Det var en af de store læseoplevelser som ung – for mere end et halvt århundrede siden – at læse den østrigske forfatter Stefan Zweigs noveller. ”Stjernestunder” hed den novellesamling, der skildrer menneskehedens store stunder. Den kom i 1927. I Zweigs sidste novelle, ”Skaknovelle” fra 1942, er det nærmest menneskehedens nulpunkt, der skildres. Den blev første gang filmatiseret i 1960.
Da ”Skaknovelle” udkom, boede Stefan Zweig i Brasilien. Han forlod Østrig i 1934, efter at Hitler var kommet til magten i Tyskland i 1933. Han kunne se, hvilken vej vinden blæste for jøderne. Han kom til England og blev engelsk statsborger, men i sommeren 1940, hvor Anden Verdenskrig var i gang, og England stod alene, følte han igen, at jorden brændte under ham.
Zweig tog først til USA og siden til Brasilien til den lille by Petrópolis 70 kilometer nord for Rio de Janeiro. Det blev skildret i filmen ”Farvel til Europa” fra 2016.
Det var sejlturen fra New York til Rio, der inspirerede Zweig til ”Skaknovelle”, som ikke bare var en lille kort fortælling.
Det er en historie på over 100 sider. Sideløbende med dette arbejde skrev han sine erindringer ”Verden af i går”.
Zweigs verden af i går var Wien, og den var for ham evigt tabt. I 1942 så alt ud til, at nazisterne ville vinde krigen, og i fortvivlelse over det tog Zweig og hans kone deres eget liv den 22. februar 1942. Som han skrev i sit afskedsbrev, så er ”mine kræfter udtømt gennem lange års hjemløs vandren”.
I den nye film ”Skaknovelle” handler det om en advokat i Wien, Josef Bartok, der er velhavende og med i overklassens sorgløse liv med ”Wein, Weib und Gesang” (vin, kvinder og sang). Han bestyrer den østrigske adels enorme formuer og er med, hvor det sker. I de første billeder ser vi Josef Bartok og hans kone danse i omgivelser, der minder én om et wiener-nytårsbal. Konen siger på et tidspunkt under dansen:
”Så længe Wien danser, går verden ikke under.”
Men det er lige, hvad den gør. Tyskerne invaderer landet, og Gestapo arresterer Bartok og vil have koderne til alle bankboksene, hvor adelens mange penge ligger, men da han ikke vil samarbejde, sættes han i isolation i måneder, hvor han gradvist knækker psykisk i sin ensomhed.
På et tidspunkt stjæler han en bog, der viser sig at handle om skak. Det får ham til at spille en række partier og lære dem udenad. Gradvist bliver det hans verden, og en personlighedsspaltning udvikler sig. Han er snart ”sort” og snart ”hvid”.
Gestapo udvider lidt efter lidt deres metoder og underkaster ham voldsom tortur. Der er spil/kamp på flere planer. Der er den ydre kamp med Gestapo og det indre skakspil, der giver verden rationalitet.
Sidenhen ser vi ham i en skakmatch med verdensmesteren i skak på ”Amerikabåden” fra Rotterdam. Der er flere spil i gang på en gang, men hvem taber egentlig, når kongen falder?
Filmens slutning er en anden end bogens. Der er lagt forskellige virkelighedslag ind i historien, og det gør den uhyre nervepirrende og uhyggelig. Bartoks isolation og tortur har rykket rundt på virkeligheden, og man sidder med en isnende fornemmelse af tilværelsens råhed og mærkværdighed. Når virkeligheden bliver forrået, trækker menneskets ånd sig indad og skaber en ny verden.
Man kan jo diskutere, om man må lave en ny slutning, når man fører en bog over i et andet kunstnerisk udtryk som film.
Nogle vil sige, at den går ikke, men her gøres det begavet og stiller os nogle spørgsmål om, hvad der er virkelighed. Rystende viser filmen os, hvad isolation og tortur kan gøre ved et menneske. Ændringen har i hvert fald en aktualitet i sig og er dermed en berettiget protest.