Merete Pryds Helle får De Gyldne Laurbær

Merete Pryds Helle har ramt en stor læserskare i hjertekulen med sin slægtsroman ”Folkets skønhed”. I dag modtog forfatteren, der også har skrevet en sms-roman og en mail-korrespondance udgivet som bog, De Gyldne Laurbær

Forfatteren får De Gyldne Laurbær for sin roman ”Folkets skønhed”, som er en roman, der befinder sig i blandingslandet mellem virkelighed og fantasi.
Forfatteren får De Gyldne Laurbær for sin roman ”Folkets skønhed”, som er en roman, der befinder sig i blandingslandet mellem virkelighed og fantasi. Foto: Polfoto.

Forfatteren Merete Pryds Helle modtog tirsdag den ærefulde pris De Gyldne Laurbær for sin roman ”Folkets skønhed”. Det er boghandlerne og deres ansatte, der som vanligt har stemt, og forfatteren blev ovenud glad, da hun om eftermiddagen blev overrasket i forbindelse med et arrangement på Det Kgl. Bibliotek i København.

Her skulle dronningen modtage en nyoversættelse af samtlige islandske sagaer. Et projekt, som Merete Pryds Helle har været litterær konsulent på. Også læserne har i den grad taget den store slægtsroman til sig.

Siden den udkom i maj 2016, er den trykt i syv oplag, og har næsten konstant ligget i den øverste ende af bestsellerlisterne. Det er ikke hverdagskost for en roman, der ligger udenfor krimigenren, og hvor handlingen udspiller sig i en ret så almindelig familie i den ret så almindelige danske provins - i og omkring et lille hus på Sydlangeland.

Romanen befinder sig i blandingslandet mellem virkelighed og fantasi, for, vil mange mene, det er netop der, litteraturen finder sted. Hovedpersonen hedder Marie, og er ikke Merete Pryds Helles mor, for hun hedder Doris. Men det er tæt på.

Læs et uddrag af "Folkets skønhed" her 

Som forfatteren forklarede i et interview her i avisen, så er hendes udgangspunkt sandheden. Fordi hun gerne ville skrive en roman, der gør det muligt for os at forstå vores nære fortid og dermed også os selv. Men det er også fiktion, hvor begivenheder og personer er blandet så godt og grundigt sammen, at det kun er dem, der selv var der, der ved præcist, hvad der skete.

Det store episke format er ikke tilfældigt valgt, for Merete Pryds Helle har længe ment, at romanen som litterært udtryk er overset.

”Der er en tendens til at opvurdere lyrik og små, smalle bøger, der vægter stilen og formen. Som om, det var nemt at skrive en episk roman, og det er det i hvert fald ikke,” har hun sagt.

51-årige Merete Pryds Helle er imidlertid også en forfatter, der har produceret litteratur i mange andre genrer og former. I 2008 udgav hun Danmarks første sms-roman ”Jeg tror, jeg elsker dig”, der blev fulgt op af ”Begravelsen” - den første roman skrevet på iPad. I det tilfælde skrevet under pseudonymet Liv Mørk, et forfatternavn hun også har benyttet i forbindelse med en række krimier, som hun skrev sammen med sin tidligere samlever, forfatteren Morten Søndergaard.
 
Den digitale verden blev også udforsket i den selvbiografiske bog ”Kære Mai” fra 2012, der består af 545 sider med mails skrevet af Merete Pryds Helle til veninden Mai i løbet af de otte år, forfatteren boede i Italien sammen Morten Søndergaard og deres to børn. Her skildrer hun alt fra trivielle hverdagsaktiviteter til store eksistentialistiske overvejelser. Hun har også skrevet lyrik, essays, børnebøger, radioteater og tekster til computerspil.

Når man er ven med Merete Pryds Helle på Facebook, mangler man aldrig skyts til den aktuelle samfundsdebat. Tirsdag var hun eksempelvis ude med riven efter en politiker og et dagblad, som efter hendes mening hyldede det postfaktuelle samfund ved at videregive forkerte oplysninger om, hvor mange mennesker der bor i Jylland.

Og i en anden statusopdatering var hun efter sognepræsten Sørine Gotfredsen, som hun mente spredte ”alternative fakta” ved at hævde, at kvinder aldrig bliver fodboldspillere med samme gyldighed som mænd.

Forfatteren har således et stort samfundsengagement, og er en meget ivrig debattør, der dagligt bruger digitale medier til sine skriverier. Hun er aktivt medlem af gruppen Venligboerne, der hjælper flygtninge med at finde sig til rette i Danmark og føler i det hele taget et medansvar for, hvordan samfundet udvikler sig. Merete Pryds Helles forældre kommer fra Langeland, men selv er hun vokset op i et parcelhuskvarter i Værløse ved København sammen med søsteren, den nu afdøde Jannie Helle, der i 1990’erne var tv-læge på TV2.

Forfatteren tog en HF-eksamen fra Nørrevold Gymnasium og har desuden studeret litteraturvidenskab på Københavns Universitet. I 1990 kunne hun kalde sig dimittend fra Forfatterskolen, og samme år debuterede hun med novellesamlingen ”Mod en anden ro”.