturer er under udvikling, og hvor Dante og Vergils vandring gennem Helvede spejles i historien om en læge, som tager på sygebesøg med sin søn hos forskellige patienter i den østrigske delstat Steiermark. Og hvor den tyske romantik gerne skildrede landet som det dybe og skønne, er det helt anderledes her:
”Kendsgerningen var at der var flere brutale og forbryderiske mennesker på landet end i byen. På landet, sagde min far, var brutaliteten og voldeligheden fundamentet.”
Det er et velkendt Bernhard-greb, overdrivelsen, og på rundrejsen med de to mænd hører læseren om mishandling, mord og frygtelige uheld, der skyldes de voksnes ligegyldighed. Som barnet, der uden opsyn var ”faldet i en grisebalje med kogende vand”.
Det er særligt mændene i de trøstesløse og forråede landsbyer, som er forstyrrede og groteske. Tag bare ”en stadig federe mand som bevægede sig hjulbenet omkring på en kønsforskrækket måde”.
Her aner man måske også en vis humor under den insisterende negativitet, et andet Bernhard-træk, og de første 94 sider af ”Forstyrrelse” er faktisk nogle af de bedste i forfatterskabet.
Men Bernhard vælger derefter at brække sin fortælling over og lade den fortsætte under overskriften ”Fyrsten”.
Denne fyrste er den sidste patient, lægen og sønnen besøger, og bor på en egn og i et slot, der synes at hilse på Bram Stokers ”Dracula”.
Og fyrst Saurau virker først som en fornuftig mand med reelle problemer, men sønnen må – præcis som hans far sagde – erkende, at han er vanvittig.
Læseren omsluttes som dem af Sauraus ordstrøm, af hans rablende monolog, der fylder resten af bogen – hele 143 sider – hvor Bernhards siden så velkendte væmmelse ved den moderne verden også får plads, når alle borgere er infame, og når fyrsten taler om, hvordan ”størstedelen af menneskeheden begrænsede sig til dens to hovedegenskaber, at købe ind og forbruge”.
Over nogle sider er det effektfuldt, men i længden en smule kedsommeligt, og måske er problemet, at Bernhard lader lægen og sønnen afvise Saurau som vanvittig og på den måde ikke giver læseren nogen grund til at forsøge at forstå og anerkende, hvad han siger og mener.
Men Bernhard er, uanset forbehold, altid en særlig oplevelse at læse, og Sisyfos er endnu en gang forlaget, som udgiver ham på dansk, og Søren R. Fauth atter oversætteren.
Og for Bernhard-fans er ”Forstyrrelse” interessant, fordi det er, som om alle kendetegnene hér toner frem. Mens nye læsere nok bør begynde et andet sted i det misantropiske, ofte mageløse forfatterskab.