Britisk film er mere gyselig end gys: Der er mere helgen over Maude i ”Matador” end Maud her

Den britiske gyserfilm ”Saint Maud” er en klichéfyldt omgang mærkværdigheder, der desværre ikke når ned i helgenbegrebet eller ned til biografgængeren

Maud, spillet af Morfydd Clark, er nærmest vanvittigt optaget af at ville være en helgen. – Foto: Angel Films.
Maud, spillet af Morfydd Clark, er nærmest vanvittigt optaget af at ville være en helgen. – Foto: Angel Films.

Der er gysere, der sætter sig i én, og som man husker i årevis. ”Psycho” eller ”Fuglene”, begge af Alfred Hitchcock, er af denne karakter. Og så er der gysere, hvor man hele tiden kigger på klokken, og end ikke de mest velkendte gysereffekter kan holde én nærværende. Filmen ”Saint Maud” hører desværre til de sidste.

Handlingen er til at overse. En ung kvinde, Maud, der arbejder som hjemmesygeplejerske for døende patienter, kommer i arbejde hos den tidligere danser og kunstner Amanda, der lider af kræft i terminalfasen. Maud er lige blevet omvendt til den romersk-katolske tro og har en optagethed af helgener ud over det sædvanlige.

Hun beder sine bønner og giver sig i lag med opgaven hos Amanda, der ikke er troende. Maud ser nu sin opgave i at få omvendt Amanda, inden hun dør. Hun vil redde hendes sjæl. Det mærker Amanda tydeligt og kalder Maud for ”min lille frelser”. Amanda har før sin sygdom levet det dekadente kunstnerliv og gør det stadig selv her på kanten til døden med både mænd og kvinder.

Maud har også levet et vildt liv før sin konvertering. Hun har nu opgivet fest og druklivet med veninderne. Hun hed engang Cathie, men nu er der andre boller på suppen. Hun vil være god. Hun vil være en helgen. Hun vil være Saint Maud. Guds nærvær mærker hun tydeligt, men det bliver ikke rigtig til noget med Amandas omvendelse. ”Hvordan kan du, Gud?”, spørger hun barnagtigt.

Hun ser tegn og mærker stærke kræfter. Det skulle nok være til gys og gru for os biografgængere, så vi skræmmes, men det virker ikke rigtigt. Alle gyserklichéerne er her. Op ad en trappe til første sal, hvor noget venter. En ånd griber hende om halsen, og hun kastes til jorden og fråder. Blod i vandet, der løber i en spiral ned i et afløb. Biller, der kravler på væggen. Set før det hele, og så er virkningen derefter.

Og så er der den religiøse del. Maud lider af religiøst overforskruethed. Ja, hun er nærmest vanvittigt optagethed af at ville være en helgen. Hun har billeder af helgeninder på væggen, går i pigsko, der ikke er løbesko, men sko med et indlæg af pigge. Hun påfører sig selv smerte for at behage Gud og huske sig selv på offeret, hun synes hun skal gøre. Hvorfor vil Gud så ikke? Det tjener faktisk Gud til ære, synes anmelderen.

En helgen er ikke optaget af sig selv, men af opgaven. Mauds helgenivrighed har sig selv som mål, og opgaven med Amanda bliver en forfærdelig omgang utroværdighed. Det er mere søgt, end det er uhyggeligt, og det ender da også galt.

Slutningen på filmen har intet med helgengerning at gøre, selvom det er det, der lægges op til. Det skulle være et gys, men så er det bare gyseligt. På vej ud af biografen slog det mig, at der er mere helgen over Maude i ”Matador” end Maud her i filmen.