Prøv avisen
Teater

Mesterlig munk

5 stjerner
Forfatter Hassan Preisler har skrevet "Martyren Munk". Foto: Thomas Emil Sørensen/ritzau

Fra Det Flydende Teaters træbåd i Furesøen fortælles med ”Martyren Munk” en vigtig og hyperaktuel historie om idealismen og dens pris. Om martyren, myten og mennesket Kaj Munk

Vi begynder bagvendt. Det karakteristiske højrøde halstørklæde flimrer mellem træstammerne på søbredden. Flygter, falder. Munk møder sit tragiske endeligt på hovedvejen ved Hørbylunde, ikke langt fra sit skattede Vedersø Sogn. Det er den 4. januar 1944. Nazisten Nebels to skud i tindingen sætter et uigenkaldeligt punktum for modstandsmanden, digterpræsten, dramatikeren Kaj Munk. Drabet på den kendte sognepræst skal tjene som afskrækkelse for andre overmodige modstandsmænd.

Således bliver han et eksempel i døden, ligesom han i livet var emblem for en utidssvarende konkret kristendom og en radikal kritiker af den gryende kulturradikalisme.

Det Flydende Teater har tro mod traditionen kastet sig over dramatiseringen af et højaktuelt emne igennem en historisk person, i år det kontroversielle nationalikon Kaj Munk. ”Martyren Munk” er overordentlig velkomponeret – på én gang poetisk og polemisk – nyskrevet dansk dramatik af forfatteren Hassan Preisler.

Med en collage af kronikker, poesi, prædikener og dramatik afbildes mennesket Munks svære balancekunst mellem troen og tvivlen. En idealist – ”om kaldet og dets omkostninger” kaldte Munk sin egen dramatikerdebut, der blev uropført på Det Kongelige Teater i 1928. Det kunne lige så vel have været titlen på Preislers stykke om idealismens pris, fortalt med digterpræstens eksempel.

”Spørg ikke, om det nytter, kun om det er sandt,” lyder Munks messende refræn forestillingen igennem.

Centralt i fortællingen står splittelsen. Ikke kun mellem troen og tvivlen, men også mellem kampen og familien, kunsten og teologien – og i relationen til den nazistiske ideologi. Munks fascismefascination og sværmerier for Hitlers nationalsocialisme i de tidlige 1930’ere står ikke ufortalt tilbage. Forestillingen er ikke apoteoserende, men tegner et dybsindigt og nuanceret portræt af den kompromisløse nationalkonservative, familiefaderen, den sårbare unge poet, den forældreløse lille Kaj.

Brian Hjulmann leverer en elegant præstation, der demonstrerer spændvidden i hans talent. Og det kræver sin mand – sin Munk – i et sejlende skib på Furesøen med kun få kvadratmeters spillerum. Han tilfører troværdighed og følelse til de flammende paroler, sårbarhed og menneskeligt tvesind til den karakterfaste, standhaftige nationalsoldat.

Over og omkring ham flagrer et græsk kor af skiftende figurer; Lise Lauenblad og Ene Øster Bendtsen er iført snart Hitler-kasket, snart Stauning-skæg og indimellem tornekrans som Jesus. De er Munks feberhede forestillinger, idealer og maniske mareridt. I sjælfuld samklang med Marie Louise von Bülows musikalske kompositioner og kostumernes Storm P.ske streg binder de fortællingen sammen. Bevægende og bevægelig som søen derude.

Dog kan det ikke undgås, at en sådan levnedsberetning oprullet på en times tid sine steder bliver lige lovlig fodrap og forpustet. Der er skåret en hæl og klippet en tå for at få enderne til at mødes. Ikke desto mindre er ”Martyren Munk” voldsomt vedkommende i en tid, hvor fædreland og fællesskab udfordres. Det er en ikke ukontroversiel nationalisme sat i scene – og til debat. For Munks martyrium minder os om, at visse ting er værd at kæmpe for.