Mennesket Karen Blixen i fuldt omrids

Ved vejs ende i gennemlæsningen af Karen Blixens breve har man været i selskab med et meget klogt menneske, der virkelig kan bruge eksempler som vej til refleksion

Mennesket Karen Blixen i fuldt omrids

Her er så den totale udgave i fire bind af Karen Blixens breve fra Afrika 1914-1931! Og ikke kun breve fra hende, men også relevante breve til hende fra moderen, mosteren, broderen, søstrene, hendes ægtemand, Bror Blixen, og elskeren Denys Finch Hatton samt få breve fra hendes økonomiske plageånd onkel Aage samt andet tillægsstof godt komponeret af udgiverne.

En kæmpe udgave på sine 2000 sider inklusive noter til erstatning af Frans Lassons udvalg af cirka en tredjedel af brevene fra 1978. Hvor Frans Lasson valgte at fokusere på kunstneren Karen Blixens tilblivelse, så kan man efter at have læst de mange sider sige, at nu får vi så mennesket Karen Blixen i fuldt omrids. Hun står på en baggrund af såvel bekendtskaberne i Afrika som familien hjemme i Danmark, og navnestoffet er enormt, men dog kommenteret fint i noterne.

Men det er ikke sådan, at det nyfundne materiale eller brevene som helhed ændrer billedet af hende i forhold til den tidligere udgave. Der er ingen overraskelse i disse breve, men en langt større og interessant detaljerigdom. Lidt som at befinde sig i en familiesaga, hvor man efterhånden sidder og venter på at høre lidt mere om den og den person, som man da også nikker genkendende til , når de fra tid til anden igen dukker op i brevene. Et menneskes horisont gennem 17 år er egentlig en ganske fascinerende, uendelig historie med gentagelser på gentagelser: regn-tørke-regn på Ngong og de deraf vekslende sindsstemninger.

LÆS OGSÅ:Karen Blixen kørte også traktor

Det er stadig grundhistorien om den 28-årige kvinde , der vælger Bror Blixen som ægtemand for med ham at slippe væk fra sit hjemlige Rungstedlund-miljø og slå sig ned på en farm, der ligger for højt til kaffe. Familien og andre investorer har skabt kapitalen bag farmen og vånder sig løbende over ikke at få tilstrækkeligt afkast af deres penge.

Men Karen Blixen kaster al sin kraft i at forblive i Afrika og i at få farmen til at give overskud, efter at hun fra 1921 overtager den daglige ledelse af kompagniet. Ægtemanden Bror bliver sat fra bestillingen og også skilt fra Karen. I en glidende overgang erstatter elskeren Denys Finch Hatton hans plads i Karen Blixens hjerte. Men som hun selv hævder, så er hendes kærlighed til den sorte broder langt hendes største passion, og Denys når ikke i nærheden af den.

Meget af dette stof er selvfølgelig kendt fra Den afrikanske Farm (1937), som i forhold til disse totale breve kommer til at stå som en poetisk udgave af livet derude, set gennem blåt glas, som broderen Thomas Dinesen så rigtigt har sagt.

For hvor Den afrikanske Farm ingen tydelig kronologi har og derfor opnår et slags poetisk altid, så er denne brevudgave strikt kronologisk. Vi følger vanskelighederne år for år, ja næsten uge for uge , da Karen Blixen ofte skriver søndagsbreve til moderen, hvor hun gennemgår sine ugedages problemer og oplevelser.

Og man mærker straks skiftet i stilart, når hun skriver til broderen Thomas eller søstrene til forskel fra moderen. Som en fast formel slutter hendes breve med en beklagelse af, de er kedelige og ikke kan interessere nogen, der ikke er bekendt med forholdene i Afrika. Også indledningsformler findes i brevene til moderen, der tiltales i kærlighedsfloskler, der tenderer mod det parodiske som udtryk for familietalemåder.

Gang på gang skriver Karen Blixen side op og side ned og fortvivler så til slut over, at hun ikke har fået sagt, hvad hun gerne ville. Snakkesalig kalder hun også sig selv. I hvert fald er hendes sætninger alenlange med masser af indskud, inden man når til verbet til slut.

