Den kinesiske filosof Konfutse skal have sagt: ”Vi har alle to liv, og det andet liv begynder, når vi har indset, at vi kun har et.” Med andre ord, det er vanskeligt at leve sit liv to gange, men det kan man blive nødt til. Ja, erkendelsen af, at livet er dyrebart, skærpes, når ulykken rammer.
Konfutse-citatet indleder det finske drama ”Violinisten” og giver god eksistentiel mening, alt som handlingen udspiller sig. Det bliver klart allerede fra filmens første scener. Den internationalt anerkendte violinist Karin Nordström (Matleena Kuusniemi) går gennem et aftendunkelt København sammen med sin dirigent Björn Darren (Kim Bodnia) efter en veloverstået koncert med Mendelssohn på programmet. Så opstår et af disse øjeblikke i livet, hvor beslutningen bliver fatal. Björn spørger Karin, om han skal køre hende til hotellet. Hun afslår, fordi hun gerne vil trække lidt frisk luft, inden hun skal sove – og måske også undgå en erotisk situation, som kunne opstå. Mand og søn venter hjemme i Finland.
Og så sker det. Lige rundt om hjørnet påkøres Karin af en bil, nodebladene flyver til alle sider, ligesom bladene i livets bog. Alt er herefter faldet fra hinanden og fragmentarisk. Det er dette efterliv, som den finske instruktør Paavo Westerbergs ”Violinisten” handler om. Karin, der ikke længere kan spille med sin læderede hånd og må aflevere sin Stradivarius, der jo kun er til låns. Som alt andet i livet i sidste ende er det. Hun prøver at fastholde øjeblikket, inden låget sænkes ned over det dyrebare instrument og dermed over hendes egen karriere.
Hjemme gør mand og søn alt for, at mor Karin ikke skal krakelere fuldstændigt. Ensomheden og rådvildheden står og dirrer i fyrretræerne og den tilfrosne sø uden for familiens pragtvilla ved Helsingfors. Karin går, som i et maleri af Akseli Gallen-Kallela, gennem det isnende øde, alt som chokket lægger sig, smukt filmet af Marek Wieser. Hun giver sig til at undervise ved konservatoriet for fortsat at have forbindelse til musikken og dermed det liv, der har formet hendes verden og identitet. De ofre, hun selv har måttet lide for musikkens skyld, prøver hun at påtvinge sine elever. De skal disciplinere deres musikalitet, hvis de skal klare sig. Selv opgiver hun imidlertid disciplinen og begynder at give efter for lidenskaber, der hidtil har været undertrykte.
Karin favoriserer den mutte og maskuline Antti (Olavi Uusivirta), der dybest set ikke er så talentfuld som sin kæreste Sofia (Misa Lommi), men løftes frem af det behov for bekræftelse, der har vokset sig helt ustyrligt i Karin. De indleder et forhold, hun er 45 år, han er 27. Det er dømt til undergang. Ikke mindst i filmens showdown tilbage i København, på gerningsstedet. Her skal den unge Antti under ledelse af den forbandede maestro Björn – Kim Bodnia er formidabel, både diabolsk og despotisk i rollen – give koncert i Skuespilhuset, omgivet af mørke sten og urealistiske forventninger. Igen Mendelssohns violinkoncert, Karin og Björns virtuose yndlingsstykke, der igennem filmen gentages med enerverende tydelighed som et lydspor til præstationsangst og bristede drømme.
Paavo Westerbergs ”Violinisten” vil meget og forløser en del, men ikke alt. Dertil har filmen gang i lidt for mange historier, der vikles ind i hinanden. Historien om en kvinde, der må leve sit liv for anden gang efter at have mistet magten over den musik, der har skabt hende, får følgeskab af historien om et umage ægteskab; historien om en umulig kærlighed mellem lærer og elev; og historien om musikkens krævende magt. Det handler på flere niveauer om mesterklasse. Hvilken sindssyg disciplin, der kræves, hvilket absolut gehør og hvilken underkastelse. Ikke bare af musikken, men også af dens forvaltere. Dermed dukker endnu en historie op: nemlig historien om den ældre generations forfængelige egoisme.
Det er dybest set den mest gribende historie i filmens mange parallelle handlinger. Historien om, hvordan Karin, velvilligt assisteret af sin maestro Björn, ødelægger andres liv som en konsekvens af, at hun har fået ødelagt sit eget. Hun er ikke i stand til at drage konsekvensen af Konfutses forestilling om, at menneskets to liv først bliver til ét, når mennesket lærer at acceptere de givne vilkår. Karin lever, men uden taknemmelighed over at være i livet. I en af filmens ordløse scener (det er vel en finsk film!) forsøger Karin at lukke en due ud, der har forvildet sig ind i en trappeopgang. Det vil ikke lykkes. Symbolikken er tydelig, men relevant. Hun kan ikke sætte sig selv fri til det liv, der skal leves. Helligånden er forvildet og stækket.