Prøv avisen

Guld i rendestenen, kulturradikal eller vellykket? Fire kulturkendere anmelder Højskolesangbogen

Der er delte meninger om den 19. udgave af Højskolesangbogen hos de fire kulturkendere. Foto: Leif Tuxen, Lars Aarø/Fokus, Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

I torsdags udkom den 19. udgave af Højskolesangbogen med i alt 601 sange om fædrelandet, årstidernes skiften, livet, troen, fællesskabet og kærligheden. Vi har bedt fire iagttagere vurdere den nye sangbog og på sædvanlig anmelder-manér tildele den mellem en og seks stjerner

Denne artikel er en del af Kristeligt Dagblads dækning af den nye udgave af højskolesangbogen. Du kan følge dækningen og få en mail, hver gang en ny artikel om sangbogen er klar. Klik her.

Hans Hauge: Højskolesangbogen bliver dansk igen

★★★★★☆

Når jeg er godt tilfreds med den nye Højskolesangbog, er det, fordi der ikke er de store ændringer.

Det er med Højskolesangbogen som med finansloven. Det meste er vedtaget i forvejen, og så kan vi forhandle lidt om det sidste. Jeg kender kun få af de nye sange, men de fleste af dem ryger nok også ud igen næste gang.

Jeg hæfter mig ved den programerklæring, som ligger i Højskolesangbogens forord. Den 17. udgave fra 1989 var båret af EU-modstanden, så alle sange på engelsk, tysk og fransk blev smidt ud til fordel for danske og nordiske sange. Så fik vi den 18. udgave i 2006, som var erklæret globaliseringsvenlig og indførte en masse sange på engelsk. Denne gang er vi vendt tilbage til danskheden med et bredt udvalg af sange på dansk. Den har et forord, der citerer fra ”Den danske sang er en ung blond pige” og i øvrigt lyder som et ekko af en gammel grundtvigsk højskoleforstander. ”I Danmark synger man sine digtere”, citerer de en unavngiven udlænding for. Det gør os til noget folkeligt fuldstændig enestående i forhold til de andre lande, forstår man. Men er vi nu det?

Vi får også i forordet at vide, at sangbogen vil ”modvirke et historisk hukommelsestab”. Det er sådan noget, ældre præster på min alder siger ude i sognegårdene. Men det gør man jo ikke lige ved hjælp af David Bowie eller en ramadan-sang.

At folk med forstand på musik kan mene, at ramadan-sangen er god, forstår jeg ikke, men man har vidst, at den ville rejse en debat, som overskygger alt andet og har givet medieomtale. Derfor er den med. Sangen er i øvrigt ikke særligfremmedartet. Den er skrevet i PH-stil.

Den store grundtvigianer J.C. Hostrup er næsten væk og dermed både min yndlingssalme, ”Julebudet til dem, der bygge”, og den historiske sang ”Vi fik ej under tidens tryk”. Ellers savner jeg ikke meget af det, der ryger ud. Jeg kan sagtens undvære ”Mormors kolonihavehus” og Shu-bi-duas ”Danmark”.

Vi får en håndfuld af de engelsksprogede popsange, som er populære i Danmark, men samlet er det en højskolesangbog, der vender tilbage til danskheden, men ikke det nordiske, fra den 17. udgave. Det europæiske fra den 18. er ude igen. Der er ikke meget genforening med det tyske i en sangbog, der er næsten demonstrativt dansk.

Henrik Marstal: En højskolesangbog til tiden

★★★★★☆

Jeg synes, den nye Højskolesangbog er ret vellykket. Den fungerer betydeligt bedre end den forrige, 18. udgave fra 2006, fordi den for mig at se mere er en sangbog til tiden.

Det er lykkedes at ramme den kollektive bevidsthed, vi har lige nu. Det er lykkedes at rette lidt op på kønsubalancen i sangbogen uden at gå på kompromis med kvaliteten. Og det er lykkedes at lave en sangbog, som ikke kun besynger landet, naturen og årstidernes skiften, men også har nogle sange med, som føles nye og relevante for os, der har senmodernitetens erfaringer i blodet.

