Mennesket er ikke født til at hade

Dostojevskijs novelle om et latterligt menneskes drøm taler direkte ind i vores tid, mener skuespiller Viktor Melnikov. Hans Dostojevskij-stykke var planlagt til at slutte lørdag, men på grund af stor efterspørgsel vender det tilbage i februar næste år

Viktor Melnikov (billedet) er født i Ukraine, hvor han boede de første 16 år af sit liv, før han flyttede til Danmark. Der stiftede han for første gang bekendtskab med Dostojevskijs forfatterskab. –
Viktor Melnikov (billedet) er født i Ukraine, hvor han boede de første 16 år af sit liv, før han flyttede til Danmark. Der stiftede han for første gang bekendtskab med Dostojevskijs forfatterskab. –. Foto: Tanya Kalinina.

Der er helt fyldt op i den lille teatersal i det tidligere kapel på Assistens Kirkegård i København. Omkring 60 mennesker har købt billet til forestillingen, og 9 ud af 10 af dem er af kvinder.

En ung kvinde ankommer, kort før forestillingen begynder, og kigger fortabt efter en siddeplads.

Hun finder ingen og vælger at overvære opsætningen stående.

Udenfor leder en lang linje af lanterner med stearinlys gæsterne fra kirkegårdsporten og hen til kapellet. På en bænk på kapelpladsen sidder en mand i laset tøj med langt, fedtet hår og skæg. Han har to poser med sig og hilser pænt på et par stykker, som fortsætter ind for at se forestillingen.

Lokalet er ikke meget mere end 5 meter bredt og 11 meter langt. Ind kommer først Adam Ørvad, som spiller på akkordeon. Et akkordeon er det klassiske søsterinstrument til harmonikaen. Efter ham følger skuespilleren Viktor Melnikov, som er kendt fra danske tv-serier som for eksempel Broen, Livvagterne og den kommende The Team.

LÆS OGSÅ: Dostojevskij-teater drukner os i ord

Jeg er et latterligt menneske, siger Viktor Melnikov på scenen.

Han åbner en kuffert på scenegulvet og bukker sig ned.

Publikum strækker nakke for at følge med. Han finder en femarmet stage og fem stearinlys.

Han tænder lysene og begynder at fortælle om dengang, han fandt ud af, at livet var meningsløst. Med tårer i øjnene præsenterer han publikum for sin plan om at skyde sig selv i hovedet i lyset fra en særlig stjerne på himlen.

Det er ikke specielt for denne aften, at stykket er velbesøgt, fortæller de medvirkende i caféen efter forestillingen. De sidste par forestillinger har været udsolgt, og det var meningen, at opsætningen skulle slutte efter i lørdags. Men på grund af stor interesse fortsætter stykket igen til februar og frem til sommeren 2014.

Det er lidt specielt, siger akkordeonisten Adam Ørvad. For da Viktor hev fat i mig omkring stykket og sagde, at det var Dostojevskij, var jeg ikke sikker på, at der ville komme nogen overhovedet.

Ja, jeg ved slet ikke, hvor alle de mennesker kommer fra, siger en storsmilende Viktor Melnikov, som allerede har fået en god håndfuld positive tilbagemeldinger fra publikum i caféen.

Men det latterlige menneske på scenen havde altså valgt at tage sit eget liv, fortæller han til publikum. Han havde siddet i sin lænestol med en revolver. Der kom han i tanke om en lille, hjælpeløs pige, der et par dage forinden havde grebet fat i hans arm og bedt om hjælp. Han havde afvist hende, husker han nu, og af en eller anden grund føler han skam over det. Han falder i søvn i sin lænestol og drømmer sig til et bedre sted. Et sted uden sorg, svigt, egoisme, begær, og hvor syndefaldet ikke havde fundet sted.

Men jeg fordærvede dem, siger han igen med tårer i øjnene. Jeg lærte dem at lyve. Det varede ikke længe, før de begyndte at bedrage hinanden, pine dyrene, stjæle og myrde.

Det latterlige menneske vågner af sin drøm. Nu afklaret. Han har ikke længere lyst til at tage sig eget liv. Al den lykke, han oplevede i sin drøm, findes, er han sikker på. Og den vil være der, hvis mennesker bare lærer at elske deres næste som sig selv. Han åbner igen kufferten, hvori der er en hvid skjorte. Han smider den sorte trøje og frakke og tager skjorten på. Nu vil han ud og finde den lille pige, der bad om hjælp.

Jeg har valgt stykket, fordi det taler så godt ind i vores tid, hvor alle har så travlt. Jeg tror, vi alle kan genkende følelsen af ligegyldighed og meningsløshed. Men som det latterlige menneske siger, er mennesket ikke født til at hade, siger Viktor Melnikov i caféen.

Enkelte fra publikum er blevet hængende for at få en kop kaffe efter forestillingen, men de fleste er kørt af sted på deres cykler. Også manden med poserne på bænken udenfor har forladt pladsen.

Viktor Melnikov er født i Ukraine, hvor han boede de første 16 år af sit liv, før han flyttede til Danmark. Der stiftede han for første gang bekendtskab med Dostojevskijs forfatterskab. Novellen, han netop har opført, gjorde stort indtryk allerede dengang, og når han taler om det i dag, kalder han stykket forkyndelse og mission. Det kristne budskab i fortællingen er mildt sagt heller ikke gemt under overfladen. Personligt er Melnikov dog ikke troende:

Jeg tror ikke på Gud, men på universet og lyset.

I caféen sidder et kærestepar tilbage og lytter med under interviewet. De havde egentlig planlagt at tage i biografen, men senere på dagen besluttede de sig for, at det i stedet skulle være en teatertur.

Det var virkelig fantastisk, siger den unge mand til Viktor Melnikov, mens han stadig holder kæresten i hånden.

Mange tak. Og jeg kan se, at I følger rådet om at elske hinanden, svarer skuespilleren og griner.