Dér hænger det, J.F. Willumsens ikoniske maleri ”En Bjergbestigerske” (1912). På udstillingens absolutte hædersplads og helt for sig selv ved udgangen eller indgangen, alt efter hvor man begynder eller slutter sin rundtur. Billedet er en hyldest til den kvindelige bjergvandrer, alias kunstnerens anden hustru, Edith.
Hun er en stolt repræsentant for kvindekønnet. Hun har klaret opstigningen, og nu nyder hun udsigten fra bjergtinden, fuldkommen forklaret og i sig selv hvilende, alt imens hun støtter sig til sin vandrestav. Det er et vitalistisk maleri fra den tid, hvor krop, natur og fysisk aktivitet for første gang var på mode – nøjagtig som i dag – dengang dog helt uden brug af steroider. Et mesterværk, som Willumsen malede i to udgaver efter forudgående grundigt skitsearbejde. Det maleri, som i øjeblikket vises på Alte Nationalgalerie i Berlin, hænger til daglig på Statens Museum for Kunst i København, mens G.A. Hagemanns Kollegium på Østerbro ejer det første, som Willumsen malede i 1904. Alumnerne har dagligt noget at fryde sig over!
Udstillingens titel, ”Wanderlust”, betyder trang eller lyst til at vandre. Det tyske ord er også gået ind i det engelske sprog, som ikke har en tilsvarende betegnelse for denne særlige tilbøjelighed til at udforske naturen via fodrejsen. Udstillingen er inddelt i syv dele: ”Opdagelsen af naturen”, ”Livsrejse”, ”Kunstnervandringer”, ”Længselsland Italien”, ”Vandrelandskab nord for Alperne”, ”Spadsereture” og ”Opbrud/Afrejse”.
Mange malerier har netop Italien som motiv, da landet – og især Rom – har været og stadig er et must for alle skønånder. En uomgængelig del af kunstnernes klassiske dannelse, og mange af dem opholdt sig i årevis i den evige stad.
Udstillingen og kataloget, som rummer flere spændende tekster, reflekterer over vandringen som et civilisationskritisk modtræk til den omsiggribende industrialisme – og vejen som metafor for selve livet med dets mange stadier. Værker fra romantikken frem til ekspressionismen udfolder temaets mange aspekter. Danmark er flot repræsenteret: Ud over Willumsen bidrager også Jørgen Roed, Wilhelm Bendz og Christen Købke til denne bredt orkestrerede udstilling.
I det hele taget frydes man over rigtig mange highlights på denne seværdige udstilling, hvis mest ikoniske værk er ”Vandreren over tågehavet”, som den romantiske billedkunsts number one, Caspar David Friedrich, malede i 1817, og som til hverdag hænger i Hamburger Kunsthalle. Her står en rygvendt, fysisk stærk, men elegant klædt herre oppe på bjergtinden og skuer ud over bjerglandskabet. Han har nået tinden efter en længere og formodentlig også temmelig strabadserende opstigning.
Hvad ser han? Et anelsesfyldt landskab, der er indhyllet i tåge og dis – som et urhav. Han er den ensomme og på sig selv beroende individualist, som vi – betragterne – kigger over skulderen uden selv at have måttet kæmpe os op på bjergtinden. Det er et malet naturfilmstillbillede i bedste BBC-stil. Vi betragter den betragtende, der her konfronteres med den sublime, gudskabte natur, som synes gold, hvis ikke det var for en række træer, som vipper usikkert på klippekarmen i billedets mellemgrund.
Det er tydeligt, at Willumsens ”En Bjergbestigerske” er en replik – både kompositorisk og motivisk – til Friedrichs maleri, blot er lyset og bjerglandskabet venligere i ”En Bjergbestigerske” end i Friedrichs gråblå og mørke intethedslandskab. Og hovedpersonen har skiftet køn. Med ”En Bjergbestigerske” er vi nået til kvindeemancipationens århundrede.
I lighed med den fattige dreng i H.C. Andersens eventyr ”Klokken” (1850) må de fleste af de bjergvandrere, som skildres i udstillingens 120 malerier og skulpturer, have gået grueligt meget igennem for at nå op på verdens tag, hvor udsigten er sublim, og indsigten synes større end nede i lavvandet, som det også fremgår af Karl Friedrich Schinkels ”Felsentor” (1818) med netop en klokke ophængt i et hul i den enorme klippevæg.
Man aner tre bjergbestigere med et æsel kæmpe sig op ad den smalle sti yderst ved den stejle klippeskrænt, men maleren, der skildrer scenen, har klaret skærene og befinder sig nu inde i grottens mørke. Det umådelige bjerglandskab, der udfolder sig neden under ham, er ”indrammet” af grottens åbning. Her er vi – endelig – i sikkerhed. Der er et uendelighedssug nede fra klippelandskabet heroppe fra højderne, og scenen fremstår så virkeligt, at man får højdeskræk og fugtige håndflader.
Der er kun værker af mandlige billedkunstnere, idet kvinder ikke havde adgang til de kunstneriske uddannelser i det 19. århundrede, hvor langt de fleste af udstillingens værker blev til. Men fra det 21. århundrede er kvinderne kommet med: Björks stereoskopiske musikvideo i 3D med titlen ”Wanderlust” (2008) er med på udstillingen. Her kaster hun sig syngende ud på de 70.000 favne i en vild rejse ned ad en hvirvlende flod på ryggen af tre enorme bøfler, mens et islandsk eventyrlandskab defilerer forbi. Her oplever vi Björk i rollen som naturbetvinger! Fint med dette populærkulturelle indslag midt i den klassiske kunsthistoriske fortælling.
