Prøv avisen
Bog

Mesterkritikeren i svensk litteratur

Horace Engdahl demonstrerer tappert, at han har indsigt i egne fejl. Foto: Scanpix

Horace Engdahls nye samling fragmenter om alderdommen er livgivende læsning. I dag optræder den svenske kritiker på International Forfatterscene på Det Kongelige Bibliotek

Vi kunne sagtens i Kristeligt Dagblad have en Horace Engdahl-agtig klumme, som hver uge bragte en aforismelignende korttekst om alderdommen set fra litteraturens sted. Hvis man så samlede et års bidrag fra en sådan klumme, ville man cirka have bogen ”Cigaretten bagefter”, som lige er kommet i Karsten Sand Iversens præcise oversættelse fra svensk.

Horace Engdahl er mesterkritikeren i svensk litteraturkritik. Han har læst alle de store, internationalt kendte forfatterskaber i fortid og nutid - eller i hvert fald ser det sådan ud. Og i aften er han i København, hvor han gæster Det Kongelige Bibliotek på International Forfatterscene.

En af hans fordele som svensker er den respekt, der i dette land står om disse ansete forfatterskaber. Af dem kan han hente referencer uden at skulle redegøre nærmere for dem. Onde tunger (men det er ikke mig!) ville tale om ”name-dropping”, altså bare det at nævne kendte forfatternavne.

Bogen er opbygget i fire afsnit: ”Korte kurser”, ”Metakritiske fragmenter”, ”Reaktionære Betragtninger” og ”Eftersætninger”. Og det er ikke formen, der adskiller disse afsnit, men mere vagt de forskellige temaer inden for den sig nærmende alderdom og ensomhed samt de erkendelser, de afsætter. Kloge - afsindigt kloge - er alle disse korttekster fra bare en linje til cirka to sider. Selvkritiske er de desuden og dertil selvreflekterede.

Man er som ældre i godt selskab med en, der ligner en selv, og for mit vedkommende tillige har litteraturlæsningen som udgangspunkt for livsbetragtningen. Jeg kunne skrive under på næsten samtlige Engdahls betragtninger, så man må i hvert fald tilskrive dem en sandhedskvalitet for ældre intellektuelle! Men spørgsmålet er, hvor sådanne ældre skal gå hen med deres viden om livets aftagende kvalitet. Hvem lytter? Eller som Rilke skrev i 1. Duinoelegi: ”Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit skrig blandt englenes orden?”.

Lad os tage en af de halvkorte som eksempel: ”Kærlighedsord tåler ingen ideologikritik. Hvis vi ikke tager imod dem efter deres egen hensigt, ødelægger vi dem, og de vil aldrig mere blive udtalt. Det der i stedet bliver sagt, kan være forvirrende lig kærlighedens ord, men er i virkeligheden snedigt afvejede, indsmigrende ord beregnet på at vildlede det årvågne tankepoliti, som den talende har opdaget hos sin elskede. Denne ændring sker helt instinktivt og fortjener ikke navn af forstillelse eller hykleri. Ømme samtaler sætter det kritisk tænkende menneske på en generende prøve. Uanset hvor meget ret det har, tager det alligevel fejl hvis det ikke forstår at den der udtaler sig sin kærlighed, står over loven.”

Situationen er velkendt i længere parforhold, hvor parterne har væbnet sig mod hinanden med et ”tankepoliti” mod den andens formuleringer. Siger han/hun det, mener vedkommende det modsatte og så videre. Vores kritiske tænkning har indsat et sådant tankepoliti i den anden, men alligevel må vi sætte dette tankepoliti til side, for kærlighedens ytringer er sagt uden for det aftaleliv (loven), vi har med hinanden. Lur mig, om ikke Paulus' Korinterbrev om kærligheden spiller med som undertekst i denne, men det gør den jo ikke dårligere!

Sådan kan man sidde og grunde over og komme til at elske pointerne i Engdahls aforismeagtige tekster. De er skrevet frem mod pointens overraskende drejning af sagen, for eksempel denne: ”Mistroen vokser ud af den indskrænkethed, der består i ikke at ville narres.” Mange af teksterne hviler på den livsklogskab, man får ved at blive skuffet af livets opfyldelser: ”I en vis alder opdager man at mennesker måske ikke vil en det godt, som man troede i sine yngre dage (...).”

Der er noget fantastisk tappert i al Engdahls indsigt i egne fejl. I trangen til ensomhed, til at forekomme latterlig med sin notesbog i unge menneskers øjne, til at holde sig uden for småsnakken, fordi man kan hele sin litteratur og hellere vil tale med den. Hvis unge mennesker virkelig har lyst til at forstå gamle sære mennesker, så skal de læse denne bog, der som overskrift kunne have trætheden i følgende bemærkning: ”Tænk altså: Jeg går snart! Jeg behøver ikke blive siddende og finde mig i mere lort!”.

Men som Engdahl selv er det, er jeg også bekymret over rigtigheden i alle disse modne betragtninger. Er det, hvad et liv i litteraturen fører til? Måske det pointesøgende ikke er den rigtige metode, hvis man vil søge fremtiden og det nye? Måske pointen, den rigtige omvending af sagen, er selve den gamle verdens selvtilfredse måde at tænke på, der bekræfter den som en aflukket verden uden greb til fremtiden? En slags ”indsigtens sarkofag”.

Men hvordan bryde ud af sin klogskab, som hele ens formulerings-stil elsker så højt, som Engdahls gør?

Bogen hedder ”Cigaretten bagefter” og hentyder til elskende pars praksis efter samlejet med at ryge en cigaret. Lige præcis sådan er disse aforismer: den stille glæde efter livet ved at kunne nyde tanken og sprogets nikotin.

kultur@k.dk