Prøv avisen
Interview

Forfatter: Mennesket er spændt ud mellem lyset og mørket

Titlen ”Nogenlunde på størrelse med universet” hentyder til alt det, der fylder livet op – som sorg, svigt og kærlighed, forklarer han. Men med romanen har han netop også skabt et litterært univers, der i øjeblikket hele tiden får tilført flere nye stjerner. Foto: Niels Hougaard/Polfoto

Læsning kan gøre folk til bedre mennesker, mener den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson, der er aktuel med anmelderrost roman

At skrive er en slags skabelse. Man beskriver ikke kun verden, men skaber også en anden verden, der kan spejle den verden, vi kender. Og derfor bliver verden også større, når man læser digte og romaner. Det mener den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson, der er i Danmark for at tale om sin nye slægtsroman ”Nogenlunde på størrelse med universet”.

”Der er ikke noget nyt ved, at Solen står op, det har den gjort i fem milliarder år, men det er stadig digterens opgave at prøve at beskrive verden på en ny måde, så læseren også får nye øjne til at se verden med,” siger Jón Kalman Stefánsson og smiler i sine isblå øjne, der sammen med hans røde skæg får ham til at ligne den hollandske maler Vincent van Gogh på en prik, selvom hans accent af gode grunde er islandsk.

Titlen ”Nogenlunde på størrelse med universet” hentyder til alt det, der fylder livet op – som sorg, svigt og kærlighed, forklarer han. Men med romanen har han netop også skabt et litterært univers, der i øjeblikket hele tiden får tilført flere nye stjerner.

Romanen falder nemlig ikke kun i Kristeligt Dagblads anmelders smag, men er også blevet udråbt som årets måske vigtigste nordiske udgivelse i Weekendavisen, mens Morgenavisen Jyllands-Posten giver den ”fuldtonende litterære fuga” seks stjerner.

Samme ros fik Stefánssons forløber til den nye roman, ”Fisk har ingen fødder”, der også udspiller sig i Islands mørkeste by, Keflavik, med forfatteren Ari som hovedperson. Og i forgårs kom det ovenikøbet frem, at Jón Kalman Stefánsson er blandt kandidaterne til Man Booker International Prize 2017.

Stefánssons sætninger er også smukke og skarpe som iskrystaller, der fryser sig fast, når man læser de præcise poetiske billeder i ”Nogenlunde på størrelse med universet”, hvor sneen bliver ”en bro mellem himlen og jorden”, en solopgang beskrives som et ”lydløst vulkanudbrud” og havet som ”verdens største instrument”, mens nytårsraketterne over Keflavik beskrives som et slags oprør mod Gud:

”Det virkede som om folk havde besluttet sig for at sprænge himlen i stumper og stykker og på den måde hævne at den befandt sig så langt fra det mørkeste sted i landet,” skriver Jón Kalman Stefánsson.

Keflavik er ikke kun et fysisk mørkt sted i romanen, der ikke sparer på svigt, sorg og smerte – udløst af druk, voldtægt og tragiske dødsfald i familien, hvor det virker, som om især mændenes skyggesider går i arv. For hvis man skal finde sandheden om et menneske, må man også fortælle historien om hans forældre og bedsteforældre, som han siger. Men det er heller ikke tilfældigt, at Jón Kalman Stefánsson har valgt at fortælle sine historier fra det mørkeste sted, han kender. For man må kende mørket, hvis man også vil beskrive lyset, forklarer Jón Kalman Stefánsson:

”Mennesket er spændt ud mellem lyset og mørket. Det er, som om vi har en line til begge dele. Det er det, der både kan få livet til at virke smukt og meningsløst, men det nytter ikke noget kun at beskrive den ene del,” siger han og lyser igen op i et smil:

”Jeg har det som en bluesmusiker, der henter sine sange nede i mørket, men godt kan være glad, når han spiller dem. For dem, der ikke kender mørket, kender heller ikke lyset,” siger den islandske forfatter, der selv voksede op med en del af den usikkerhed, romanen beskriver, når et barndomshjem præges af druk:

