Nikolaj Zeuthen har skrevet en digtsamling, som man ikke kan lade være med at holde af. Den er fyldt med en troskyldig og fjottet humor, som i modsætning til, hvad man ser hos et par andre spasmagere i nyere dansk lyrik, aldrig nogensinde bliver krukket. Grunden til dette er, at Zeuthen er en mester i at fange en situation eller en replik fra det daglige liv og vende og dreje den, således at den kaster en masse betydninger af sig, og således at den ovenikøbet bliver hylende morsom.
Det handler næsten altid om at hive de flotte talemåder ned på jorden, så de fremstår som de klicheer, de er. Her er et herligt eksempel, der låner floskler fra en gammel socialistisk børnesang, om hvordan de voksne også kan være bange: hvad var det nu vi sagde til hinanden/ da vi i sin tid/ for alle de mange, bange, lange år siden/ gik ind ad hoveddøren sammen/ hånd i hånd?/ vi sagde vist ikke rigtig noget/ og vi gik jo slet ikke ind samtidig/ vi bar på flyttekasser/ og blev hjulpet af venner og familie/ og købte pizza!/ så der pizza!/ det var vel hvad vi sagde.
At smelte citater ind i poetiske tekster, så der opstår en flerstemmighed i udsagnet, er bestemt ikke nogen let ting. Zeuthens overlegenhed i denne retning består i, at han ikke gør dette på en opstyltet akademisk maner, som man ser det hos en række af Forfatterskolens debutanter, der som inkarnationer af T.S. Eliot strør om sig med indforståede hints til hele den vestlige kulturhistorie i deres tekster.
Ligesom i sin debutdigtsamling Oliebål fra 2009 har Zeuthen et ret elegant horn i siden på den intellektuelle elite, som i den følgende passage: nogen vil sige at al den asfalt/ alle de rytmer og stemmer/ konstruerer os/ italesætter os/ og engang talte jeg sågar med en pige/ som sagde at det var en reproduktion/ af en heteroseksuel og undertrykkende norm/ når en mand og en kvinde fik et barn/ hun var vist også lidt fuld, men alligevel:/ så kan jeg bedre lide Heerup og nisser.
Brugen af det hverdagslige som et kraftcenter i poesien er i det hele taget en trend i tiden med hovednavne som Naja Marie Aidt og Lone Hørslev. Nikolaj Zeuthen er en af de digtere, der har en eminent sans for replikker og specifikke sociale situationer på en måde, der ville have glædet den klassiske mester over alle i dette, Herman Bang.
Han er dertil, som jeg ikke kan blive træt af at fremhæve, en unik humorist. Lad mig citere en sidste perle som min absolutte anbefaling af denne : Det er en hvidglødende sommerdag/ og den eneste der ikke er med/ er Slagter Lund som har travlt hjemme/ med at bygge udestue og anlægge bad/ svensk stil med riskoste på væggen/ udestuen skal bruges til de mange kontanter/ han efterhånden ikke ved hvad han skal gøre af/ i andre rum kører forskellige kvalitetspornofilm/ porno er helt normalt.