Prøv avisen
Interview

Islandsk forfatter: Mennesket kan elske, og mennesket kan fortælle historier. Det er det hele

”Alle historier er ekkoer af andre historier og af den store historie,” siger den islandske forfatter Sjón, der er i Danmark for at præsentere sit storværk ”Codex 1962”. – Foto: Leif Tuxen

Den islandske forfatter Sjón, der optræder på denne weekends LiteratureXchange i Aarhus, har på én gang skabt en skabelsesberetning og en dommedagsfortælling med storværket ”Codex 1962”. Inspirationen kommer blandt andet fra Bibelen og jødisk mystik

Sjón ser ned. Trafiklysene er gået i stå nede ved Rådhuspladsen, hvor de dødsforagtende fodgængere, cyklister og bilister alle er blevet en slags fortravlede nihilister, der fletter sig ind og ud mellem hinanden i en lovløs myretue, der er dømt til at ende galt. Men her, oppe fra en central københavnsk hotelbar på 7. sal, kan man roligt betragte storbylivet på afstand, mens man står midt i det.

Sådan ser den islandske forfatter Sjón både menneskeheden oppefra og helt tæt på i sit nye storværk ”Codex 1962”, der blandt andet har ærkeengle på rollelisten.

Romanens fortæller zoomer fra begyndelsen frit ind og ud mellem forskellige menneskeskæbner i bygninger, der kan åbnes som dukkehuse, fordi fortælleren ser alt. Og husker alt.

”Codex 1962” er på én gang en slags moderne skabelsesberetning og en dommedagsfortælling, der trækker tråde fra de store urfortællinger til frygten for fremtiden – og fra ondskaben under nazismen til vore dages genteknologi, der kan sætte mennesket i Guds sted som skaberen (og udsletteren) af liv.

”Det er meget naturligt for mig at arbejde med bibelsk sprog,” siger forfatteren på formfuldendt engelsk.

”Min generation af islændinge voksede også op med Bibelen som den store bog. Vi har selvfølgelig også sagaerne. Nogle islændinge mener endda, at de er bedre end Bibelen, men det var jo under alle omstændigheder kristne, der bragte skriftkulturen til Island. Når man behandler store temaer, som jeg forsøger, så stammer sproget fra Bibelen. Og da jeg ville se på Europa og verden i et større perspektiv, var det naturligt, at det skulle være fra en engels perspektiv,” siger Sjón, der allerede som barn blev bjergtaget af bibelhistorierne i skolen, og som ingen anden elev på skolen kunne han huske steder og navne i Bibelen, så han fik altid topkarakterer i kristendom.

Siden er interessen for Bibelen og senere jødisk mystik aldrig falmet.

Sjón, der bærer det lidt mere besværlige borgerlige navn Sigurjón Birgir Sigurdsson, er i Danmark for at deltage i denne weekends litteraturfestival i Aarhus, LiteratureXchange, og senere på året er der også bud efter ham på både Louisiana Literature og Nord – Nordisk Litteraturfestival i Helsingør. Sjón er også blevet kaldt en litterær ”sensaSjon”, siden han som 15-årig debuterede som digter og senere skrev tekster til blandt andre sangeringen Björk.

Allerede i 2005 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris for kortromanen ”Skugga-Baldur”, der fik anmelderne til at sammenligne ham med litterære giganter som Halldór Laxness, Karen Blixen og Knut Hamsun.

Men nu har han altså slået et endnu større brød op med ”Codex 1962”, der har været undervejs siden begyndelsen af 1990’erne, men først nu udkommer på dansk i samlet form. For det store værk rummer hele tre romaner, der tidligere er udkommet hver for sig – kærlighedsromanen ”Dine øjne så mig”, kriminalromanen ”Med skælvende tårer” og science fiction-romanen ”Jeg er en sovende dør”.

Tilsammen er det en vild og til tider kafkask fortælling, der er svær at holde styr på. Men titlen refererer både til det romerske ord for bog eller trætavle og til det skæbnesvangre år 1962, hvor verden holdt vejret under Cuba-krisen, mens forfatteren selv blev født.

Og 1962 er også skabelsesåret for romanens hovedperson Josef Löwe, der er en golem, skabt af det samme ler som den jødiske sagnfigur Golem fra Prag. Faderen Leo fragter med stor ømhed lerdrengen til Island. Men Josef er en ”mislykket skabning”, der ved, at han skal dø, og han har kun et våben mod døden – sin fortælling, og hans hukommelse er den tidsmaskine, der driver fortællingen i ”Codex 1962” frem. For Josef kan huske alt. Selv hans egen skabelse.

”Det afspejler, at mange tænker, at verden begynder, når de bliver født. Sådan bliver vi født selvoptagede. Vi bliver selvfølgelig fortalt, at der fandtes en fortid før os, men det kunne jo være en stor illusion. Og i min bog bliver Josef besat af dem, der er født samme år som ham, fordi de måske også har de samme erfaringer, men det uhyggelige for ham og mig er, at gruppen af islændinge, der blev født i 1962, bliver mindre og mindre. Mens jeg skrev, fik jeg derfor selv fornemmelsen af, at det gjaldt om at blive færdig, før jeg selv døde,” siger Sjón, der også har skrevet sig selv ind i sin store fortælling, ligesom han i fortællingen bruger dødsdatoer for massevis af virkelige islændinge, der blev født i netop 1962.