”Min roman er større end mit eget liv, der måske kun har inspireret til 5-10 procent af bogen. For romanen fik hurtigt sit eget liv, da jeg begyndte at skrive den. Men allerede som barn begyndte jeg at undres over, at folk, jeg kendte, opførte sig forskelligt, afhængig af hvem de snakkede med, og hvor de var. Derhjemme opførte de sig på én måde, og uden for hjemmet opførte de sig på en anden måde. Det fyldte mig med en form for usikkerhed dengang, fordi det gjorde mig usikker på, hvilken person der var den rigtige. Hvad der dybest set var sandheden om et menneske. Men som forfatter har det været et fantastisk stof at have,” siger Jón Kalman Stefánsson, der også allerede som dreng begyndte at tænke over livets store spørgsmål:

”Jeg tænkte meget tidligt på, hvor vi kommer fra. Om Gud fandtes. Og om verdens og universets størrelse.”

Har du så fundet nogen svar?

”Nej, jeg frygter meget at finde nogle svar. For de mennesker, der har svarene, eller tror, at de har svarene, er ofte enten meget forfærdelige eller snæversynede mennesker. Se bare på mange af tidens politikere. De tror, at de forstår det hele, men sådan mister de evnen til at prøve at forstå det fra andre sider. Og på den måde kommer man hurtigt til at se ned på de svar, som andre finder. For 50 år siden betragtede folk det som science fiction, hvis nogle havde sagt, at der fandtes uendelige universer uden for vores univers. Men nu er det nærmest en vedtaget sandhed i videnskaben. Og så må der også være uendelige muligheder og svar at finde. Man bliver svimmel af den tanke, men det er også fantastisk, at verden kan være større, end man kan begribe.”

Men er det ikke et paradoks at lede efter svar, som man ikke vil finde?

”Jo, men livet er jo et paradoks. Livet stråler netop med mening, men virker på samme tid meningsløst. Sommetider drømmer jeg også om at kunne tro på Gud. Men jeg kan bare ikke. Jeg håber, men jeg tvivler også hele tiden. Det er måske min ulykke eller min lykke. Jeg ved det ikke. Men jeg tror på, at der findes en smuk kerne i alle religioner. Men de bliver bare tit misforstået. Jeg synes i hvert fald, at kristendommen tit bliver misforstået.”

Hvad synes du så, kristendommens kerne er?

”Det er Jesus og hans lære om næstekærlighed. Man glemmer, at Bibelen ikke er blevet samlet, men er blevet udvalgt af nogle patriarker, der bestemte, hvad der skulle med. Jeg elsker at læse i Bibelen, som jo også har haft massiv indflydelse på litteraturen. Og jeg synes måske, at det er den smukkeste roman, der findes. Men gudsbilledet i Det Gamle Testamente kan jeg ikke få til at passe med den mildhed, som Jesus viser. Og jeg kan heller ikke sige, at det er den eneste sandhed, der findes.”

Til gengæld synes han stadig, at det er naturligt at søge svar. Og de store spørgsmål fylder også meget i hans bøger, forklarer han:

”Mens man skriver, så tænker man på det største og det mindste på samme tid. Man prøver altid at fange både himlen og den lille sten på jorden, og man vil gerne have både det smukke og det grimme med på én gang, så folk kan spejle deres egne liv i historien.”

Et sted i bogen siger en af karakterne, at god poesi skal kunne hjælpe folk til at gøre dem til bedre mennesker, og det er også Jón Kalman Stefánssons eget mål med digtningen.

”Man kan hurtigt komme til at tvivle på, om det overhovedet nytter noget at skrive i dag. For 100 år siden var det normalt for mange at læse digte og romaner, men nu har vi internettet med Facebook og det hele. Men hvis man begynder at tænke, at digtning ikke har nogen betydning for et moderne menneskes hverdag, så er det menneskeheden, der taber. For hvis man læser, kan man forstå verden på en dybere måde. En roman kan måske ikke redde verden, men den kan vække omtanke og empati. Og hvis man lukker en bog med en lidt anden følelse, end man havde før, så gør det måske også verden til et lidt bedre sted.”

Foto: Niels Hougaard/Polfoto