Hans-Jørgen Schanz følger i denne bog, hvordan menneskene har opfattet sig selv op gennem Europas historie. Menneskeopfattelsen har to dimensioner: Hvordan adskiller mennesker sig fra den øvrige natur? Og hvordan er mennesker indbyrdes forskellige?
Banen for menneskeopfattelserne kridtes op af grækerne og middelalderens kristne filosofi. Grækerne trak mennesker ud af naturen ved at sætte dem næsten lig de græske guder, som også havde menneskeskikkelse. Siden formulerede den græske filosofi moralske og etiske krav til mennesker. Nu var naturen og mennesker to forskellige ting.
Men den græske filosofi havde ikke en klar tidsdimension. Naturen, også menneskers, bestod af evige og uforanderlige former og stof. Det gjorde det svært for græsk filosofi at forklare forskelle på mennesker. Kristendommen understreger, at hvert menneske er skabt i Guds billede, og Duns Scotus (cirka 1266-1308) supplerede Aristoteles’ teori om, at vi er en kombination af form og stof, med den idé, at hvert menneske danner sig sin egen unikke form som en udvikling i tiden. Det skulle siden vise sig at være en frugtbar idé, for nu havde filosofferne redskaberne til at tænke over menneskers udvikling og individuelle forskelle.
Kristendommen gav tilmed ikke bare et middel til at individualisere mennesker. Den skabte også begrebet om en menneskehed: Hvor jøderne opfatter sig som Guds udvalgte folk, og islam kun er for de troende, er kristendommen for ”tyveknægte, ludere, banditter – kort sagt alle, inklusive syndere”. Altså hele menneskeheden.
Nu kan en proces begynde, som har varet til i dag. Opfattelsen af mennesker svinger mellem to poler. Den ene er deterministisk og opfatter mennesket som natur, altså bestemt på forhånd af sin natur eller sine gener. Den anden ser mennesker som et historisk produkt, bestemt af sin kultur, sit samfund, sin opvækst. Det kompliceres yderligere af, at de to poler ikke ligger fast. Med Darwins teori om arternes overlevelse fik naturen selv en historie, og opfattelserne af historien er mange og indbyrdes modstridende.
Med imponerende overblik beskriver Schanz hovedpositioner i denne debat med særlig vægt på Descartes, Hegel, Marx, Kierkegaard og Heidegger. Hertil kommer meget fine redegørelser for særligt sprogets betydning for menneskers særlige stilling i verden og nogle opfriskende polemiske udfald mod tidens løgne og modetanker.
Schanz’ konklusion er, at efter en lang tid med marxistisk-sociologiske historieteorier har naturvidenskabelig determinisme nu fået en stærk position, og nogle tror, at vi nu kan nå frem til en præcis naturvidenskabelig forståelse af mennesker og for eksempel skabe menneskerobotter.
I bogen sidste del fremhæver Schanz to filosoffer, hvis tænkning gør op med både historisk og naturvidenskabelig determinisme. Det er K.E. Løgstrup og Hannah Arendt. De er begge skabelsestænkere og lægger vægt på begrebet menneskers spontanitet.
Løgstrup skriver, at vores sansning og spontane livsytringer kommer før kulturen og ikke kan formes frit af kulturen. Det tolker han som et resultat af, at vi er skabte, og ganske tankevækkende påpeger Schanz, at Løgstrup herved griber tilbage til en middealderlige pointe, som længe var glemt, siden Duns Scotus fandt den.
”For Arendt er det ånd, der udmærker menneskene. Når de tænker, når de træffer frihedsvalg, når de dømmer. Frihedsvalg vil sige valg, hvor der sættes noget nyt i verden.”
Denne tænkning søger ikke efter sandheden, sådan som naturvidenskaben gør, men efter mening. Både spontanitet og mening er begreber, naturvidenskaben ikke forholder sig til.
Man kan måske formulere det sådan, at Schanz med denne fremragende bog vil beskytte mennesker mod tankens, forenklingens og magtens overgreb ved at pege på vores egenart og en urørlighedszone omkring os:
”Mennesket er et mysterium, og det vedbliver at være et mysterium. Og et mysterium kan man ikke komme om bag ved, men nok søge at nærme sig med forsigtighed… Spørgsmålet om menneskene forbliver et spørgsmål, som næppe nogensinde kan besvares, men det vil næppe heller blive opgivet. At stille spørgsmål, som vi godt ved ikke kan besvares, er ikke en sygdom, men … menneskets adelsmærke. Og, kunne man tilføje, et vidnesbyrd om, at mennesket også er et åndeligt væsen. Hvilket betyder, at det kan hæve sig over alt andet uden at stå over alt andet.”