Prøv avisen
Film

Mennesket i trædemøllen

4 stjerner
Roy Andersson skaber til fuldkommenhed et eksistentielt fremmedgjort univers i sin nye film ”En due sad på en gren og funderede over tilværelsen”. Foto: Camera Film

Roy Andersson fuldender sin filmiske trilogi om det at være menneske med endnuet sorgmuntert misantropisk tableau

Når man ser Roy Anderssons nye film ”En due sad på en gren og funderede over tilværelsen” mindes man salig Leif Panduros ord om menneskelivet: ”Hvis det hele ikke var så fortvivlende morsomt, så ville jeg græde!”.

Roy Andersson har lige fra den sødmefuldt sorgmuntre spillefilms debut i 1970 med ”En kærlighedshistorie” haft et særligt udviklet blik for menneskelivets mere absurde sider og den enkeltes fundamentale ensomhed og stille desperation. I de seneste 15 år har den svenske instruktør rendyrket og stiliseret den menneskelige komedie med trilogien ”Sange fra anden sal” (2000), ”Du levende” (2007) og den aktuelle ”En due sad på en gren og funderede over tilværelsen”.

Samlet danner de tre film en allegori over eksistensen og dens tab af mening og retning. Som det allerede var synligt i hans debutfilm om ung forelskelse i et sommerligt Stockholm, så er det barndommen, ungdommen og den uskyldsbårne kærlighed, der alene danner modpol til det forfærdende syndefald, der sætter ind med voksenlivet.

Problemstillingen er - som adskillige andre i Roy Anderssons film - banal. Instruktøren har nogle meget stereotype forestillinger om hvorfor det, med forgængeren August Strindbergs ord, ”er synd for menneskene”. Mennesket er stedt i en fremmedgjort og affortryllet verden med meningstømte omgangsformer. Den enkelte er underlagt magtens futile tyranni. Enten i form af despoter eller en historisk, tung industriel og postkolonial fortid, der trænger sig på med byrder af skyld. Tilværelsens religiøse overbygning er brudt sammen, Gud er i sandhed død og den korsfæstede kastet på lossepladsen i Roy Anderssons univers. Tilbage er længsler uden mål og med og en fortvivlet søgen efter et eller andet at holde sig til.

Lyder det misantropisk? Det er det så sandelig også! Roy Andersson giver ikke ved dørene, og nåden har endog meget svært ved at indfinde sig. Og hvis den skulle finde på det, er det som små øjeblikke af forglemmelse i den almene faldsyge.

Hans univers er kendt fra en dramatiker som Samuel Beckett, og skulle man sammenligne ham med andre filminstruktører, kunne det blive Wim Wenders, Paul Thomas Anderson, Wes Andersson eller Jim Jarmusch. Man ville så gerne også skrive Jacques Tati og Fellini, men Roy Andersson savner den førstes generøse lethed og den andens opskønt sanselige tilgang til mennesket.

Hvad Roy Andersson i stedet har udviklet, er stil. Og det til overmåde. Hans trilogi over ”det at være menneske” er præget af en nærmest overmenneskelig stilvilje. Hans filmiske univers er afbleget og farveløst som DDR i den mest deprimerende fase, og menneskene er som zombier og klovne, hvide, usunde og deforme, der bevæger sig formålsløst rundt i dette helvede på jord. Det består af atmosfæreløse bygninger, industri og sagligt slum, sært ahistorisk og anakronistisk, men dog med mobiltelefoner, og nogle mennesker der taler med de navnløse andre og evindeligt siger: ”Rart at høre, at du har det godt” - mens de i sandhed selv har det skidt.

Hans trilogi - det gælder også finalen ”En due sad på en gren” - er formet som tableauer med enkelte stiliserede og spartansk nedbarberede scener, der gennemspilles. Der er lidt mere handling i denne nye film, hvor to gennemgående figurer Sam (Nisse Vestblom) og Jonathan (Holger Andersson) er triste rejsende i spøg og skæmt artikler, som de glædesløst præsenterer for udvalgte ligeledes glædesløse kunder.

I filmen skaber de to en spinkel handlingstråd, der snor filmen sammen til en slags multiplotfilm, hvor udvalgte figurer dukker op rundt omkring i filmens kliniske scenografi.

Husker man helt tilbage til gennembruddet med ”En kærlighedshistorie”, så sad humoren mere løst dengang i 1970, end den gør i dag. Og var for mig at se dybere forankret i følelsen for de purunge elskende, hvis kærlighed blev taget alvorligt.

Den modne Roy Andersson er blevet absurdist, og hans tilgang til sine medmennesker mere distanceret. De er svære at genkende i deres omgang med hinanden, selvom de jo skal ligne os alle sammen i hverdagens trædemølle. Instruktørens samfundskritik er blevet tilsvarende bombastisk og ligefrem smagløs, som i en scene i den aktuelle film, hvor den store svenske minekoncern Boliden fremstilles som slavehandlere, der ikke smelter metaller, men mennesker med mørk hud i deres kværn.

Roy Andersson fremstilles ofte som en ”deadpan” humorist, men er snarere drakonisk moralist. Dybt i hans film ligger fortsat en tanke om, at vi skal tilgive hinanden vore dårskaber, men tanken får ikke rigtig emotionel kraft at løfte sig på. Som instruktør er han uomtvisteligt original, en egensindig auteur i svensk film med udsøgt stilfornemmelse, belønnet med priser i både Cannes og Venedig.

Men det er, som om han ikke længere kan puste varme i sin medfølelse for alle disse skæbner, han gestalter. De tror ikke længere rigtig på kødets lyst, men rammes så meget desto hårdere af sjælens ubodelige ensomhed. Er instruktøren selv duen på grenen? I så fald kan han ikke rigtig få greb om Helligånden.

kultur@k.dk