Den sydkoreanske instruktør Bong Joon-ho kunne lave film, før han fik verdensgennembruddet med ”Parasite”, og da var han også optaget af ondskabens fænomen.
Den sydkoreanske mesterinstruktør blev i 2019 tildelt De Gyldne Palmer i Cannes og fik en Oscar i 2020 for bedste film med filmen ”Parasite”. Det var et personligt verdensgennembrud for ham og en triumf for asiatisk film. ”Parasite” var en film om ondskaben. Allerede i 2003 instruerede han ”Memories of Murder”, der nu omsider får dansk premiere. Den gamle film er en traditionel krimi, der lige så godt kunne have foregået i USA eller i Europa. En række mord og politiets forsøg på at opklare dem. Et kendt tema for en krimi.
Filmen er inspireret af en række uopklarede mord på kvinder i Sydkorea i 1986, der fandt sted i Gyeonggi-provinsen i Udkantskorea. De betegnes som Sydkoreas første seriemord nogensinde.
I Bong Joon-hos historie må det lokale politi under detektiven Park Doo-man (spillet fremragende af Song Kang-ho, der også brillerede i ”Parasite”) modvilligt have hjælp fra det professionelle politi i Seoul, og den smarte, kølige Seo Tae-Yoon (Kim Sang-kyung) kommer til byen. Det tema kender vi også fra vestlige krimier. Det lokale politi er inkompetent og udueligt, mens det føderale politi må tage fat på en anden måde.
Det lokale politi tager udgangspunkt i fordomme og rygter. De kender jo deres lus på gangen, tror de, men det fører opklaringsarbejdet på afveje. Landbytosser og seksuelle afvigere tages ind til kontant afhøring, som om morderen kan spores ud af det ydre.
Der er noget Dupont og Dupont fra ”Tintin”-universet over de lokale strissere blot med den forskel, at tegneseriefigurerne er harmløse, hvorimod filmens politifolk er brutale og hensynsløse. Ondskaben synes ikke kun at være på morderens side.
Grundhandlingen i filmen er ganske fastlagt. Forbrydelserne sker, og politiet tror, at de er på sporet, men gang på gang lader Bong Joon-ho sin historie tage nye retninger. Ganske som man tror, at løsningen nu er i hus, fortoner det sig, og der må begyndes forfra.
Der er et godt tempo på filmen. Ikke for hurtigt og ikke for langsomt, og indimellem er der plads til humor og hovedrysten. Man er godt underholdt hele vejen igennem.
I jagten på morderen eller morderne rejser filmen spørgsmålet om, hvad en sådan morder, der nådesløst overfalder og dræber ukendte kvinder på vej hjem gennem rismarken, er. Hvad er det for et bæst, der gør sådan?
Jeg kom til at tænke på den tidligere chef for Rejseholdet Bent Isager-Nielsen, der kalder sine erindringer for ”Man jager et bæst og fanger et menneske”. Bong Joon-ho er, tror jeg, enig i den titel og vil gerne sætte ordet almindeligt foran ordet menneske. Ondskaben stikker dybt i menneskevæsenet.
I en scene langt henne i filmen optræder en skolepige, der har set morderen uden at vide det. Detektiven Park vender tilbage til et af åstederne for mordene, en mørk tunnel.
”Der har også lige været en anden mand,” fortæller skolepigen Park.
Hvordan så han ud?
”Han var ganske almindelig.”
Menneskets mørke side ligger også i det almindelige.
”Memories of Murder” når ikke ”Parasite” i originalitet, men den er værd at stifte bekendtskab med, hvis man søger kvalificeret asiatisk krimi. Ondskaben er ens og mærkelig dragende i både Vesten og i Østen.