Kan man lave en tidssvarende, verdslig version af Händels barokke Messias-oratorium? Instruktør Liv Helm og komponist Mathilde Böcher giver med ”Messias i nat” et tyndbenet bud på en håbets hymne i en gud- og åndløs tid.
Langs væggene i det lille højrøde teaterrum bænkes vi i to rækker. Synet er et tomt scenecentrum. Ingen indtager den øde plads. Så lyder en stemme fra et sted iblandt os. En spørgende jeremiade fra publikumsrækkerne: ”Hvem kan trøste os?”. Intet svar. ”Hvem kan trøste os?”. Stilhed.
Fra den modsatte stolerække brydes stilheden endelig med – ikke et svar – men et klagende ekko: ”Hvem kan trøste os?/ Hvem kan overdøve vore sorte tanker? Hvordan skal vor sorg og sorte tanker få ende?”.
I Liv Helms profane pendant til Georg Friedrich Händels mesterværk fra 1741 findes ingen frelse og ingen frelser. Vi er Messias, som de synger. Her har vi kun hinanden.
Menneskeheden må redde sig selv. Ud af publikumskredsen og ind i scenemanegen træder sangerne omsider: en sopran, en bas, en baryton, en tenor. De fire klassiske operastemmer er det eneste genkendelige fra originalen.
Særligt teksten, som hos Händel er uddrag fra Det Gamle og Det Nye Testamente, er omkalfatret til ukendelighed i Alexandra Moltke Johansens nyskrevne libretto.
Man kalder det ”et nyt demokratisk oratorium, som kan trøste og inspirere flere” i programpræsentationen. På scenen former det sig dog mest som en lang række af overraskende banale budskaber pakket ind i et platfodet, primitivt sprog. Hør blot: ”Lykken er ikke biler og huse, piller og lort/ med spag stemme i hjertet vi sang/ vi skinner som diamanter/ når vi rører ved hinanden” og det ligeledes lidet bevingede: ”Vi hjemsøges af sulten fra milliarder af mennesker/ og rige skider i fade af guld/ Vi skider i fade af guld.”
Så åndeligt lavtflyvende står replikken ud mod den ellers smukke, sanselige sang fra de sublime solister.
Når duoen Liv Helm og Mathilde Böcher vender Händel på hovedet, er det for at skabe et samtidigt værk, der kan ”udtrykke den afmagt og håb om forandring, som findes i dag”.
Den ædle intention til trods skæmmer de fortærskede besyngelser af bristede illusioner og pladderhumanistiske slutninger i en sådan grad, at selv ikke den lavmælte lyriske koreografi og den fremragende effekt af det stødt voksende kor kan kompensere herfor.
Hvilket privilegium det ellers er at sidde på så nært hold af så storslåede sangere, så man formelig mærker vibratoen i eget mellemgulv. Særligt Katinka Fogh Vindelev gør stort indtryk med sin skære, sorgfulde sopranstemme.
Havde de da bare holdt sig til Händels opbyggelige libretto.