De relativt få kvindelige kunstnere i det 19. århundrede, som skabte kunst på trods af de vanskelige forhold, malede fortrinsvis nære motiver fra hjemmet eller haven. Kvinder bevægede sig sjældent langt væk fra hjemmet, og hvis det endelig skete, så var det altid i selskab med andre – især deres ægtemænd. Men hvis udstillingen af historiske grunde ikke kan opvise værker, skabt af kvindelige kunstnere, er den til gengæld leveringsdygtig i motiver med landskaber og smukke kvinder. De fleste af dem spadserer imidlertid mere, end de vandrer. De bærer korset og store kjoler med krinoliner og går i silkebeklædt fodtøj, der næppe egner sig til de mere uvejsomme vandrestier. Men undertiden viger de velklædte borgerskabskvinder bort fra de autoriserede stier. Hvis de for eksempel plukker blomster som i Anselm Feuerbachs maleri ”To damer i et landskab” (1867), hvor de dårende skønne kvinder er trådt et par skridt væk fra vejen, og deres skødehund bliver næsten væk i det høje græs.
I 1808 besteg den første kvinde Mont Blanc. Hun hed Marie Paradis og gennemførte kun opstigningen med stort besvær: Hun nåede bjergtoppen med massiv hjælp fra sit mandlige følge og en kyndig vejleder. Hendes krævende bestigning af Europas højeste bjerg blev gentaget 30 år senere af adelsfrøkenen Henriette d’Angeville, som havde en noget bedre kondition. Disse kvinder og mange efter dem blev anset for at være heltinder af et fåtal, mens flertallet opfattede dem som mærkeligt mandhaftige kvinder.
Ikke desto mindre færdedes mange mindrebemidlede kvinder fra Europas bjergrige egne hjemmevant i højderne. Ovenikøbet slæbte de ofte på en tung last. Det var en nødvendighed, hvis man skulle overleve i bjergene, og disse kvinder var stærke og seje og bar også den rette beklædning og fodtøj.
I en af salene hænger de værker af C.D. Friedrich, som hører til i den faste samling. De blev for få år siden restaureret og er så skarpe og farveintense, som havde de netop forladt kunstnerens atelier i Dresden. Herunder ”Munk ved havet” (1808-1810). Et uudgrundeligt, men storslået billede, som på ingen måde viser naturen fra dens venlige side. Tværtimod kan man næsten mærke den voldsomme blæst, ligesom man svøbes i mørket, der sænker sig over havet i baggrunden. I forgrunden står den delvis rygvendte munk og betragter det store rum. Helt yderligt ved verdens ende som det sidste menneske, inden den altopslugende natur har underlagt sig det hele. Skønt et uvejr ulmer, har han taget hætten ned, så han kan mærke blæsten og høre de flagrende mågers skrig. Selv som munk er der ikke megen hjælp at hente fra de højere magter.
Med fodrejsen vokser mennesket indefra og bliver sig selv og sin indre natur tro. Det viser Gustave Courbets fabelagtige maleri ”Mødet eller Bonjour Monsieur Courbet” (1854) med al ønskelig tydelighed. Her møder kunstneren millionæren Alfred Bruyas, der ledsages af sin hund og sin ydmyge tjener, som bærer hans kappe. I baggrunden holder hans karet og venter, så det er snarere en flirt med naturen end en egentlig vandretur, han nu har indledt.
Til forskel fra den sande vandrer, kunstneren, som her har fremstillet sig selv større end millionæren og med en selvbevidsthed som en udvalgt vandrer, der uden spærrende landegrænser eller indskrænkende, borgerlige normer har sluppet sig selv fri i naturen. Han er sejrherren.
Blandt skulpturerne bør især fremhæves Ernst Barlach dystopiske træskulptur ”Vandrer i vinden” (1934). Vandreren med den lange kappe holder med sin venstre hånd på hatten i den voldsomme vind. En symbolsk gestus, når man betænker det politiske stormvejr i Tyskland her året efter nazisternes magtovertagelse.
Det var den schweizisk-franske filosof og forfatter Jean-Jacques Rousseau, som med sin filosofiske roman ”Émile – eller om opdragelsen” (1762) formidlede en naturromantisk civilisationskritik efter devisen, at mennesket er født frit, men at det overalt holdes i lænker. Et liv i pagt med naturen, som han anså for at være kilden til et liv i harmoni og sandhed, ville gøre mennesket uendelig godt. Denne naturdyrkende oplysningsmand skød en ny vandringsepidemi i gang. I første omgang blandt billedkunstnere, forfattere – tænk blot på Goethes italiensrejse – og intellektuelle, men den bredte sig hurtigt til andre befolkningsgrupper.
I dagens højhastighedssamfund har den fået nye ben at gå på, om jeg så må sige. For man kan helt anderledes opnå at smelte sammen med naturen, hvis man benytter ”apostlenes heste”, end hvis man som dengang rider eller tager postvognen, som er indrettet til at bringe folk fra punkt a til punkt b – ligesom fly, biler og tog i vores tid. Under vandringen kan man gå på opdagelse, bringe sig selv på spændende afveje, holde pauser for at puste ud eller nærstudere naturen og gennem sin egen gangarts særlige kadence komme i kontakt med sit indre menneske, få renset sjælen og tænke nye, konstruktive tanker.
Men man bemærker, at mange af udstillingens værker rummer en dyster og uheldsvanger tone. Vandringen i romantikken og frem var dels behæftet med usikkerhed og angst – for det var ikke ufarligt at bevæge sig ud i den store natur – dels var den samtidig en flugt fra den fremvoksende industrialisme, hvor mennesket i stigende grad havde underlagt sig naturen. Det er kun blevet værre i den antropocæne tidsalder, hvis følgevirkninger vi oplever nu.