Da Sjón begyndte på trilogien i begyndelsen af 1990’erne, var hans første tanke blot at lave én samtidsroman, der var inspireret af Gustav Meyrinks ”Golem”, som han begyndte at læse som ung forfatter, hvor han blev interesseret i jødisk mystik.

”Jeg var også meget optaget af den jødiske forfatter Bruno Schulz, og som forfatter var jeg fascineret af kabbalaens idé om, at verden var skabt af ord. For på den måde var bøger jo en lille verden, man skabte. I min roman har man også en fortæller, der forsøger at kæmpe mod døden ved at fortælle historier. Han ved, at han skal dø, så han prøver at fortælle sin historie, før han forsvinder. Det klarer han ikke, men ingen af os når at fortælle hele vores historie, mens vi lever. Men fordi han får et publikum i form af en kvinde, der kommer for at interviewe ham til et forskningsprojekt, bruger han alle de tricks, han kender som historiefortæller, til at fastholde hendes opmærksomhed. Det er derfor, han flytter sig ind i nye fortællinger for at gøre det spændende for hende. Og det var min måde at få mange stemmer ind i fortællingen, der blandt andet består af bibelske historier, folkeeventyr og videnskabelige tekster. Man har faktisk alt, hvad jeg selv ved, i denne her bog,” siger Sjón og forklarer, at stoffet derfor hurtigt voksede sig stort nok til en trilogi.

”Jeg vidste ret tidligt, at den første bog skulle handle om moderen, den anden om faderen og den sidste om sønnen som en treenighed. Men noget er ændret, fordi verden er ændret. En af grundene til, jeg begyndte på bogen, var Balkan-krigene, hvor vi pludselig så koncentrationslejre igen i Europa. Den verden, jeg selv blev født ind i, var jo formet af Anden Verdenskrig. Bogen begynder derfor i Nazityskland. Men nu har genteknologien ændret sig markant. Den sidste del af bogen er derfor inspireret af et islandsk firma, der eksperimenterer med genteknologi,” siger forfatteren, der dermed fandt et uhyggeligt aktuelt link til sin idé om at skrive om menneskets forsøg på at skabe det perfekte liv.

”Videnskaben sigter efter at skabe det perfekte menneske. Men det er åbenlyst, at vi ikke blev skabt til at være perfekte. Vi blev skabt til at blive elskede, men ikke perfekte. For hvis man kun kan elske det perfekte, er vi nået til et punkt, hvor verden er blevet virkelig kold,” siger Sjón og vender tilbage til sin bibelske inspiration:

”Alle historier er ekkoer af andre historier og af den store historie. Og alle historier, der handler om golemmer eller robotter, er en afspejling af, at vi selv er skabt. Den ultimative hybris er, at vi selv vil skabe liv. I Bibelen har man idéen om, at mennesket er den gode gartner, der er blevet betroet Jorden, som han skal tage sig af. Det går galt i min bog, så Jorden vender tilbage til stadiet før gartneren, fordi mennesket ender med at udslette sig selv. Og det, vi ser i øjeblikket med klimakrisen, er også resultatet af, at mennesket har forsømt sin opgave som gartner, men i stedet har skabt Jorden i sit eget syge billede. Vi har påvirket naturen med vores egne svagheder, fordi vi har skabt naturen i vores eget billede,” siger forfatteren og fortsætter:

”Romantikerne kiggede på naturen for at finde det sublime, og det sublime var et fascinerende fænomen, som de kunne prøve at spejle sig selv i, men i dag ser vi os selv, når vi kigger på de dramatiske ændringer i naturen. For vi har selv flyttet naturen i vores retning, så pludselig ser vi vores eget Frankenstein-monster.”

Sådan kan mennesket ende med at føre sig selv ud over afgrunden, selvom enhver kan se, at det er ved at gå galt, mener han:

”Vi mennesker adskiller os jo ellers fra dyrene, fordi vi har en dødsbevidsthed. Selv truede dyrearter går intetanende rundt og ser artsfællerne blive færre og færre. Men vi kan faktisk gøre noget, så det er lidt nedslående, når den amerikanske præsident er mere optaget af at fjerne mexicanske flygtninge end af klimakrisen. Men det gav håb for mig, da paven stod ved siden af en af verdens førende klimaforskere og sagde, at kirken nu vil tage imod råd fra videnskaben, fordi klimakampen var kirkens vigtigste opgave. Desværre gik der ikke lang tid, før man igen var mere optaget af folks seksuelle vaner. Jeg synes, at vi skulle løfte blikket fra småtingene og blive bedre gartnere. Men måske har vi bare lært at leve med dødsbevidstheden, så vi ubevidst tænker, at det kun er naturligt, at menneskeheden skal uddø, når vi selv og alle dem, vi kender, skal dø. Jeg ved det ikke.”

Hvad tror du så, at menneskets plads er på Jorden?

”I universets historie er mennesket jo kun en lille partikel, så man kan spørge sig selv, hvad vi overhovedet kan stille op. Og jeg tror, at det er meget simpelt,” siger han og lyser op i et smil, mens vi følges ud i den københavnske trafik, hvor lyskrydsene virker igen, mens de sidste valgplakater bliver pillet ned:

”Mennesket kan elske, og mennesket kan fortælle historier. Det er det hele.”