Mens mørket sænker sig over gangsternes Berlin

I Volker Kutschers fremragende krimier fra 1930ernes Berlin kommer man via grundig research tæt på by, folk og tidsånd i en dramatisk historisk periode. Nu er den tredje roman i serien udkommet på dansk

Mens mørket sænker sig over gangsternes Berlin

Tyske Volker Kutscher er en mesterlig fortæller, og hans krimier fra Berlin i 1930erne er berigende og fascinerende læsning om et årti, der stadig optager mange. For hvordan kunne det ske, hvordan kunne det komme så vidt, som det gjorde?

Hvis man gerne vil tæt på den tid, ja, nærmest vil kunne fornemme stemningen i byen: den tyske vrede over den forsmædelige Versailles-fredstraktat, frustrationerne over arbejdsløsheden og fattigdommen, den omsiggribende kriminalitet, de mange voldelige konfrontationer mellem de røde (for det meste kommunister) og de brune (nationalsocialisterne i SA), så skal man gå om bord i en af Kutschers Berliner-romaner, hvoraf den tredje i rækken med titlen Goldstein nu er udkommet på dansk.

Som i de to foregående romaner er hovedpersonen den unge kriminalkommissær Gereon Rath, der med udgangspunkt i politihovedkvarteret på Alexanderplatz tager læseren med rundt i førkrigstidens Berlin.

LÆS OGSÅ: En amerikansk odyssé

I Goldstein skal Rath holde øje med en kendt amerikansk gangster, den jødiske Abraham Goldstein, der er kommet til byen og har indlogeret sig på hotel Excelsior. Berlins politi frygter, at den amerikanske gangster, der er kendt som en effektiv lejemorder, er kommet til byen for at slå ihjel. Gereon Rath har kun ringeagt tilovers for opgaven som Goldsteins oppasser, og da han kontaktes af en af underverdenens konger, der vil have ham til privat at opspore en forsvunden leder af en af Berlins forbryderforeninger, siger han ikke nej.

På den måde havner han i et opgør mellem to af Berlins mange forbryderorganisationer, der tilsyneladende er godt i gang med at udradere hinanden. Men 1930ernes Berlin er et sydende sammensurium af alskens grupperinger, og tilsyneladende er en af dem et hemmeligt, logeagtigt forbund af folk, der er godt trætte af de kriminelles frie spil og politiets magtesløshed. Måske er det en sådan gruppe, der har en hånd med i spillet, når to kriminelle organisationer, der hidtil har respekteret hinandens territorier, pludselig skyder løs på hinanden.

Mens historien om Gereon Rath udspiller sig, får man sideløbende et interessant historisk portræt af berlinere og byen Berlin i 1930erne. Et fantastisk researcharbejde ligger til grund for denne fremragende skildring af en udvikling, der langsomt, men sikkert er ved at køre helt af sporet. Volker Kutschers første roman, Den våde fisk, foregår omkring 1929, derefter følger Den stumme død og nu Goldstein, hvor vi er fremme i 1931. De første overfald på jøder har fundet sted, men endnu er der ikke tale om den organiserede forfølgelse, der fulgte. SA står stadig stærkt, selvom de lange knives nat, hvor Hitler rensede ud i SA, og hvor SS og Gestapo tog over, venter forude.

I Goldstein er det dog ikke nazisternes interne magtopgør, der fylder. Det er snarere de politiske grupperingers kampe, der ofter ender med sårede og døde også betjente der præger gadebilledet, mens de organiserede kriminelle nyder godt af, at politiet har nok at se til med at holde de politiske gemytter nede. Men brunskjorterne begynder at røre på sig mere og mere, og til slut i romanen Goldstein er Gereon Rath vidne til en frygtelig scene, hvor horder af SAere indtager Berlins centrum, tilsyneladende i en lovlig demonstration, men i virkeligheden i en nøje planlagt aktion, der kun går ud på at banke så mange som muligt.

Det kan selvfølgelig lade sig gøre at læse Goldstein som et enkeltstående værk, men det er anbefalelsesværdigt at læse de tre romaner i rækkefølge. Man får som læser en stærk fornemmelse af, hvordan tingene forandrer sig i disse år, hvordan livet i Berlin gradvist ændrer sig, og hvordan for eksempel angsten for overgrebene og volden langsomt breder sig blandt helt almindelige mennesker, mens mørket lukker sig over den tidligere så frisindede hovedstad.

Goldstein er en fremragende krimi, og der findes næppe en historiebog, der så levende og så detaljeret redegør for livet og tidsånden i 1930ernes Berlin. Man lærer, og man underholdes. Det er genialt.