Fjordudsigten er god og en vigtig statusmarkør på den villavej et sted i Danmark, hvor Jens Smærup Sørensens nye roman udspiller sig. Villavejens beboere, som vi, læserne, får lov at kigge ind til, er ankommet drypvist og har bygget deres huse, efterhånden som det tidligere stykke landbrugsjord er blevet udstykket. De bor der, fordi de synes, der er smukt, og fordi de har råd til det. Hvem der bor i de andre huse, interesserer dem kun sporadisk. I hvert fald har de fleste ikke noget særligt med hinanden at gøre.
Det ændrer sig imidlertid for en kort stund. På grund af noget så stort og stadig mere konkret som klimaforandringerne. Havet truer med at æde sig ind på den klint, som villavejen ligger ved, og nu vil Sigrid, der for nylig er flyttet ind på vejen, have husejerne til at gå sammen om at kystsikre.
”Sigrid vil skabe fællesskab et sted, hvor der grundlæggende ikke er noget fællesskab,” siger Jens Smærup Sørensen og er dermed straks inde ved kernen af et af de store temaer i romanen.
Han har været der før, for hele hans lange forfatterskab er grundlæggende en undersøgelse af alt det, der er spiret frem efter bondekulturens opløsning. Moderniteten vil nogle kalde det.
”Jeg vil nødigt udtale mig generelt, for villaveje er sikkert meget forskellige. Men den tanke, der var om fællesskab i landsbyerne, er der ikke på villavejene. I bondesamfundet var det en nødvendighed at holde sammen, for der var en indbyrdes afhængighed. Man var nødt til at tale sammen om mejeriet, brugsforeningen, vandværket og om dyrkningen af markerne. På villavejen er der ikke et nødvendigt fællesskab, men der er stadig hos mange mennesker en længsel efter dog at være sammen om noget.”
Vi sidder i Jens Smærup Sørensens stue på en, ja, villavej i udkanten af Nykøbing Mors. På et chatol ligger Birgit Løgstrups store bogværk ”Bondens frisættelse” og vidner om interessen for den del af Danmarks fortid. Gennem stuens panoramavinduer er der direkte udsigt til Limfjorden, der konkurrerer med en klar septemberhimmel om at være mest blå. Lige neden for huset er der en 15 meter høj klint. I modsætning til romanens klint er denne her bevokset og beskyttet af et engareal, så ingen nedstyrtningsfare her.
”På samme måde som der ikke er en nødvendighed i forhold til fællesskabet, så er der heller ikke en nødvendighed i forhold til naturen, hverken her eller på romanens fiktive villavej. Naturen er der som ren pryd og ikke som noget, vi er afhængige af for at overleve,” siger Jens Smærup Sørensen.
Det emne berører han på forskellige måder i romanen. Dels gennem hovedpersonen Jeppe, der er midt i 30’erne og midlertidigt installeret i sit barndomshjem, mens forældrene opholder sig i Spanien. Han er i huset for at få ro til at færdiggøre sit projekt om forholdsord i maskinoversættelser og ænser knap nok naturen omkring sig. En ting har han dog lagt mærke til, når han en gang imellem kigger op fra sine forholdsord på computerskærmen: en vrikkende bagdel tilhørende en kvinde, han ikke kender. Det kommer han imidlertid til, da Sigrid en dag ringer på døren. Hun vil have ham til at engagere sig i projektet med at kystsikre klinten, hvilket i første omgang handler om at samle villavejens beboere til et møde. Den krog bider Jeppe på, og det efterfølgende bliver, foruden den ydre handling og kigget ind til de forskellige husejere, en udviklingshistorie om Jeppe, der i en sen alder langsomt bliver til en voksen mand.
”I vores tid er det blevet en mulighed på en ny måde at leve et liv, hvor man kan skøjte sig igennem uden rigtigt at blive grebet af livet. Fordi vi lever i et meget velstående samfund, er det en mulighed at lege sig igennem i lang tid. Jeg kan registrere, at den livsform især dyrkes af unge mænd. Kvinderne får hurtigere en fornemmelse af, at der er noget på spil i livet, som man ikke kan lægge fra sig alt for længe. De har en anden forbindelse til naturen, fordi deres biologiske ur minder dem om, at livet ikke er en ubegrænset legeplads,” siger Jens Smærup Sørensen.
Kvinders plads i verden interesserer forfatteren fra Mors og har derfor spillet en stor og gennemgående rolle i forfatterskabet. Ikke mindst i hans prisbelønnede roman ”Mærkedage” fra 2007. Det er derfor naturligvis ingen tilfældighed, at initiativtageren til kystsikring og fællesskab i ”Klinten” er en kvinde. Ligesom der er flere andre kvinder på villavejen, der på forskellige måder træder frem som stærke. Samtidig rammer romanens eneste dødsfald vejens kvindebedårer Jens Kristian. Hans slags er en uddøende race, forstår man.
”For mig er vor tids store historie kvinders selvbemyndigelse. Det er kvinder, der tager fat, og mænd, der knækker over,” siger Jens Smærup Sørensen og adspugt om, hvorfor det er sådan, svarer han:
”Det grundlag, vi mænd har fået magten på, er så idiotisk, at man tror, det er løgn. Det bestod simpelthen i at have flere fysiske kræfter. I landbruget kunne de færreste kvinder holde til at gå i marken bag en plov fra morgen til aften. Det kunne manden, så han havde magten. Så rullede traktoren ind på gårdspladsen og forandrede alting. Den kunne konen sætte sig op på og sige til manden: ’Du kan godt rejse din vej, for nu kan jeg selv klare mig’. Det er en kæmpe revolution i menneskehedens historie. Kvinder spiller i dag en afgørende rolle i samfundslivet på alle niveauer. De har derfor også en afgørende magtposition inden for den fornyelse af verden, som er nødvendig på grund af klimakrisen.”
Jens Smærup Sørensen tror på forandringer, men hører ikke til dem, der varsler en total tilintetgørelse af jorden som en konsekvens af menneskers levevis.
”Jeg tror ikke på verdens undergang, men jeg tror på risikoen for kæmpemæssige kriser og store ulykker. Min tro er baseret på, at vi har levet her i nogle hundredetusinde år og har klaret os igennem de mest mærkværdige forhold. Jeg tror ikke, at vi er her for ingenting. Til gengæld mener jeg, det er en gave, at vi er her, og at vi skal gøre bedst mulig brug af den gave,” siger han.
Som romanens Sigrid. Hun er godt nok nervøs for, at klinten langsomt kan blive opslugt af fjordvandet, når verdenshavenes temperatur stiger, men ønsker sig først og fremmest et fælles engagement om at leve på en ny måde som følge af klimakrisen. Jeppe derimod nørder med sine forholdsord, som jo angiver, hvor mennesker er i forhold til hinanden, men som han overhovedet ikke tænker på i en menneskelig sammenhæng. Uden at røbe for meget om, hvordan historien ender, er der, som i de fleste udviklingshistorier, dog skabt grobund for, at Jeppe kan forandre sig.
Hvor den omgivende natur ikke længere opfattes som nødvendig, er der en anden slags natur, der fylder på romanens fiktive villavej. Det handler om sex. Dels er der antydninger om utroskab og prostitution, men også det, der foregår i ægtesengene, bliver berørt. Vi møder ægteparret Hanne og Jan i nummer seks, der i mange år har været venner med Bente og Per i nummer 13. De to par spiser sammen hver onsdag og lader mest samtalerne køre om, hvilke vine de stadig mener at have til gode at smage, og om, hvornår det mon bedst kan betale sig at skifte bilen ud. Politik, eller hvad de ellers hører om i radio og tv, styrer de for det meste uden om. Men når det handler om sex, har de en fælles overenskomst om at kunne fortælle hinanden alt uden nogen form for bonerthed. De er for længst blevet enige om, at det er om at gøre alt ”med alle til rådighed stående midler”, som det hedder i romanen, for at holde gang i kønslivet. De mener, at det må være det nærmeste, man kan komme meningen med livet.
”Sex er blevet opdyrket og spiller en næsten hysterisk rolle i vores naturløshedstid. Det er blevet den naturbase, man kan fornemme sig selv i, hvis man ikke kan sanse naturen på andre måder. Sex er naturligvis vigtigt for mennesker og er en kilde til stor glæde. Men dyrkelsen af det er noget, der hører til i et samfund, hvor mennesker ikke længere har nogen andre hægter i deres samliv med naturen. Dermed har sex for nogle fået en næsten religiøs betydning som det mest afgørende i livet. Det er altså et meget smalt felt at bevæge sig på, når det kommer til stykket,” siger Jens Smærup Sørensen og fortsætter så med spørgsmålene:
”Hvis sex bliver en tragt, hvor alle mulige måder at forholde sig til naturen på sansemæssigt og arbejdsmæssigt skal presses ned igennem, så skal seksuallivet jo fungere. Men hvad så, hvis det i perioder ikke gør, eksempelvis når forhold opløses eller nogen dør? Er der så ingen mening med livet?
Spørgsmålene får lov at blive stående. De er udtryk for en vildrede, der er en vigtig katalysator for Jens Smærup Sørensens forfatterskab.
”Min litteratur er diskussioner med mig selv. Også denne gang er jeg usikker på alt, hvad der står i romanen. Jeg famler mig frem gennem personerne og har absolut ikke noget facit. Det hele er en slags undersøgelse, der bliver til, mens jeg skriver,” siger han.
Som oftest tager Smærup Sørensens fortællinger udgangspunkt i en person, som han i nogen tid har haft i sit hoved. Denne gang er det Jeppe-personen, der blev ved med at dukke op og insisterede på at blive udfoldet. Men i romanens store persongalleri er der også en gammel mand, Andreassen, der ligner et menneske, som hører til blandt Jens Smærup Sørensens tidligste barndomserindringer. En mand som forfatteren husker for at have et særligt stærkt blik.
”Andreassen holder sig for sig selv. Gud er den eneste, han gider at tale med. Han har tænkt sig at dø i en slags forbandelse over menneskeheden for dens skamløshed og grådighed. Men så kommer Jeppe med en vis troskyldighed, og det tager Andreassen som en åbenbaring: ’Tænk, at der kan komme en ung mand, der ikke vil mig noget ondt, men bare kommer for at spørge, om jeg vil med til et møde om klintens fremtid.’ Den gamle mand opfatter Jeppe som en slags budbringer fra Gud, der inspirerer ham til at sone sine synder ved at betale for kystsikringen”, siger Jens Smærup Sørensen og tilføjer så, at det er en sjældenhed i moderne kristendom, at nogen skal sone for at opnå tilgivelse.
”Men der er jo noget, der skal tilgives, nemlig den selviskhed, som er både permanent og destruktiv i vores menneskelige samvær. Vi vil vores eget, men det, vi har brug for, er at ville noget fælles. Ingen af os kan lade være med at tænke på, hvad vi selv kan få ud af noget. Det er arvesynden, der kommer af uddrivelsen fra Paradiset: Nu bliver I hver for sig og dermed optaget af jer selv og jeres eget, men I burde været optaget af hinandens liv.”
Fællesmødet om kystsikringen bliver en succes. I hvert fald møder så mange op, at der må bæres stole ind fra flere af villaerne. Bagefter er alt, som det plejer – med parmiddage, forholdsord og smuk udsigt. Eller måske er noget alligevel forandret?