Prøv avisen
Danske øjeblikke

Mest af alt holder vi af hverdagen

Siden Jette og Claus mødtes i 1988, har de prioriteret deres forhold højt i deres livsvalg, og de forsværger ligegyldighed, sovsemave og pligtfølelse. Fra historien Parforholdet. Foto: Foto fra bogen

En ny bog, ”Hverdag”, udfolder forskelligartede danske fællesskaber. Dørene slås op til danske hjem, de store øjeblikke og små stunder, udfordringer og danske drømme

Danmark er noget særligt, siger folk uden at kunne blive enige om, hvad det særegne er:

Folkehøjskoler og andelsbevægelse, tillid og ligestilling eller nye kartofler og jordbær med fløde. Med Danmarkskanonen, der blev lanceret i går, forsøger tidligere kulturminister Bertel Haarder (V) at skabe debat om danske værdier.

Det rammer ind i mange års værdikamp om at indfange den hellige almindelige danskhed, og denne debat affødte igen en debat om debatten: Risikerer diskussionen om, hvilket særligt stof der holder danskerne sammen, i sig selv at trække sammenhængskraften fra hinanden?

Bogen ”Hverdag” træder et stort skridt over hele debatten og melder sig samtidig ind i den. Gennem fem år har bogens forfattere ageret fluen på væggen i de danske hjem og giver glimt af den danske hverdag, kultur og selvforståelse uden forsøg på at tage patent på sandheden om ”danskheden”.

De berører diskussioner om parforhold, opdragelse og den danske identitet og udfolder de almenmenneskelige forhold og problemstillinger på arbejdspladsen, i dagligstuen og dagsinstitutionen, i fællesskabet og i ensomhed-en.

Det er de helt store strømninger fortalt gennem de helt små, personlige fortællinger. Om Jette og Claus i Vester Skerninge, der, siden de mødte hinanden i 1988, har arbejdet hårdt for deres forhold. Om femårige Laura, der kæmper de skjulte magtkampe på legepladsen og med sin mor om snacks før aftensmad.

Om at opsøge stilheden i den sandblæste natur i Hvide Sande eller finde friheden på ungdommens dansegulv. Om lettelsen og tristheden over at flytte på plejehjem, når livet spiller på sidste vers.

Barndommen

Størstedelen af danske børn mellem tre og fem år tilbringer seks-otte timer om dagen i børnehaver. Det er nødvendigt i en samfundsmodel med over 72 procent kvinder og 76 procent mænd i den erhvervsaktive alder på arbejdsmarkedet. Et af børnene er femårige Laura, der bor skiftevis hos sin mor og sin far i området nær Juelsminde.

I Lauras børnehave er Laura og Karoline i gang med at grave et hul. De er helt fordybede i arbejdet med at grave, da Isabella kommer til. Hun betragter dem tøvende og ender i tårer. Alle tre piger kigger ned i jorden, mens Isabella hulker. Til sidst siger Laura: ”Du kan godt være med til at grave.” Klokken 15.45 bliver Laura hentet, og derhjemme laver Lauras mor en kop frugtte. Lauras læber bliver smalle, fordi teen ikke er jordbær.

Men ikke særlig længe, for frugtte smager alligevel lidt som jordbær, bare en anden slags jordbær, konstaterer Laura. Laura og hendes mor leger, krammer og udkæmper kampe om, hvem der skal bestemme. Om aftenen, da hendes mor slukker lyset i stuen, er hun allerede forsvundet ind i søvnen, væk fra en dag af kærlighed, hemmeligheder, huler, roller, der skal afprøves, og magtkampe, der skal udkæmpes.

Stilheden

76-årige Jens Andreas Jensen bliver af sine venner kaldt Dres. Han voksede op i det vindblæste område i Hvide Sande, og efter 20 år som telegrafist i Grønland trak naturens råhed og ensomhed ham tilbage til hjemstavnen. Dres opsøger den stilhed, man kun kan finde i naturen, når han trækker glinsende ål fra sine ruser eller slukker motoren og lader båden flyde på fjorden.

Danske kunstnere som Herman Bang, Søren Kierkegaard og Vilhelm Hammershøi har med udgangspunkt i den omskiftelige natur ved Vesterhavet eller langstrakte hedelandskaber berørt samme form for ensomhed i et eksistentielt perspektiv.

For Dres er stilhed og ensomheden nært forbundet med naturen. ”I stilhed kan du fornemme den store intethed. Hvem har ikke stået og kigget op i nattehimlen – totalt tanketom – for blot at lade sig opsluge af det store intet? Jeg mindes ikke, at jeg har haft nogen tanker, når jeg har betragtet nordlysets flammende spil hen over himlen.