Jeg oplever, at en stor del af de nye tekster er kendetegnet ved en stor samtidighed, men også en inderlighed og hudløshed. Der er mindre distance, end der var i den 18. udgaves nye tekster.

På det musikalske plan oplever jeg en sangbog, der bøjer sig mere mod popmusik og forsøger at imødekomme de tendenser, den skaber inden for fællessang.

Der er færre melodier i det, jeg vil kalde Erling Lindgren-traditionen, hvor man nøje følger opskriften for en klassisk højskolesangsmelodi, men det betyder ikke, at de nye sange er umulige at synge.

I det hele taget følger den nye udgave en tendens i tiden til at fokusere på melodien som det egentligt meningsbærende. Der er færre sange, som følger en gængs højskolesangsskabelon, og teksterne er mindre distancerede. Og der er nu også i højere grad sange med, hvor melodien kompenserer for en lige lovlig banal tekst, for eksempel Sejr Volmer Sørensens og Otto Franckers gamle grandprix-vinder ”Dansevise”. 2010’erne har været præget af, at det er blevet hipt at skrive og komponere salmer, og det har ført til, at en række udogmatiske yngre sangskrivere har bidraget til Højskolesangbogen inden for dette felt, ligesom de gjorde i Kirkesangbogen fra 2017.

Når jeg giver fem og ikke seks stjerner, er det, fordi jeg ser sangbogen som godt, gedigent håndværk, men kunne savne endnu mere vildskab og nysgerrighed. Jeg savner sange fra hjørnerne af den danske sangkultur, jeg savner Peter Sommer, og jeg savner Marie Key. Blandt salmerne savner jeg endnu mere Simon Grotrian.

Og så synes jeg, at det er en oplagt fejl af Højskolesangbogsudvalget, at de har taget Shu-bi-duas ”Danmark” ud. Det må de vel også fortyde nu, hvor Michael Bundesen netop er gået bort. De moderne danmarkssange danner en nødvendig modvægt til de mange ældre og ofte for romantiserede af slagsen. Derfor er der brug for Shu-bi-duas sang. Det hjælper dog ikke så lidt, at Trilles fremragende danmarkssang nu endelig er med i bogen.

Og så glæder jeg mig over, at Benny Andersens ”Svantes svanesang” omsider er kommet med med de vigtige linjer: ”Jeg ønsker jer sange og kærlighed.”

Morten Messerschmidt: En udvandet højskolesangbog

★★★☆☆☆

Jeg synes, Højskolesangbogen fortsætter en uheldig tendens, der har stået på i flere generationer, hvor den danske sangskat bliver mere og mere udvandet og afløst af alt muligt andet.

Det er meget voldsomt med de sange og især salmer, man har valgt at tage ud denne gang.

Grundtvig får med høvlen, og for eksempel hans julesalme ”Et lidet barn så lysteligt” kommer jeg til at savne. Det samme gælder Hostrups julesalme ”Julebudet til dem, der bygge”.

Så har man til gengæld fået gamle julesange som ”Juletræet med sin pynt” og ”Højt fra træets grønne top” med. Der er mindre af den kristne og mere af den verdslige jul med, og det er sikkert bevidst.

Der er en del udenlandske sange med, som jeg slet ikke kan se, hvad bestiller i en dansk højskolesangbog. Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så vigtigt at synge på andet end sit modersmål, og hvad Joni Mitchell og Lou Reed har at gøre her, kan jeg ikke begribe.

Blandt danske sange er det tydeligt, at en række navne er med, fordi de er med til at trække hele sangbogens indhold i en meget mere modernistisk, kulturradikal og radikal retning. Poul Henningsen, Georg Metz, Dy Plambeck, Margrethe Vestager og mange andre.

Et plaster på såret er så, at Henrik Pontoppidans ”Det lyder som et eventyr” og Ole Hyltofts ”Efterårsblæst” og ”Nirvana” er kommet med.

