Egentlig var det noget af et lykketræf, at en af det 20. århundredes vældigste symfonier overhovedet blev til noget. Dels var Olivier Messiaen, der blev født i 1908 og levede frem til 1992, heldig at overleve Anden Verdenskrig som fransk soldat på en udsat post. Dels var det ikke til at forudse, at den fromme franskmand, der i et par generationer trofast passede sin dont som organist ved Trinitékirken i Paris, skulle skrive et så mastodontisk værk som Turangalîla-symfonien.
Den stammer fra 1948 (revideret i 1990) og er i 10 satser med en varighed på omkring 80 minutter. Titlen er hentet fra sanskrit, idet ”turanga” kan oversættes til ”sang om kærlighed”, mens ”lîla” står for en ”hymne om glæden”. Det er kun en nødtørftig forklaring på et værk, der sprænger de gængse rammer og i den grad hører hjemme i en koncertsal, så det kan forekomme omsonst at anskaffe det i en cd-indspilning. Musikalsk set har Messiaen hentet inspiration fra Østen, ikke mindst den såkaldte gamelan-musik fra Indonesien, hvis forskudte rytmer mange danske Bali-turister kan have oplevet.
Men den franske komponist har også hentet inspiration i jazzen og hos nogle af sine store forgængere i den klassiske musik, måske primært Richard Wagner, hvis opera ”Tristan og Isolde” har sat sig sine spor flere steder i franskmandens symfoniske bedrift.
Lyder det for voldsomt? En tæt struktur med klart markerede pauser mellem samtlige satser guider dog tilhøreren gennem det labyrintiske værk. Det samme gælder den fortolkning, DR Symfoniorkestret under ledelse af den fremragende baskisk-spanske dirigent Juanjo Mena bød på. Vi fik endnu en gang understreget, hvor stærkt besat orkestret er i alle sektioner: Messingblæserne klang majestætisk, træblæserne slyngede sig med største lethed gennem Messiaens umådelige udfordringer, slagstøjsbatteriet affyrede musikalske kanonader, og strygerne vekslede mellem det intimt silkebløde og det heftigt insisterende.
En historie for sig er de to solister, Turangalîla-symfonien indforskriver, og som indebærer, at dirigenten Juanjo Mena på sit podium var flankeret af et flygel til venstre og Messiaens særlige instrument, et ”ondes Martenot”, til højre. Flyglets indsatser er så hyppige og markante, at værket visse steder får karakter af en klaverkoncert – og den suveræne skotske pianist Steven Osborne spillede med det overskud, der røber et indgående kendskab til symfonien.
Ved det omtalte ”ondes Martenot” (opfundet i 1928 af franskmanden Martenot og et af verdens første elektroniske tasteinstrumenter) sad franske Valérie Hartmann Claverie, verdens vel nok førende musiker på netop dét instrument. Karakteristisk er dets glidende toner, der kan give science fiction-fornemmelser. En anden forklaring er, at instrumentet kalder minder frem om den særlige kunst, som det er at spille på sav.
En i sagens natur unik koncert, der var en oplevelse i sig selv og derudover gjorde en klogere på, hvordan en stor ånd efter Anden Verdenskrig tog livtag med den symfoniske form.