Min svigerdatter spiller bas i et band der på sit repertoire har et nummer af John Mogensen om kannibalisme på øerne i det sydøstlige Stillehav. Det beder jeg altid om at få spillet som ekstranummer, dels fordi melodien swinger så fint derudad, dels fordi teksten er absurd morsom.
Omkvædet lyder sådan: Mensker bliver spist i Polynesien/ Hulalulalej, hulalulalej/ Natten falder på i Polynesien/ Hulalulalulalej.
For at få den rigtige hawaiilyd frem, bruger leadguitaristen sit sliderør, som han med venstre langefinger kører op over strengene med. Udråbsordet hulalulalej synges med tryk på tredje stavelse. Teksten beskriver det tropiske eventyrland og slutter inden hvert refræn med et spørgsmål som her: Palmeblade hvisker/ stille i den lune vind/ Læg konkylien mod din kind/ Stillehavet bruser/ hvilken dejlig vuggesang/ er det blot en harmløs klang?
Men kan man være bekendt at more sig over kannibalisme? Tjah. Når afstanden til denne spiseskik er så stor som her, både geografisk og i tid, synes jeg egentlig, det går an. Og efter hvad jeg kan læse mig til om John Mogensen (1928-1977), var han i hvert fald ikke nogen følelseskold eller makaber type, tværtimod. I de mange sange han skrev og indspillede i 1970erne Fut i fejemøget, Der er noget galt i Danmark, Så længe mit hjerte slår og så videre skildrede han med kærlig indlevelsesevne almindelige menneskers problemer, og blandt andet af den grund blev han en original fornyer af dansk popmusik. Derfor tror jeg ikke, Mogensen var ude på at genere eller chokere nogen med sin sang om Polynesien.
LÆS OGSÅ: Forventningens søde smerte
Når noget tragisk eller uhyggeligt er foregået fjernt fra Danmark for lang tid siden, er det svært at mobilisere ægte medfølelse. Da Lissabon blev ramt af et jordskælv i 1755, omkom 40.000 mennesker. Det var jo forfærdeligt, men er alligevel svært at blive følelsesmæssigt overvældet af i dag.
Og af samme grund tager de fleste nok også et besøg i Pompeji eller Herculaneum i stiv arm til trods for de mange afstøbninger af ofre for katastrofen. Først når en tragedie rykker nærmere i tid, er det naturligt at blive rystet. Det gælder især når man ser dramatiske billeder, som af en mand og en kvinde der efter fabrikssammenstyrtningen i Bangladesh for nylig lå omfavnede under murbrokkerne. Eller af parret der 11. september 2001 med hinanden i hånden sprang ud fra Twin Towers for at undgå at brænde ihjel.
For nogle år siden tilbragte jeg et par måneder ved universitetet i Wellington i New Zealand. Under hjemrejsen over Stillehavet havde min kone og jeg mulighed for at holde en uges tropeferie, enten på Fiji eller Hawaii. Vi valgte den første øgruppe, fordi vi anså den for den mest eksotiske, og vi blev ikke skuffede.
Sammen med en lille gruppe turister sejlede vi en af dagene i kano ind i junglen for at besøge en landsby. Vi blev venligt modtaget, og da jeg var den ældste i vores delegation, blev jeg valgt som dens repræsentant og sat over for landsbyens høvding der også var oppe i årene. Resten af de forsamlede slog sig ned i en rundkreds omkring os.
På indledningsspørgsmålet fra høvdingen om hvor mange koner jeg havde, svarede jeg fire, og det faldt i god jord.
Efter vores samtale fik høvdingen rakt en lerskål med et gråt fluidum. Den drak han en slurk af, hvorefter han gav den videre til mig. Da jeg havde drukket min slurk, blev jeg følelsesløs i mundhulen og inden længe behageligt afslappet. For ikke at sige skæv.
Derefter fik vi lov til at besigtige en klippehule og nu kommer vi til John Mogensen hvor den lokale befolkning i sin tid havde tilberedt og spist de fjender de havde fanget! For at komme gennem indgangen til den måtte vi nærmest i vand til halsen, men indenfor var der rummeligt nok til at vi let gysende kunne samles omkring et lille plateau som fangerne var blevet lagt på.
Tredje punkt på programmet var en sejltur på floden med tømmerflåde. Af styrmanden blev vi opfordret til at springe i og flyde med strømmen ved siden af flåden. I min stadig sløvede tilstand nynnede jeg liggende på ryggen i vandet den gamle evergreen Lazy River, som Hoagy Carmichael i 1931 skrev den dovent swingende melodi til.
Sidste aften på Fiji spiste madame og jeg middag på en udendørs restaurant med udsigt over lagunen, den brusende halvcirkelformede brænding der afgrænsede den, og Stillehavet bagved. Stemningen var som John Mogensen beskriver den: Alting ånder fred og ro/ og månen stiger op/ bag vulkanens top/ Slanke piger danser/ hvilket herligt skuespil/ Er det dig de smiler til?
Natten var faldet på i Polynesien. Hulalulalej.
I klummen Eftertanken skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen hver anden fredag om kulturhistorie og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme.