I tugthuset mødte den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij engang en fadermorder. Han havde ifølge Dostojevskij begået en af de mest unaturlige handlinger, et af de uhyrligste mord, og kunne fortælle om det løssluppent og med en barnlig latter.
Denne adelige mand havde ”haft en fuldstændig forrykt livsførelse”, skyldte en masse penge væk og slog derfor sin far ihjel for at fremskynde udbetalingen af sin arv. Sønnen fortalte til myndighederne, at faderen var forsvundet, og til sidst fandt man ham da også – i afløbsrenden under familiens gårdsplads. ”Det grå hoved” var skåret helt af kroppen og lagt på en pude ved liget.
Denne ufattelighed syntes dog ikke at plage fadermorderen. I fængslet kunne han finde på at mindes sin far, som om intet var hændt. De snakkede eksempelvis om arvelighed, og han mente at have sin stærke fysik fra fædrene side: ”Nu min fader, lige til sin død klagede han aldrig over en eneste sygdom,” kunne denne psykopat finde på at sige. Fortællerstemmen i ”Det døde hus” konkluderer, at der her er tale om dyrisk ufølsomhed. Om natten råbte morderen i søvne. ”Hold ham, hold ham! Hug nu hovedet af ham, hug til, hug til!”.
Denne mand skulle tilsyneladende senere blive inspirationen til plottet i Dostojevskijs ”Brødrene Karamazov” (1880). Det forekommer ikke usandsynligt, idet ”Det døde hus” (1862) handler om Dostojevskijs tid som straffefange i Sibirien. Det er alment kendt, at de godt 10 år, Dostojevskij tilbragte i Sibirien som henholdsvis fange og soldat, fik afgørende indflydelse på ham, og ”Det døde hus” er hans optegnelser fra årene som fange. De er godt nok skrevet, som om det er en anden, der oplever dem, men der er ingen tvivl om, at det drejer sig om Dostojevskijs egne oplevelser.
På denne måde er ”Det døde hus” noget ganske andet end Dostojevskijs stærkt dramatiserede romaner. Denne bog har et skær af at være realistiske beskrivelser af faktiske begivenheder og er på samme tid russisk fængsels-litteraturs fødsel.
Den tilsyneladende nøgterne stil fik Dostojevskijs fremmeste biografist, amerikanske Joseph Frank, til at bemærke, at det nok var disse ”ikke-dostojevskijske kvaliteter”, der fik samtiden til at holde så meget af ”Det døde hus”.
Der er imidlertid også klare overlap mellem fiktion og biografi. Som fortællerstemmen kalder det ”dyrisk ufølsomhed” i fadermorderens tilfælde, således kan man overalt iagttage, hvordan nerven i al Dostojevskijs kunst – menneskesynet, antropologien – hele tiden sætter sig igennem.
Det gælder også romanens mest kendte passage, hvor fortælleren beskriver indelåste vinternætter: ”pjalter og laser; og alting besudlet og vanæret” og deraf konklusionen: ”Mennesket er et væsen, der kan vænne sig til alt.” En konklusion, der minder om Raskolnikovs et par år senere: ”Mennesket er et skadedyr.”
Men her i ”Det døde hus” er den jo helt uden værdiladning, mennesket synes at have en ukrænkelighed og en ukuelig fornemmelse af, at det er godt at være i live – uanset dets mulige moralske og æstetiske depravation.
Mange, Joseph Frank inklusive, nærer en forestilling om en ret skarp adskillelse mellem ”Det døde hus” og de kendte efterfølgende romaner. Men ”Det døde hus” lader nu ikke de andre noget tilbage. Eksempelvis i jøden Isaj Fomitjs overdrevne kærlighed til penge og dampbade (”bare jeg har Gud Herren og mine slanter, så er der lige fint overalt”). I Isajs vilde sabbatritualer, hvor han savler, græder og gestikulerer vildt foran en ondskabsfuld major, der ikke må røre ham, er der samme dramatiske kvalitet som i de mere kendte romaner, uafhængigt af den eventuelle sandhedsværdi.
Det samme gælder en vis Baklusjin og hans jalousimord på en tysker. Denne tysker har fået Baklusjins udkårne. ”Sitz ned,” siger tyskeren, da Baklusjin kommer for at få hævn.
Tyskeren er dog ikke venligere, end han føler sig kaldet til at bemærke, at de ikke er ligestillede: ”Jeg er ikke Deres ven. De er en zimpel soldat.” ”Og så går jeg helt amok,” som Baklusjin roligt bemærker. ”’Jamen så tag denne her, din pølseæder!’. Og så plaffer jeg ham, så han triller ned af stolen. Kvinderne begyndte at skrige.”
Stilen er så identisk med de senere fiktive værker. Fiktion og erindringer er uadskillelige, og her står vi faktisk med et argument for en af Dostojevskijs egne gamle påstande. Han mente ikke, at han var en psykolog, som alle ellers hævdede. ”Jeg er realist, men blot i en højere betydning.” Med forlaget Sisyfos’ nyudgivelse og -oversættelse af ”Det døde hus” er der blot at svare: Amen.