Disse sætninger spejler hendes tankeverden, der er fuld af hensyn, og som forstår at tilpasse sig den, hun skriver til, med en vis vaghed i hendes egen udtryksmåde til følge. Lasson-udgavens klip beskyttede hende i nogen grad mod denne vaghed, som bliver meget tydelig i den totale udgave. Når hun så endelig får sig selv sagt, som i de store opgørsbreve fra 1926, så bliver det netop voldsomt og luciferisk i en søgen efter sandhed.

Men de totale breve viser hende så til gengæld som en helt igennem forståelig person og ikke spor dæmonisk, som det har været hævdet af de senere unge mænd på Rungstedlund. Lucifer mente hun også kun i Georg Brandes ånd som søgen efter klarhed.

Ved siden af disse øjebliksbundne breve er der de moral-diskuterende med moster Bess og broderen Thomas (inden han bliver gift). Mere eller mindre drejer disse breve sig om ægteskabet som institution og forholdet mellem kønnene. I Karen Blixens øjne er ægteskabet blevet til hykleri, men hun var også i Kenya, hvor de blev opløst næsten lige så hurtigt, som de blev indgået. Ægtefællers manglende betydning for hinanden bag alle overflader har hun et særligt skarpt blik for, især efter sammenbruddet af sit eget ægteskab.

Detaljerne bærer én gennem disse mange sider breve, hvis man er indlæst i Karen Blixens forfatterskab og myterne omkring det. Safarierne, løvejagterne selvfølgelig, men også dagliglivet på farmen og alle turene ind til Nairobi, frokosterne på den lokale klub, møder med denne og hin fra Kenyas hvide overklasse men først og fremmest interessen for de virkeligt fremmede, de indfødte og deres gøremål. Og så igen alle regnskabsovervejelserne, det ene låns afløsning af det andet, mulighederne, som så lukker sig igen på grund af dårlig regn eller direkte tørke, der kvæler kaffeplanterne. Udlejninger af farmens huse, som dårligt kan sættes i stand på grund af manglende midler fra kompagniet hjemmefra eller dårlig indtjening ude i Afrika.

Moderen beklager hende meget for hendes tilsyneladende ensomhed, men efter brevene at dømme kommer hun til at se de mennesker, hun ønsker at se, og får spillet den bridge, hun gerne vil, og som hun ofte vinder penge på.

Disse håndører forslår imidlertid ikke til hendes forbrug, som også går til at give indfødte penge ud over de dyre kjoler, hun af og til anskaffer sig. Hun vil gerne spille flot og siger om sig selv, at billig er hun ikke. Hun sætter dette forbrug sammen med frihedstrangen i sit væsen. Og ordet fri kommer for hende til at stå som det allervigtigste i hendes liv, fri for konventioner, borgerlig moral og almindelig ængstelse og en sådan udfoldelse kræver penge, som hun oftest ikke har. Alt dette ved hun meget godt, og mod slutningen i 1931, under farmens likvidation, skriver hun konkluderende om sig selv : Jeg har været en stor idiot Men en vis Kærlighed til det store, som ikke kunde give sig, har holdt sammen paa mig, har været min Dæmon. Og uendeligt meget dejligt har jeg oplevet. jeg har dog den Tro, at jeg er et af Afrikas favourite children. En stor Verden af Poesi har aabnet sig for mig og taget mig ind herude, og jeg har elsket den. Jeg har set ind i Løvers Øjne og sovet under Sydkorset, jeg har set de store Sletter under Græsbrande og med fint grønt Græs efter Regnen, og jeg har været Ven med Somali, Kikuyu og Masai, jeg har fløjet over Ngong Hills, mit Hus her har været Tilflugtssted for Vejfarende og Syge, og staaet for de Sorte som Centrum for friendly Spirit.

Ved vejs ende har man været i selskab med et meget klogt menneske, der virkelig kan bruge eksempler som vej til refleksion, hvad der er sjældent i dag. Man kan i denne tænkemåde sagtens se en digtende evne blive til, selvom næsten ingen detaljer taler om den bog, hun er i gang med at skrive: de syv (eller ni) fantastiske fortællinger fra 1934-1935.