Skyggefulde træer, en lysning og stier, der slynger sig. En stor have i engelsk stil, som de blev anlagt i 1700-tallet, helt forskellig fra den tidligere periodes symmetriske og friserede barokhaver. I denne have kan man fare vild, i havegangene støder man måske på en sten, en statue eller en søjle og måske en hytte, hvor man kan hvile sine ben. Det er en romantisk have, en hemmelighedsfuld have, hvor hver slyngning på havegangen synes at være et løfte om nye hemmeligheder.
En martsdag i 1788 besøger venezuelaneren Francisco de Miranda Mindelunden ved Jægerspris Slot i Hornsherred. Sneen ligger i dynger, men den senere general i Den Franske Revolution og venezuelanske frihedshelt kæmper sig vej gennem haven - fra Julianehøj i vest til et monument for Benedict, Svend Estridsens søn, i havens østlige ende. To timer bruger han i haven på en årstid, hvor det ikke er løvhang, fuglesang eller almindelig hang til haver, der trækker.
For Francisco de Miranda er haven mere, end den umiddelbart giver sig ud for at være, den er symbolet på en åndelig rejse fra vest mod det evige Østen, en rejse mod Guds lys ad stier, hvis retning og pejlemærker han har aftegnet på sit indre kort.
Francisco de Miranda (1750-1816) var frimurer, og han vandrede rundt i Mindelunden ad de stier, som placeringen af symbolerne på hans frimurerarbejdstavle tilsagde ham. Undervejs passerede han ikke mindre end 32 mindestøtter med frimureriske symboler.
For den tilfældigt besøgende »blot« en spændende have, men for den indviede en rejse i symboler.
Søjlen og hammeren
Haven ved Jægerspris Slot er en af de tre 1700-tals-haver, der er tema for udstillingen »Tankefulde haver«, som prinsesse Alexandra i morgen åbner på Frederiksborg Slot i Hillerød. Sammen med haverne på Louisenlund i Slesvig og på Sanderumgård ved Odense er Mindelunden ved Jægerspris Slot et synligt udtryk for, at deres skabere har været engagerede frimurere.
Mindelunden ved Jægerspris Slot blev anlagt i 1776, efter at kong Christian den Syvende havde foræret slottet til sin halvbror, arveprins Frederik. Det var den efter Struensees fald så magtfulde Ove Høegh-Guldberg, der fik ideen til Mindelunden, og det var billedhuggeren Johannes Wiedewelt (1731-1802), der fik opgaven med at skabe de monumenter, der skulle med i haven. Wiedewelt havde stiftet bekendtskab med den engelske havekunst og var herudover et højt placeret og engageret medlem af Frimurerordenen.
Resultatet blev Mindelunden ved Jægerspris Slot, et anlæg der for den indviede afspejler logens ritualer og symboler. Her er en søjle ikke bare en søjle, men et symbol på troen, fire vaser på en græsplæne er symboler på de fire elementer, ild, vand, luft og jord, hvoraf alt er dannet. Og en hammer er ikke bare en hammer, men mesterhammeren, som den indviede logebroder af tredje grad må bruge - for blot at nævne nogle af de elementer, der gav haven ved Jægerspris betydning for en vandrer som Francisco de Miranda.
Stormesterens have
De tre haver, som udstillingen handler om, er indbyrdes meget forskellige. Haven på Louisenlund er en stormesters have. Carl af Hessen-Kassel, gift i 1766 med Christian den Syvendes søster Louise, anlagde haven med det formål blandt andet at kunne holde logemøde i haven. Det kunne for eksempel ske i grotten bag et vandfald, som man - i bedste filmstil - kunne slukke for, når man skulle ind i grotten, hvor »brødrene« så skjult bag fossende vand kunne holde deres møder.
I Louisenlunds have var også et ottekantet tårn, hvor Carl af Hessen eksperimenterede sammen med en af tidens kendte alkymister, franskmanden Joseph Marie Saint-Germain, der turnerede rundt til Europas hoffer med sine spektakulære omdannelser af uægte sten til ædelsten. Ud over eksperimenter med metal hjalp han også Carl med at fremstille forskellige former for naturmedicin, som blev givet gratis til de fattige og til de rige mod betaling.
Alkymisttårnets kælder er genopbygget på udstillingen i Hillerød, og til tonerne af Mozarts frimurermelodier kan man studere væggens hieroglyffer, som vidner om, at Carl af Hessens spekulative interesser førte ham vidt omkring. Også runer og tempelherrer var en del af universet.
Døden er vis
Anderledes afdæmpet i udtrykket er haven på Sanderumgård. Haven blev anlagt af Johan Bülow (1751-1828), som efter Struensees fald havde været lærer for kronprinsen, den senere Frederik den Sjette, men faldt i unåde i 1793, hvorefter han måtte fortrække til Fyn. Johan Bülow var en engageret frimurer, og haven er et personligt udtryk for de frimureriske tanker om at udvikle sig åndeligt og om at være i pagt med naturen.
Bülow bevarede kontakten til sine københavnske venner, og en række af tidens fremtrædende personer besøgte Sanderumgård. C.W. Eckersberg, der også var frimurer, har malet flere partier fra haven, hvor der var anlagt seks hytter, der skulle bringe den vandrende på eftertanke. Hytten »Tankefuld«, som afslutter vandringen i øst og symboliserer frimureriets tredje grad, er genopbygget på udstillingen på Frederiksborg Slot. »Døden er vis. Dødens time er uvis«, står der på en sten uden for den spartanske hytte, hvor den besøgende kan nedskrive sine tanker i en bog. Johan Bülows bog fra 1700-tallet eksisterer stadig og kan ses på udstillingen. Hvad der derimod ikke er med på udstillingen, er de to kranier fra henholdsvis en herre og en slave. De lå i hytten som symbol på, at i døden er alle lige.
Tankefulde haver. En vandring i tre havers frimureriske symbolverden. Udstilling på Frederiksborg Slot i Hillerød. Til den 31. december. Bogen af Erik Westengaard er udgivet af Christian Ejlers´ Forlag og koster 198 kroner.
Læs mere i kristeligt Dagblad torsdag 30. august 2001