Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Anmeldelse

Udvalgte sagn og historier fra Bornholm bliver til en slags poesi

4 stjerner

Forfatteren Dennis Gade Kofod har på interessant vis samlet og udvalgt sagn og historier fra hjemøen Bornholm

Nej, det er ikke Grundtvigs ”De levendes land”, der hentydes til i titlen ”Det levende land” på denne bog baseret på bornholmske sagn og ordsprogslignende indslag. Og dog så måske alligevel, på en særlig skæv måde? Grundtvig havde jo også to verdener, landet her og så de levendes land bag ”buldrende Strand”.

Men her er det levende land ikke horisontalt derude, men neden under alting. Derfra kommer de underjordiske og griber af og til ind i menneskers liv. Og almindelige mennesker siger, de oplever disse små folk dernede fra, møder dem, eller ser deres spor. Denne folketro har Dennis Gade Kofod (født 1976), der har flere litterære værker bag sig, sat sig for at leve med, og han har så samlet og udvalgt sagn og småhistorier fra sin hjem-ø og gendigtet dem, så de passer til hans sind.

Det er der kommet en skæg hybridbog ud af, som også Bornholms Museum er med i som egnsmuseum. Bogen er desuden mærkelig tilstræbt kunstnerisk, som om de underjordiske har stjålet af sidetallene og af kommaerne (der er for få af begge dele i bogen). Bogen er på en gang en publicering af sagn med tilknytning til Bornholm, og den er en livshistorie for forfatteren, der rejser rundt og fortæller sagn og pumper folk som en folkemindesamler for, hvad de måtte vide om trolde, kloge folk og underjordiske.

Heldigvis har han også på en sådan rejse fundet en illustrator, der med stor fantasi tegner med på historierne. Hvem ville for eksempel tro, at man kunne tegne de underjordiske, som det sker på forsiden: selvfølgelig som fem ens soldater bag skjold og hjelm, men med præcise små fødder. Det er flot!

De underjordiske bor i huler, hvorfra de kalder lokkende ud mod mennesker, der kommer for tæt på. Børn skal særlig advares mod deres kalden. Men opfører man sig venligt mod dem, er der ikke grænser for deres hjælpsomhed. Så kan de sørge for alt det, man mangler – en vis tid, indtil fok har glemt, hvorfra hjælpen kommer.

Selv har Dennis Kofod ikke set nogen overhovedet af de underjordiske, men han hørt og læst så meget om dem og har en fornemmelse af deres eksistens, at han kaster sig ud i at tro på denne levende verden dernede. Er han så ikke bare overtroisk? Jo sikkert, men hvad er det at være overtroisk? Det er vel at opleve, at der er andre magter i tilværelsen, end vores officielle mening vil godkende. Og at man på forskellig vis kan handle med disse magter og indrette sit daglige liv i forhold til dem (aldrig sko på bordet, fløjt ikke på et skib, så kommer stormen).

En klog mand har engang sagt til mig, ”at overtro er vejen til tro”. Både i overtroen og i troen har man denne sans for, at verden er dobbelt, at der er en usynlig verden bag den synlige. Det er nu ikke Kofods hensigt at gå til den kristne tro. Han godter sig med de underjordiske, når det går de præster ilde, der vil kæmpe mod deres magt nede fra underjorden. Og med sin indlejring i folketroen har han vel ret til at vælge deres side i den kamp på tro, som foregår i denne levende verden af fornemmelser og syner. Den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin ville have frydet sig over sagnenes protest mod kirken. Over deres omvendte tro nedefra og ikke ovenfra. Det er overtro mod tro, og kristne vender sig da også bort med besværgelser af de underjordiske.

Kofod bruger den levende verden i sagnene som stof i sit forfatterskab. Det bliver til en slags poesi i de små korte fortællingers pointer. Lad os slutte af med en forkortet historie fra bogen: ”Ved Hammershus’ opførelse valgte man et sted, de underjordiske havde udpeget, og så hjalp de så meget, at byggeriet voksede, selv når det tilsyneladende lå stille om natten. Det ville en modig murer gerne undersøge, hvordan det gik til, så han lagde sig til at sove på muren. Næste morgen blev han fundet død, mast ihjel under alt det, der var bygget om natten.”

Som man ser, handler disse sagn og historier hele tiden om at gøre det klart for menneskene, at de ikke er alene. Og det sker lige så godt med det onde som med det gode. En frisk afart af, hvad poesi også kan være.