Hvordan balancerer man mellem en efterretningstjenestes indlysende behov for at arbejde i det skjulte, og et demokratisk samfunds lige så indlysende behov for at kontrollere, at vi ikke får et overvågningssamfund med magtmisbrug? Dette svære dilemma er ikke blevet nemmere at løse i de senere år, hvor terroraktioner er blevet hyppigere, hvor antiterrorlovgivningen er blevet skærpet, og hvor medarbejderstyrken i Politiets Efterretningstjeneste (PET) er blevet mere end fordoblet.
Fra 2007 til slutningen af 2013 var Jakob Scharf den flamboyante og kontroversielle chef for PET’s efterhånden næsten 800 medarbejdere. Han valgte at være langt mere synlig i medierne, end efterretningschefer normalt er. Han forlod sin stilling efter en række kontroversielle sager og interne stridigheder i PET. Han har slået sig ned som privat efterforsker. Han har nu valgt at fortælle journalisten Morten Skjoldager om sin tid i PET, som han husker den. Skjoldager har så suppleret med en række andre kilder, herunder retsdokumenter fra de retssager om terror, som Scharf fortæller om.
Bogen er bygget op i femten kapitler, som giver os information om en række af de sager, som i sin tid vakte opmærksomhed i offentligheden. Uundgåeligt får vi også noget at vide om PETs arbejdsmetoder. Det gør tillige indtryk, hvor dyrt arbejdet er, fordi blot overvågning af en enkelt person kræver mange, mange arbejdstimer. Kun meget begrænset og helt usystematisk får vi belyst spørgsmålet om den demokratiske kontrol med PET.
Det siger noget om forholdet mellem Scharf og hans tidligere arbejdsplads, at PET i første omgang fik gennemført et forbud mod, at bogen udkom, før PET havde fået lejlighed til at kontrollere, at den ikke videregav fortrolige oplysninger. Dagbladet Politiken, hvor Skjoldager arbejder, overtrådte straks forbuddet ved at trykke hele bogen til glæde for læserne. Nu har PET meldt Scharf og Politiken til politiet. Den affære sikrer i al fald bogen stor omtale. Folk med indsigt i efterretningsarbejde har siden udtalt, at bogen ikke indeholdt nogle skadelige afsløringer. I hvert fald er bogen nu grundigt markedsført i det offentlige rum. Men er den vigtig?
Man skal ikke forvente noget, der ligner en James Bond-fortælling. Efterretningsarbejde er først og fremmest noget, der kræver tålmodighed og langvarige overvågningsperioder af mistænkte. Mere end noget andet venter og venter efterretningsfolk. Det meste arbejde er mere kedeligt end dramatisk.
I bogen nægter Scharf ofte med henvisning til sin tavshedspligt at besvare Skjoldagers spørgsmål. Åbenhed har været Scharfs ønske både i cheftiden og nu. Men meget kan han alligevel ikke afsløre. Meget kan Skjoldager heller ikke kontrollere gennem andre kilder. Det er selektiv ”åbenhed” i høj grad på Scharfs og PET’s betingelser. Skjoldager forsøger gennem tilgængelige kilder at give Scharfs udsagn med- og modspil.
Det gør Skjoldager ofte nøgternt og så godt som muligt. Han fortæller også om de ”møgsager” og de interne konflikter i PET, som mundede ud i Scharfs farvel til PET. Men her lader han nu og da oplagte muligheder for at udfordre Scharf ligge. Han konfronterer ikke tillidsrepræsentanter og andre i PET med Scharfs nuværende udlægning af konflikterne. Han går uden om, at Scharf er blevet offentligt beskyldt for upassende adfærd over for kvindeligt ansatte i PET.
En af ”møgsagerne” opstod, da Pia Kjærsgaard (DF) ville deltage i et besøg på Christiania. Angiveligt mente PET, at det på det pågældende tidspunkt medførte en sikkerhedsrisiko. For at undgå denne konstrueredes i Justitsministeriet en ”nødløgn”, der blev brugt til at udsætte besøget. Siden blev det gennemført uden problemer.
Må der bruges ”nødløgne” over for Folketinget? Det var indtil denne sag et begreb, som aldrig blev brugt i forbindelse med danske embedsmænds arbejde. Men Scharf mener, at det er umuligt altid at undgå nødløgne over for Folketingets medlemmer. Man må spørge sig, hvor udbredt den opfattelse er blandt danske embedsfolk. En ting er jo, at man kan være nødt til ikke at sige noget, det er almindeligt accepteret. Noget andet er jo aktivt at konstruere en løgn, der kan blive tolket som et forsøg på at sætte en oppositionspolitiker ud af spillet (her Pia Kjærsgaard).
Nogle har rejst spørgsmålet, hvad der gennem årene har fået Scharf til at søge offentlig opmærksomhed i et omfang, som virker usædvanligt for en efterretningschef, der vel burde stå som selve billedet på diskretion. Nu har Scharf tilmed fået en politianmeldelse på halsen på grund af offentlige udtalelser. Men ifølge Skjoldager drives Scharf af et oprigtigt ønske om åbenhed. Hvad vi kan så lære af Scharfs selektive åbenhed?
Det gør i al fald indtryk, at Scharf gentagne gange betoner, at det er umuligt at give os en absolut sikkerhed og tryghed. Terror kan altid foregå. Den kan især være svær at komme i forkøbet, hvis den udføres af ”ensomme ulve”, der ikke samarbejder med andre om terroren.
Et andet forhold, som Scharf betoner, er, at masseovervågning og indsamling af massedata ikke i sig selv giver et større udbytte. Man må forstå, at et efterretningsvæsen må fokusere selektivt på nøje udvalgte grupper, hvis det skal gøre nytte.
Det er vigtige betragtninger, så vi ikke fristes til at prisgive friheden på grund af et terrorhysteri. Der dør fortsat flere i trafikken end af terror.