For nylig betroede en lektor mig, at de to største løgne inden for humaniora er: 1) Jeg ville undervise, selvom jeg ikke fik løn for det, og 2) man lærer, så længe man har elever.
Jeg kunne unde bemeldte lektor at læse Dorthe Jørgensens nye bog, for her taler en passioneret professor, der har hjertet på rette sted, og som er parat til generøs medleven i de studerendes strabadser. Glæden ved at styrke sit faglige niveau hører i øvrigt til de gedigne glæder i denne verden, hvorfor tilværelsen som studerende ifølge forfatteren både er en byrde og et privilegium.
Og det har hun jo ret i, ligesom hun har ret i, at det er pinligt, at der inden for universitetsverdenen har udviklet sig en overdreven tendens til, at forskerne publicerer på et engelsk, ”hvis refleksionsniveau ligger langt under, hvad de måske kunne have præsteret på dansk”. Dorthe Jørgensen har også en pointe i, at nutidens ligegyldighed over for det kostbare grundstof, der hedder visdom, er beskæmmende.
Deraf følger dog ikke, at ”Nærvær & eftertanke” er nogen særlig vellykket bog. Dertil er der for megen snak, for mange digressioner og lidt rigeligt med slørede budskaber. Det hænger sammen med bogens struktur, der indeholder nye essays, ældre indlæg, tidligere interviews og gamle studieplaner, som for resten bliver genoptrykt med såvel mødetidspunkt som undervisningslokale. Men gamle studieplaner er jo som andres folks ferier: Man glæder sig over, at de havde en god tur, men man var ikke selv til stede og behøver derfor ikke se lysbillederne.
”Nærvær & eftertanke” er en plaidoyer for en filosofisk pædagogik, hvor man ikke er bange for at tænke i sammenhænge, kompleksiteter og løsninger, der ikke er nedfældet nogetsteds. Det handler om at udvikle evnen til intuitiv tænkemåde og opøve viljen til at sammentænke sine egne idéer med andres: ”Dette genuint filosofiske sprog er nemlig hverken teknisk eller subjektivistisk, men derimod alment (“) Tidlige tyske romantikere som f.eks. Novalis og brødrene Schlegel nærede en idé om at tænke sammen, at symfilosofere, og den kan med fordel omsættes i filosofisk undervisning. ”
Den polske forfatter Joseph Conrad mente, at der kun er én slags bøger, der har forøget lykken her på jorden - nemlig kogebøgerne. Denne skepsis hænger selvfølgelig sammen med, at mange intellektuelle indskrænker sig til at øve kritik. Men filosofi kan heldigvis også noget andet. Filosofi kan nemlig vise os, at livet kan leves på andre måder: sjovt, ubekymret og med en stor kvote daglig livsglæde.
Dorthe Jørgensen beklager derfor, at tænkningen nu om stunder virker mere jordslået end storslået, og med saloner i privaten har forfatteren, der både har en doktorgrad i filosofi og teologi, forsøgt at råde bod på miseren.
Dorthe Jørgensen er et spændende bekendtskab, og det kunne hendes bog også være blevet, hvis den havde været strammere redigeret, mere pointeret og mindre plaget af gentagelser.
kultur@k.dk