Prøv avisen
Bog

Mens vi venter på en bedre Beckett-bog

1 stjerne
Det værste og mest kritisable er, at Zangenberg umuligt kan have læst sit manuskript igennem fra begyndelsen til slutningen, før han afleverede det. Ellers forstår jeg ikke, hvordan man kan gentage så mange konstateringer så mange gange igennem hele bogen, ofte næsten ordret. Enkelte oplysninger, som at Beckett modtog Nobelprisen i 1969, gentages op til fem-seks gange, skriver anmelder. Foto: Graham Jepson/Writer Pictures

Ny dansk bog om Samuel Beckett, en af det 20. århundredes vigtigste forfattere, er nærmest et makværk

Mikkel Bruun Zangenberg er litteraturanmelder på dagbladet Politiken og ph.d. i litteraturvidenskab.

Dette betyder noget for vurderingen af hans nye bog, en introduktion til Samuel Beckett. Den er udgivet på Aarhus Universitetsforlag og godkendt af en fagfælle, ligeledes på ph.d.-niveau.

Man må således formode, at man er i de bedste og mest kyndige hænder, men det er beklageligvis ikke tilfældet.

Det værste og mest kritisable er, at Zangenberg umuligt kan have læst sit manuskript igennem fra begyndelsen til slutningen, før han afleverede det. Ellers forstår jeg ikke, hvordan man kan gentage så mange konstateringer så mange gange igennem hele bogen, ofte næsten ordret. Enkelte oplysninger, som at Beckett modtog Nobelprisen i 1969, gentages op til fem-seks gange.

Desuden citeres Becketts tekst og titler utrolig konsekvensløst. For bare at tage et enkelt eksempel, så citeres et hovedværk som ”Molloy” (1951) i bogens indledning på dansk, men senere og oftest på engelsk. Disse to forhold kombineres ufrivilligt komisk, når titlen ”Worstward Ho” (1983) på side 39 oversættes til ”Hurra, på vej mod det værste”, mens den blot 14 sider senere oversættes til ”Fremad mod det værste”. Hvad er meningen?

Jeg forstår heller ikke, hvordan Zangenberg kan præsentere sin introduktion til Beckett som ”den første af sin art ikke bare på dansk, men på skandinavisk grund”, ganske vist under henvisning til de flittige omtaler af de mange værker før og efter de kanoniserede værker fra 1950'erne.

Det er rigtigt, at Niels Egebaks stadig læseværdige bog om Beckett fra 1969 koncentrerede sig om disse værker, men den højtravende påstand falder jo til jorden, hvis man kender Torsten Ekboms fortrinlige introduktion på svensk fra 1991 og Petter Aaslestads førsteklasses introduktion på norsk fra 2003.

Man kunne tilføje anden inkonsekvens, mangel på notehenvisninger, ombytning af kronologien og så videre, men jeg vil i stedet fokusere på noget mere substantielt, nemlig den gennemgående udskridning fra biografi til værkanalyse og fraværet af analytisk stringens.

Forbilledet er tydeligvis den respekterede Beckett-biograf James Knowlson, hvis arbejde hædres som ”båret af en kolossal viden om Becketts liv og værk og på en både taktfuld og præcis måde bølger frem og tilbage mellem de to områder, livets og kunstens”. Zangenberg lever udmærket op til det første, hans viden om Beckett er imponerede. Derimod er hans analytiske sans og metodiske stringens ikke særlig fremragende.

En central tankefigur hos Beckett, nemlig at kunstneren uvægerligt vil fejle i bestræbelsen på at opnå det fuldkomne, forklares biografisk ved at henlede læserens opmærksomhed på Becketts mange afvisninger og sene anerkendelse som forfatter. Allerede på den følgende side konstateres det imidlertid, uden at Zangenberg indser selvmodsigelsen i sit ræsonnement, at Beckett så tidligt som i sit debutdigt skrev ”Jeg fejler, ergo er jeg!”, altså længe før hans manuskripter blev afvist som uforståelige.

Senere i bogen forklares det, at Beckett ikke brød sig meget om hverken symbolske eller allegoriske fortolkninger af sine tekster. I sin gennemgang af Becketts kortprosa gør Zangenberg derfor nærmest nar ad de forskere, der har vovet at fortolke teksternes overførte mening, men glemmer tilsyneladende helt, at han selv fortolker det fascinerende tv-spil ”Quad” (1982) på nøjagtig denne måde som et billede på eksistensen.

På et overordnet niveau kan man nøjes med at citere Zangenbergs beskrivelse af Becketts essay om Marcel Proust: ”Det er sjældent arrogant”, ”det er absurd indforstået” og ”det er skrevet på en måde, så stort set hele målgruppen med sikkerhed på forhånd er hægtet af”.

Zangenberg demonstrerer fuldt ud sin encyklopædiske viden om Beckett og sin historiske belæsthed i verdenslitteraturen.

Desværre sker det på en måde, så det meste af fremstillingen bliver decideret ustruktureret og ret ujævn. Der springes ofte helt afsindigt fra en association til en anden, nogle gange inden for en enkelt sætning, og indsigtsfulde kommentarer blafrer underligt ved siden af letkøbte argumenter og tvivlsomme konklusioner.

Hvis nu Mikkel Bruun Zangenberg selv, eller hans fagfællebedømmer, eller hans redaktør, havde været mere kritisk over for manuskriptet i alle dets niveauer fra det formelle til det substantielle, kunne der formentlig være kommet en hæderlig og vidende introduktion ud af det. Det havde både Beckett og alle hans fans været bedre tjent med.

kultur@k.dk