”Nej, jeg er ikke et monster. Jeg er et menneske, som har gjort noget monstrøst måske, men jeg er stadigvæk et menneske.”
Sådan siger Kris i journalist og redaktør Thomas Thurahs indsigtsfulde ”Skyldig i drab”. Og det er netop bogens projekt: At se mennesket, ikke kun forbryderen. Og derfor er der også to spørgsmål, der aldrig fandt vej til hans notater, når han besøgte de indsatte i fængslet: Hvorfor begik du drabet? Hvordan begik du det?
Men det er der mange andre spørgsmål, som gjorde, og som bliver ved med at trænge sig på.
Som forfatteren skriver: ”Men jeg synes, at et andet spørgsmål er vigtigere, i hvert fald interesserer det mig mere. Spørgsmålet er altså ikke, om jeg under bestemte omstændigheder kunne begå drab, men derimod: Kunne drabspersonen under andre omstændigheder ikke have begået drab? Svaret er næsten i alle tilfælde ja. (…) Ikke at jeg kunne have været i hans eller hendes sted (hvad enten jeg kunne eller ej), men at han eller hun kunne have været i mit.”
Der hviler en besynderlig ro over bogen, måske fordi Thomas Thurah sympatisk nok aldrig jagter sensationen, han hverken skandaliserer eller forherliger, men lader sine interviews handle om det indre og på mange måder svært tilgængelige: følelser, tanker og fortolkninger, mens de objektive fakta fylder forsvindende lidt, og de medvirkende er, som deres forbrydelse, anonymiseret. Men de stærke citater fra interviewene viser, at Thomas Thurah har vundet deres tillid – og at han har forstået at forvalte den på yderst sober vis.
Således Miki: ”Straf og min skyld, det er to vidt forskellige ting. For min skyld, den har ikke nogen udløbsdato. Men det har min straf.” Og Kris: ”Jeg har ikke noget. Jeg har ikke noget (…). Så jeg koncentrerer mig bare om at få min dagligdag til at gå.”
Citaterne får imidlertid aldrig lov at stå alene, og Thomas Thurah viser sig som en nænsom, men egentlig også ret uforfærdet fortolker af de drabsdømtes udsagn, når han stiller etiske spørgsmål som for eksempel om, hvorvidt drabspersonen overhovedet har den moralske ret til at sige undskyld til sit offers efterladte, og om, hvorvidt soning og tilgivelse overhovedet er mulig.
Om sidstnævnte skriver han: ”Hvis tilgivelse betyder en ophævelse af skylden og skyldfølelsen, som om forbrydelsen slet ikke var begået, så er tilgivelsen umulig.”
Man fornemmer, at der ligger et enormt arbejde bag ”Skyldig i drab. 12 drabsdømte om at have slået ihjel og om straf, skyld, soning og tilgivelse”, og alene derfor ville det have været skønt at kvittere med fem stjerner. Men når det blot bliver til fire, skyldes det bogens ekstreme omstændelighed, som gør, at indholdet sine steder er lige ved at blive kvalt af form og redegørelse for metode.
Der er for eksempel talløse passager i stil med ”Jeg omtaler i bogens afsluttende kapitel straffene og foranstaltningerne i forbindelse med drab, men har også brug for at nævne sider af dem her. Derfor nogle ord om henholdsvis tilregnelighed og farlighed”, og de forekommer unødvendige, da man aldrig tvivler på forfatterens troværdighed og autoritet, på hans evne til at disponere stoffet og til at fortælle den imponerende historie om de drabsdømte fra Herstedvester.