Når naturen betager dig, er du fuldstændig til stede i nuet,” siger han.

Parforholdet

Jette og Claus er begge 46 år og bor sammen med deres tre sønner i Vester Skerninge på Fyn. For 24 år siden mødte de hinanden på højskole. Den første aften kyssede de, og det har de gjort de seneste 24 år. Før de mødte hinanden, var de eksistentielt alene, siger Claus. Selvom han ikke tror på ”den eneste ene”, tror han på, at deres forhold beror på en helt utrolig timing.

Forholdet er for dem en ting, der giver formål. Det findes i et udefinerbart grænseland mellem vane, kærlighed og tryghed.

I Jette og Claus’ omgangskreds taler man meget om parforholdet, og Jette og Claus ved godt, at de eksisterer i tosomhed i en verden, hvor omkring 46 procent af alle gifte par ender med at gå fra hinanden. For dem er forholdet en luksus og et arbejde.

Det er at træffe valg, der styrker forholdet og familielivet, nogle gange på bekostning af karriere. At vælge hinanden til at lyst, frem for af frygt for at miste. At forsværge de hullede T-shirts og sovsemaven og gøre sig umage for hinanden.

Festen

23-årige Kathrine føler sig privilegeret over frit at kunne vælge sin uddannelse. Men det frie valg gør det samtidig svært. Kathrine, Gunvor og Julie har gået på gymnasiet sammen i Vejle og studerer i dag i Aarhus. At feste er en ret vigtig del af studielivet, fortæller Kathrine, for det er et frirum fra presset.

Gunvor, Kathrine og Julie er unge studerende i en tid, hvor præstationspresset og antallet af stressede unge, især unge kvinder, stiger – måske i takt med den stigende ungdomsarbejdsløshed. Men på dansegulvet skal ingen bestå eksaminer, have studierelevant arbejde, polere cv’et, passe vennerne, dyrke sport og opretholde facaden af at have styr på sit liv. ”Det er vildt, hvordan alkohol kan bekræfte én i følelsen af at være ung, studerende og i live,” siger Kathrine.

”Jeg kan huske en aften i starten af studiet, hvor vi dansede til noget vildt fedt elektronisk musik, som jeg ikke kendte. Jeg tænker altid tilbage på den aften, når jeg hører den samme slags musik. Jeg leder efter den helt særlige følelse af frihed.”

Alderdommen

Hver femte dansker over 65 år bor på plejehjem eller i plejebolig, og en af dem er Minna på 80 år, der bor i Sorø i en af Røde Kors Hjemmets plejeboliger. Her hænger broderier på de gule murstensvægge. Guldindfattede malerier på væggene. Et ornamenteret spejl og læderindbundne opslagsværker i reolen.

Hver lørdag handler Minna med sin datter, og børn og børnebørn kommer på besøg. Hun går til gymnastik, i strikkeklub og mødes hver fredag med de andre på afdelingen til smørrebrød og snaps. Når hun har tid, hjælper hun de svagere beboere med at spise og komme rundt. Men tanken om selv en dag at skulle plejes af andre, skubber hun helst fra sig.

”Jeg er glad for, at mine børn ikke skal drage omsorg for mig. Jeg vil leve mit eget liv, hvor jeg stadig kan være mor og mormor,” siger hun.

For Minna betyder plejeboligen et selvstændigt liv, hvor hun kan bevare følelsen af uafhængighed. Der er kun én ting, hun ville ændre: I 2011 blev madlavningen udliciteret til et privat københavnsk selskab. Sammensætningerne er mærkelige, de serverer gule ærter om søndagen, og Minna savner, at gangene dufter af mad.

Laura bliver kaldt Multebær af far, laver armbøjninger om morgenen og ved, at træ starter med "T", og at "beautiful" betyder »jeg elsker dig«. Foto fra bogen.
I historien Stilhed fortæller 76-årige Jens Andreas Jensen (bagerst) om sin kærlighed til Nordens åbne vidder, hårdt fysisk arbejde og roen til at tænke i sit eget selskab. Foto fra bogen.
For Jette og Claus er et parforhold både en luksus og et arbejde. Arbejdet består i at gøre sig umage for hinanden, italesætte følelser og skabe plads til tvivl og diskussion. Foto fra bogen.
På dansegulvet skal ingen bestå eksaminer, have studierelevant arbejde, polere cv’et, passe vennerne, dyrke sport og opretholde facaden af at have styr på sit liv. ”Det er vildt, hvordan alkohol kan bekræfte én i følelsen af at være ung, studerende og i live,” siger Kathrine. Foto fra bogen.
For Minna betyder plejeboligen et selvstændigt liv, hvor hun kan bevare følelsen af uafhængighed. Foto fra bogen.