Menneskets ubeslutsomhed

Der er mindst tre anakronismer i Morten Sabroes nyeste roman, »Den spanske gæst«. Den første er en ægte svipser: Han lader en mand - i 1956 - tage en sort plasticsæk til at proppe et lig i efter et mord. Sorte plasticsække var ikke udbredte i 1956 - jutesække snarere. Den anden anakronisme kan diskuteres: barnet overlever og kommer i pleje hos et par behjertede mennesker. Plejemoderen beder plejefaderen om at slukke sin cigaret af hensyn til barnets lunger - en hensynsfuldhed, der næppe hører hjemme i 1956. Den tredje anakronisme er sproglig: Morten Sabroe lader et postbud sige: »Du må have en fortsat god dag« - i 1978! I Jylland! Nej, denne vistnok oprindelig amerikansk inspirerede vending er af nyere dato, selvom forfatteren efterfølgende per telefon har leveret beskeden: -Jamen, sådan sagde postbudet! Så den kritik må jeg vel æde i mig igen. Det gode spørgsmål er, hvorfor en sproglig ekvilibrist med en journalistisk uddannelse laver sådan nogle vildmænd? Han ved om nogen noget om de billeder, der dannes i læserbevidstheden. Jo, vist er dette kun småpillerier, lad os ikke tage det for højtideligt. Man kan jo også vælge at se sådanne småtorsk som symptomer på, at forfatteren har haft kroppen foran hovedet under skrivningen. Morten Sabroe har givet haft det herligt med at skrive - og det er herligt at læse »Den spanske gæst«, allerhelst i ét natligt hug! Rammen om historien er, at forfatteren for nogle år siden sneede inde i et hus på Djursland. Han undslap til en kro i Kolind, hvor han traf en mørk mand, der pånødte ham sin historie: I 1956 fødte den kun 14-årige Ingeborg et barn i dølgsmål. Barnet havde hun avlet med en spanier, der var på gennemrejse i Danmark. Fasteren og faderen til Ingeborg besluttede, at barnet skulle ombringes, men det overlevede og voksede op hos et par hjertevarme mennesker, Kristian og Helle i Knebel Bro på Mols. Barnet var den mand i Kolind, der bad forfatteren nedskrive historien. Forfatteren påtager sig nu rollen som fortæller. Arthur, den mørke dreng, blev en underlig enspænder; de andalusiske gener i samspil med Ingeborgs dagdrømmervæsen og plejeforældrenes renhjertethed gav en kombination af livsappetit og ubeslutsomhed, der ikke bragte drengen lykke. Vi følger Arthur op igennem barn- og ungdommen frem til slutningen af 1970'erne. Arthur var måske ikke kun ensom, men han gjorde også andre mennesker ensomme - tiltrak konflikter uden at ville det, mødte frivilligt op til bank af kammeraterne, tiltrak kvinder, han ikke ville have, og valgte kvinder, han aldrig burde have så meget som tænkt på. Hans modgang modnede ham ikke, sådan som den så ofte gør i romaner. Men dette er heller ikke en moderne dannelsesroman - vi er ovre i det blicherske sortsyn, indholdsmæssigt såvel som stilistisk. Alene åbningskapitlet er en spændstig pastiche på fortælleren fra »En landsbydegns dagbog«, »Hosekræmmeren« - og »Ak! Hvor forandret!« Fortælleren tumler sig i hav-allusioner, nogle af dem på mikroplan: en hoben kartofler ligger i et hav af fed sovs. Andre på makroplan, hvor fortælleren svinger sig op i den rene lyrik, hvor himmel og jord, menneskeliv og myreliv på blichersk facon afsløres som den skæreste illusion. Selv den blicherske måde at stille eksistentielle spørgsmål på har Sabroe som gennemgående tone: »Hvem ved hvordan tingene hænger sammen?« Det var jo netop én af Blichers pointer: verden er kaotisk. Morten Sabroes roman er kaotisk, til tider kriminelt kaotisk, men som så ofte har Sabroe tæft for en god kærlighedshistorie, sproglig tæft, og ikke mindst har han en lille moralsk ræv bag øret. Morten Sabroe: Den spanske gæst. 368 sider. 275 kr. Gyldendal.