Han er blevet sammenlignet med Samuel Beckett, Franz Kafka og Jorge Luis Borges, har modtaget så godt som hver eneste pris, der bliver uddelt i Danmark, udgivet 50 værker i en bred vifte af genrer og har efter sigende 2400 filer med nye bogidéer liggende på computeren hjemme i Risskov. Og da der går i omegnen af 20 idéer til en ny bog, og han skriver i omegnen af en bog om året, så er der til 120 års produktion endnu.
Det er selvfølgelig Svend Åge Madsen, der er på spil med sin roman nummer 30 ”Enden på tragedie” (Gyldendal), der er udkommet i forbindelse med hans 80-årsfødselsdag. Og som Jørgen Johansen konkluderer i Berlingske:
”Her er en forfatter, som med sin helt egen logik og en karakteristisk dobbelthed af matematiske strukturer og sproglig konsekvens tager livtag med de store eksistens- og identitetsfilosofiske spørgsmål.”
Han giver seks stjerner ud af seks mulige og konstaterer, at svimmelheden denne gang om muligt er større end vanligt ved afslutningen af en Svend Åge Madsen-læsning, at romanen er noget af det mest stimulerende, som dansk litteratur kan byde på lige nu, og at den er ”en pragt- og kraftpræstation af et fortælleteknisk fletværk”.
Men sovende kommer læseren ikke til noget i Svend Åge Madsens univers, således heller ikke denne gang, hvor handlingen er henlagt til en ikke så fjern fremtid i Aarhus. Her får tidens dårligdomme et hak mere, fra terror, der breder sig epidemisk, også i Danmark, til en billedafhængighed, der er gået amok, og alt imens kæmper evighedsstudenten Jonatan Tidebon med sit speciale og sine uforløste forfatterdrømme. Sidstnævnte bliver udfordret af hans manglende evne til at leve sig ind i andre menneskers tanker og følelser, men det er der heldigvis råd for: Han møder nemlig en forsker, der introducerer ham til hormonpræparatet Metamorforin, og så kan han flytte ind i andre menneskers bevidsthed, så han kan skrive, og det udmønter sig i de 14 noveller med titlen ”I fjorten sind”, der udgør dobbeltromanens andet spor.
Og det greb fungerer (næsten) optimalt, hvis man skal tro Lars Bukdahl i Weekendavisen, hvor der er stor begejstring såvel for Svend Åge Madsen, der har ”en fabelagtig, fabelbugnende fest med at være tilbage i forfatterskabets hjemstavn og udvide og rekapitulere slægtstræet” som for hans ”nye, fræsende hittepåsomme bog”:
”Bogens to dele demonstrerer næsten demonstrativt de to grundformater i Madsens fortællekunst: den fortællende hvirvel og den målsøgende fortælling – som i mange af hans romaner kombineres således, at en målsøgende fortælling med overordnet, egenartet form og plot gennemhvirvles af et mylder af ekstrafortællinger. I manualen virker påfundet – plot er netop for stort et ord – med Metamorforin mest som en (god) undskyldning for en fortællinge-forhvirvlet novellesamlings-indramning. Der er ikke kvalitetsforskel på det ene og det andet format, men det kan godt – især til sidst, da Madsen insisterer på at sammenbinde alle de små fortællinger i en stor, fed, genuint sympatisk opbyggelighed – blive noget filtret flimrende over hvirvlen, som lettere uretfærdigt har svært ved at konkurrere med de tættest og eksplosivest målsøgende noveller.”
Den påstand er Nils Gunder Hansen både enig og uenig i. I Kristeligt Dagblad bliver det således til fire forsigtige stjerner og en vurdering af, at ”Enden på tragedie” står stærkest i de enkelte noveller, og at Svend Åge Madsen har svært ved at få liv i romandelen, der hvirvler lidt rigeligt efter hans smag:
”Måske er Deres anmelder for primitiv en læser med en evig hang til sammenhæng og identifikation, men jeg havde i perioder svært ved at skelne personerne fra hinanden og orientere mig i handlingsgangen. Den fjerde stjerne får fødselsdagsforfatteren derfor for de mange suveræne indfald, der kan overskygge selv de fermeste manuskriptforfatteres indsats i tv-seriernes nye guldalder.”
Også i Information oplever Nanna Goul at blive ”fuldstændig oversvømmet af informationer, fabrikeret naturvidenskabelig forskning, historier, underhistorier og bogstaveligt talt fikse ideer”, men hun finder dog, at Svend Åge Madsens ”stædige insisteren på fortællingerne som et af menneskets mest grundlæggende byggesten og identitetsmarkører” er en smuk tanke – præcis som hun finder tanken om de to forbundne fortællinger fascinerende:
”Det giver på papiret udmærket mening at flette de forskellige underbevidstheder og historier sammen med den samlede historie – og jeg kan godt lide ideen om at bladre frem og tilbage, at bryde bogens fysiske, monotone ensretning på den måde. Men tja, jeg synes nok, at bogen simpelthen indoptager for mange informationer, tanker, ideer og fantasier, til at de helt kan nå at blive bearbejdet, indoptaget og udfoldet i romanen selv (og i mig som læser). Fortællingen går i sit hastige tempo over stok og sten og slår ikke rigtig rødder i mig, får ikke det sansemættede liv, jeg kunne have ønsket mig.”
Men i Politiken kalder Jes Stein Pedersen romanen for et svendestykke, ”en djævelsk veloplagt og morsom tour de force” fra og om en forfatter, der ”bare ikke kunne lade være med hele tiden at finde på”, og han giver fem røde hjerter til ”en af den slags romaner, som kun han (Svend Åge Madsen, red.) kan finde på. På én gang avanceret fletværk, en madsensk superkonstruktion og underholdende leg med yndlingsemner som bevidsthed og identitet. Også sjælevandring? Ja da.”
Også i Morgenavisen Jyllands-Posten er der fem ud af seks fra Erik Svendsen, der konstaterer, at ”Madsen kan skrive sjovt, underfundigt, og han er uforlignelig, ja, enestående i dansk litteratur.” Men han har også et hjertesuk. Han finder nemlig, at læseren risikerer at komme til at føle sig ”dum i låget”, fordi romanens sindrige og vidt forgrenede netværk afbryder læsningen, ganske enkelt fordi man ikke helt kan følge med:
”Hvor ville det være dejligt, hvis romanen var blevet udstyret med et anseeligt stamtræ, der viste, hvordan myriaden af mennesker danner et fletværk af grene og kviste.”
Men imponeret er han, Erik Svendsen, fortabelsen til trods, over Svend Åge Madsens roman nummer 30:
”Fik jeg skrevet, at Madsens bøger emmer af intelligens? ’Enden på tragedie’ er litteratur for skakspillere på højniveau. Fuld af kombinationer, åbninger og muligheder.”
I ”Bogen i tiden” skriver vi om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig, aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.