Prøv avisen
Litteratur

Mennesket fra top til tå

5 stjerner

Trods videnskabens landvindinger er der stadig meget, som vi ikke ved – for eksempel om kroppen. Den er omdrejningspunktet for Bill Brysons nye bog, som både er underholdende og vidende

Vi er fuldstændig vilde med dem, alle de populærvidenskabelige bøger, der for eksempel forklarer ålens inderste væsen for os eller biernes, ulvenes, træernes, svampenes og verdenshavenes. Der er nogle af dem, der kommer i personlige og essayistiske aftapninger, i mere filosofiske eller også i den causerende populærvidenskabelige og let humoristiske stil, som gjorde Bill Bryson verdensberømt med ”En kort historie om næsten alt”.

Her beskæftigede han sig med (så godt som) alt fra palæontologi til astronomi og partikelfysik – og med så stort held, at hans bog skulle vise sig at blive den fagbog, der solgte mest i Storbritannien i 2000’erne, som også er det sted, hvor amerikanskfødte Bill Bryson bor i dag.

Nu har han så skrevet en bog om kroppen, om mennesket fra top til tå, fra inderst til yderst, og den er både oplysende, næsten grotesk vidende og underholdende i en grad, som de færreste måske ville forestille sig, at en fortælling om noget så prosaisk som vores egen og helt almindelige krop kunne være. Og ikke blot fortæller han en historie om vores krop, han fortæller den gennem de mennesker, som har været med til at gøre de videnskabelige opdagelser om den. At han er så stærk i anekdoten og i casen er med til at gøre stoffet vedkommende og levende – og hvis man vil dybere ind i stoffet, er bogen, der er glimrende oversat til dansk af Lotte Follin, desuden forsynet med fyldige kildenoter, litteraturliste og stikordsregister, som gør det muligt for særligt interesserede at fortsætte den videre udforskning af kroppen på egen hånd.

Sproget og stilen er let og muntert (tenderende det kække, som måske kan kaste en enkelt læser eller to af sig), mens stoffet er seriøst og nørdet og fyldt med forunderlige fun facts, som for eksempel at vi blinker 14.000 gange om dagen, at vi producerer mellem 1,25 deciliter og 2,5 deciliter tårer i døgnet, afsondrer 1,5 liter spyt i døgnet, at hjertet hver time sender 260 liter blod af sted, og at vores fordøjelseskanal er 12 meter lang.

Bill Bryson opremser ikke blot, men sætter ligeledes sin enorme viden i perspektiv, og det er langt fra fis og ballade og fun facts det hele. For eksempel er der ikke noget som helst sjovt at sige om fedmeepidemien i USA, hvor prognoser forudsiger, at den nuværende ungdomsgeneration bliver den første generation i den tid, man har ført statistik, som kan regne med at leve kortere end deres forældre, ene og alene på grund af vægtrelaterede lidelser. Og dermed bekræfter ”Kroppen. En guide til indehavere” det, som vi allerede godt ved: At vi skal motionere mere og indtage mindre mad, tobak og alkohol. En læge i bogen mener endda, at vi sagtens kunne forebygge 70 procent af de sygdomme, der slår os ihjel, hvis vi bare ville leve lidt fornuftigere, mens en anden hævder, at et hjerteanfald er ”50 procent genetik og 50 procent cheeseburger”.

Men heldigvis moraliserer Bill Bryson ikke. Han installerer ikke skyld og skam i sin læser, men derimod en stor nysgerrighed, i hvert fald hos denne gamle naturvidenskabelige student, som blev mindet om kroppens helt igennem vilde fortælling, og som flittigt har forstyrret sine mindre fysiologisk fascinerede familiemedlemmer med alle de både sjove og skræmmende oplysninger, som Bill Brysons bog byder på.