Men jeg mener, at alle de salmer, man har taget ud af Højskolesangbogen, er et angreb imod kristendommens helt centrale rolle i folkelivet i Danmark.

Så har vi i stedet fået John Lennons ”Imagine”, dette stykke opløsningslitteratur med tanker om, hvad nu hvis der ingen lande var, ingen Gud var og i det hele taget ikke var noget som helst af det, der er meningsfuldt i vores verden?

Jeg har taget kontakt til Højskolernes Hus og spurgt, om det er muligt at opkøbe restlageret af den forrige, 18. udgave af Højskolesangbogen. Den tror jeg, der vil blive bud efter, når folk ser, hvad det er, den 19. udgave indeholder.

Lisbeth Trinskjær: En højskolesangbog, som rammer rigtig meget

★★★★★★

Intet er helt perfekt, men jeg giver seks stjerner, fordi jeg synes, Højskolesangbogsudvalget rammer rigtig meget af det, vi kan bruge, når vi skal synge ude på højskolerne.

Jeg synes, vi får mange spændende nye danmarkssange, som ikke kun besynger det historiske, romantiserede Danmark, men også det nutidige Danmark. Jeg synes, vi får nogle nuancerede kærlighedssange, som også markerer et opbrud med de klassiske romantiske forestillinger. Der er en masse unge stemmer, men der er også Leonoras morgendigt, der rækker tilbage i historien.

Som sangbogsbrugere tror jeg, at vi er mange, der er glade for gudskelov at genfinde mange af de sange, vi kender og elsker, og derudover bliver glade for at opdage nogle nye, som kan forstyrre os lidt. Sådan skal det være med en højskolesangbog. Den skal ligge stabilt i vandet, men der må også godt være nogle nye badedyr og nye forstyrrelser.

Flere af de nye sange har vi allerede brugt længe. For eksempel Alberte Windings ”Lyse nætter”, som er en sang, der skaber en helt særlig stemning, når man synger den som fællessang. Jeg synes også, Carl Emil Petersens ”Frit land” har en spændende tekst.

Der er også mange af de nye sange, som er kernetekster af Grundtvig og andre ældre forfattere, der får nyt liv i kraft af en ny melodi.

Der er nogle, som synes, Højskolesangbogsudvalget smider guld i rendestenen ved at tage en del af de gamle salmer ud. Men til gengæld får vi en masse nye salmer ind, og spørgsmålet er, om ikke det er bedre, at vi frem for gamle salmer, ingen synger, får nogle nye, som vi kan gå på opdagelse i.

Nogle sange holder vi af, fordi de tekstligt er meget vellykkede, men alligevel kan de melodimæssigt være svære at få til at fungere som fællessang. Det synes jeg for eksempel gælder TV-2’s ”Kys det nu, det satans liv”.

Mange popsange, vi kan lide at nynne med på, duer ikke som fællessang. En sang må ikke være for tolket, hvis hver enkelt i en forsamling skal kunne gøre den til sin egen.

Samlet set synes jeg, at Højskolesangbogsudvalget netop har demonstreret et godt blik og øre for, hvad der kan komme til at fungere som fællessang. Jeg har stor respekt for det kæmpe arbejde, de har været igennem med at vælge de rigtige ud af 10.000 sange.

Denne artikel er en del af Kristeligt Dagblads dækning af den nye udgave af højskolesangbogen. Du kan følge dækningen og få en mail, hver gang en ny artikel om sangbogen er klar. Klik her.

Hans Hauge er dr.phil., lektor emeritus ved Aarhus Universitet. – Foto: Lars Aarø/Fokus.
Henrik Marstal er musikforsker, debattør og har redigeret flere sangbøger, herunder Kirkesangbogen. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.
Morten Messerschmidt er næstformand og kulturordfører i Dansk Folkeparti. – Foto: Leif Tuxen.
Lisbeth Trinskjær er formand for Folkehøjskolernes Forening og forstander på Ubberup Højskole. – Foto: Leif Tuxen.