Prøv avisen
Film

Melodrama famler og ender uforløst og overgjort

3 stjerner
"Kollision" er filmbrødrene Avaz anden film. Og den svære toer forbliver... svær. Foto: Nordisk Film Egmont

Den moderne mands trængsler, familier i fuldkommen krise og kapitalismens humanistiske fallit. Nyt dansk melodrama kaster sig hæmningsløst ud på – og over – overdrevet

Brødrene Avaz er dygtige. De er dygtige til markedsføring, de er dygtige til at lave film. Milad Avaz (født 1988) skriver manuskripter, storebror Mehdi Avaz (født 1982) instruerer, og Misam Avaz (født 1985) producerer.

Brødrene debuterede med ”Mens vi lever” i 2017, et moralsk melodrama, der var Susanne Bier’sk i sin udforskning af menneskelige tragedier i dagens Danmark. Filmen var både rørende og relevant og brødrenes tilgang til melodramaet forfriskende.

Nu er vi så nået til den svære toer, der desværre ikke er helt så vellykket. For hvor det egentlig starter godt, ender ”Kollision” som en overmalet råskitse, snarrådigt bundet sammen i stramme sløjfer, men uden de buer, der giver skønhed og egensind.

Gustav (Albert Rudbeck Lindhardt) er familiens lyse fremtid, tredje generation. Far Leo (Nikolaj Lie Kaas) er mønsterbryder, farfar (Henning Jensen) pensioneret lokomotivfører. Mor Olivia (Cecilie Stenspil) er milliardærarving og keramiker, Tommy Kenter spiller skruppelløs patriark og Bodil Jørgensen er et nydeligt møbel på godset. Kvinderne skriger, er sure, sexlystne eller ingenting. Mændene bestemmer, handler, ødelægger, bygger op.

Leo og Olivias liv torpederes ud i en stime af ulykker. Leo smækker med dørene, vender om på hælene, lusker af sted og står uden for og lurer, mens Olivia søger tilbage til de trygge rammer i et barndomshjem fuldt af usagte bebrejdelser og tunge traumer, der bobler og syder for at trænge op gennem de ægte tæppers tætvævede uld.

Børnene og de helt unge mennesker er rene og uspolerede, de voksne er dynget til af synd, ekstremt selvoptagede. Der er død, ulykker, skilsmisser, retssager, ptsd, utroskab, lig i skabet, kapitalismekritik, feminismekritik og meget mere på små to timer.

Et godt melodrama kræver ansigter, der kan bære alle længsler og trængsler. Og selvom Cecilie Stenspil skærer igennem med sin sorg, og Nikolaj Lie Kaas stoisk bærer sine prygl, kan de heller ikke undslå sig det hæmningsløse manuskript.

Melodramaet vil både bringe Hollywoods hundredårige formel om trængsler og tårer til lands. Og det vil også være en filmisk version af de mange fantastiske romaner om den moderne mands trængsler. En Per Petterson, en nordisk Michel Houllebecq – for at blive på vores egen tidslige breddegrader – eller en ”Lykke-Per” til et nyt årtusinde og i et nyt billedmedie. Men det er ”Kollision” ikke.

For filmen famler mellem at ville vise patriarkens fald, den fraværende far, den tavse mand, den utro mand, den stærke mand. Og ender med at synes, at det egentlig bare er så utrolig synd for manden. Det lyder måske nærmest progressivt i disse dage, hvor kvinderepræsentationer ellers overstrømmer scener, lærreder og bogsider som det stærke, hårdtslående køn. Men Avaz-brødrenes andet forsøg efter den vellykkede debut ”Mens vi lever” er mest godt, gammeldags uforløst og overgjort. Og den ellers gode og potentielt velplacerede idé om at pakke social kritik, kønskritik, klassekritik ind i et pumpet melodrama splintrer i lag-på-lag af tristesse og ender i en forvirrende fornemmelse af følelsesløshed.

”Kollision” er utvivlsomt skabt af talent. Men denne gang slår talentet ikke til.