Prøv avisen

Mennesker med stilladser på sjælen har gjort mig til den forfatter, jeg er i dag

Den bedste bog, forfatteren Jens Blendstrup har læst som voksen, er Hans Scherfigs ”Frydenholm”, som er et opgør med den danske samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig. Her ses han ved litteraturfestivalen Vild med Ord under Aarhus Festuge. – Foto: .

Forfatteren Jens Blendstrup har ikke tålmodighed til musicals. Han er aktuel med romanen Luskefisefortællinger

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er den tyske forfatter Hans Falladas bog Alene i Berlin, der handler om ægteparret Quangel, der mister deres søn under Anden Verdenskrig og begynder at sende små postkort rundt til andre med et antinazistisk indhold.

De bliver selvfølgelig opdaget og henrettet. Så det er nok mere en bog om den stille modstand, end det er en bog om den store og heroiske. Og det er smukt. Den handler også om, hvordan rædselsregimet korrumperer os små mennesker. Det er virkelig en god bog, som er skrevet i en lidt naiv tone. Spørgsmålet om, hvad krig gør ved mennesker, er desværre stadig aktuelt med alle krigene rundtom i verden.

LÆS OGSÅ: Kunsten er blevet til events - jo værre desto bedre

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Da jeg var barn, gjorde Kim-bøgerne et kæmpestort indtryk. Med Kim-bøgerne fandt jeg ud af, at man gennem bøger kunne forsvinde ind i en anden verden. Jeg kunne for eksempel ligge i min seng, mens jeg var syg, og samtidig rejse med disse drenge med toget op til Gilleleje, hvor de altid opklarede nogle små kriminalgåder.

Som voksen er den bedste bog, jeg har læst, Hans Scherfigs Frydenholm, som er et opgør med den danske samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig. Den er fantastisk, fordi den skildrer besættelsen af Danmark og krydsklipper med citater fra Scavenius politik. De ufine politiske ting, som skete, sættes i en fiktiv ramme. Jeg læste den første gang, da jeg var 18-19 år på min fars anbefaling, og den greb mig virkelig.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

Så vil jeg gerne anbefale en forestilling, som er lavet af Tue Biering og Marie Rosendahl Chemnitz. Forestillingen hedder Blumenbach Instituttet, og de kalder det en teaterinstallation mod verdens undergang. Den finder sted ved Dybbølsbro i København. Den handler om, at verden er ved at gå under, fordi der kommer en stormflod, og at publikum kan blive en del af en ny civilisation, som skal overleve den næste katastrofe. Jeg synes, at det lyder rigtig spændende.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Jeg er jo vokset op i et psykologhjem. Mange af de samtaler, vi havde med vores far, som var psykolog, var jo eksistentielle og dybe. Der blev gået lige til sagen, og han var ikke bange for at være til stede. Måske lige i overkanten, da jeg var bitte. Men en gave, da jeg blev ældre. Jeg ved ikke, om jeg kan tillade mig at kalde det en kulturoplevelse, men mange af de klienter, som min far havde hjemme i privaten, krængede jo deres sjæle ud og var meget åbne mennesker, og jeg tror i høj grad, det er den interesse for mennesker med stilladser på sjælen, som har gjort mig til den forfatter, jeg er i dag. Han havde også en interesse for meget festlige mennesker, og de kunne blive der i dagevis, indtil de så brød sammen der sidst på weekenden. Jeg tror, det er fra den tid, jeg har vænnet mig til ikke at være bange for at gå ind i orkanens øje og være hos mennesker i ekstreme tilstande.

Hvem har du senest været til koncert med?

I efteråret var jeg i Falkoner Teatret at høre Nick Cave, fordi jeg blev inviteret til koncerten af en nær ven. Jeg kan bedst lide Nick Cave, når han ikke holder tale, men det gjorde han desværre til denne koncert.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Nu kan man jo ikke sige, at Yahya Hassans lyrik ikke har fået opmærksomhed, men generelt synes jeg, at lyrikken skulle have mere plads i både medierne og i kulturlivet. Jeg tror, at mange mennesker tænker, at lyrik er noget svært og kringlet noget. Men det er det jo ikke nødvendigvis. Salmer er også lyrik, og de går jo lige ind hos de fleste.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Musicals, især dem med historiske temaer. Det er som at se Bryggeren gange hundrede. Når folk skal sige goddag, synger de det, og så tager det fem minutter. Jeg har slet ikke tålmodighed til musicals.