Jeg elsker, simpelthen elsker, de uendelige barokmelismer i ”Messias”, Händels engelske oratorium fra 1741. Der er noget helt fundamentalt bedårende ved denne hang til ødsel ornamentering, som prægede datidens komponister. Pludselig farer der en djævel i musikken, og selv de korteste ord bliver af det rene ingenting trukket ud til lange guirlander af toner. Et simpelt amen kan, som i den kalejdoskopiske ”Messias”-finale, vare ved i adskillige takter.
Især er det imponerende, når sangerne formår at give plads til hver enkelt af ordets ekstra stavelser. Det må gerne være helt staccato, nærmest som et hækkeløb for stemmebåndet. Kan man finde frem til det sted, hvor akrobatikken balancerer på kanten af det komiske, har man fundet noget, der virkelig kan vitalisere Händels værk.
Let er det ikke at synge på den måde, og det var det heller ikke for hverken kor eller solister ved torsdagens koncert med Sønderjyllands Symfoniorkester på hjemmebane i Sønderborg. Det aldrende filharmoniske kor manglede særligt blandt alter og tenorer pondus, og retfærdigvis skal man huske på, at der er tale om et, ganske vist ambitiøst, amatørkor.
Men charmen ved ”Messias” står og falder i høj grad med evnen til at levere de djævelske løb med klarhed og overskud, og her endte korets melismer altså ofte som en slags uartikuleret grød.
Solisterne havde bestemt også deres hyr med Händels legesyge. Valdemar Villadsen gik ærbødigt til værks og klarede sig fint igennem tenorrollen, men savnede volumen og frihed. Teit Kanstrup var mere frygtløs som autoritativ bas. Dog løb stemmen løbsk for ham, hver gang han stødte på de spektakulære melismer; jo mere han forsøgte at binde stavelserne sammen, med store dynamiske udsving til følge, desto mere modsatte de sig.
Julie MeeRa Albertsen, sopranen, kæmpede også noget med tonekrøllerne. Til gengæld havde hun et tindrende anslag i sine partier og en stor fortællekraft i stemmen, der klingede spændstigt som en flitsbue. Linnéa Lomholt var måske i virkeligheden aftenens stjerne i rollen som en alt, hvis magi bestod i at snige sig ind på tonerne med evig pålidelighed og enorm tilstedeværelse, en slags forsigtig, men uimodståelig værdighed.
En lille snes strygere, enkelte træblæsere, de obligatoriske trompeter og en slagtøjsspiller havde på scenen samlet sig om cembaloet i midten. Og selvom Johannes Gustavsson fra podiet ikke altid fik indgydt den autoritet i dem, som man kunne have ønsket, fungerede koncerten klart bedst, når det var musikerne, der stod for de intense melodiske linjer.
Derfor skuffede den store ”Halleluja”-sats da heller ikke. Her har koret hovedsageligt bombastiske indsatser uden de lange melismatiske forløb, og pludselig smeltede de fire stemmegrupper sammen som et apollinsk englekor. Det var øjeblikke som dette, hvor man bare lukkede øjnene og nød de store harmoniske tandhjul, Händel sætter så ubesværet i bevægelse. Ja, det var sådanne øjeblikke, hvor man kiggede ud på de lidt skæve juletræer i hver side af scenen og tænkte, at så blev det alligevel jul igen.