Den over 630 sider lange ”Knogleurene” er et ambitiøst projekt. Ikke bare at have skrevet, men også at læse, fordi man til tider skal have tungen gevaldigt lige i munden. Romanen dækker 60 år: fra sommeren 1984, hvor den britisk/irske teenager Holly Sykes løber hjemmefra i den londonske forstad Graves-end, til efteråret 2043, hvor Holly bor med sit barnebarn og et iransk adoptivbarn i et apokalyptisk Irland.
Undervejs i ”Knogleurene” skifter synsvinklen i seks afsnit. Læseren inviteres først indenfor i hovedet på den rebelske 15-årige Holly, der vokser op med sin pubejer-familie og den bizarre lillebror Jacko. Så runder vi den Cambridge-studerende bondefanger Hugo Lamb i 1991, så Ed Brubeck – Hollys ægtemand – og hans verden af krigsjournalistik og store dilemmaer. Og så følger vi den fallerede forfatter Crispin Her-shey i 2015 og frem, den udødelige figur Marinus, der kæmper for det godes sejr, og så sluttelig Holly Sykes igen i Irland i 2043.
Alle afsnit hænger sammen og har Holly som omdrejningspunkt, men hvis man allerede her er en smule forpustet på kronologiens lange løbebane, så er det ganske naturligt. David Mitchells mesterværk formår nemlig at fortælle en indviklet og velkonstrueret historie om Holly, der som barn hører stemmer og bliver helbredt af netop den udødelige Marinus og senere hen blandes ind i den kamp mod det onde, som Marinus – sammen med en gruppe andre udødelige – udkæmper på magisk vis. Marinus tilhører en gruppe af såkaldte horologer, der kæmper mod de onde, anakoreterne. De 12 anakoreter – der også kaldes kødæderne – er sjælevandrere ligesom Marinus og hans venner, men deres udødelighed og overnaturlige evner stammer fra de ofringer, de giver deres ikon, Den Blinde Kathar. Ofre i form af levende mennesker, vel at mærke.
Lyder ofringer, reinkarnationer og guddommelig indgriben som noget hokuspokus, så burde man måske alligevel give ”Knogleurene” en chance. David Mitchell bevæger sig nemlig uhindret og filmisk mellem sine fortælle-stemmer, der sammen udgør en virkelig god historie, og han gør det, så man simpelthen æder de 635 sider.
De eneste ridser i lakken er bogens to sidste afsnit, hvor henholdsvis Marinus og en aldrende Holly Sykes er fortællere. Marinus’ stemme er fuldblods-fantasy med tilhørende dumsmarte replikker, selvopfundne begreber som ”psykodekantering” og ”omvendelsesakt” og overforklarende udredninger om universets indretning, men det må man sluge for at få sammenhængen med.
Det afsluttende Holly Sykes-afsnit, hvor hun som 70-årig bor i Irland og holder skansen i et lovløst Europa, flytter ”Knogleurene” til den apokalyptiske del af klima-litteraturen, hvor alting er brudt sammen, og det er menneskets overforbrug, der bærer skylden. Et ikke usandsynligt scenarie, der i fiktionens hænder desværre er behæftet med moraler og løftede pegefingre. Det gør sjældent noget godt for litteraturen.
Et lyspunkt falder midtvejs med den tidligere succesforfatter Crispin Hersheys afsnit. Hans del foregår i nutiden, hvor Holly Sykes er slået igennem med sine memoirer ”Radiofolket” om alle de stemmer, hun hørte som barn, og Crispin Hersheys del af bogen er utroligt morsomt og bidende satirisk fortalt.
David Mitchell er en stor, stor britisk forfatter, der tilsyneladende ikke er bange for noget. ”Knogleurene” er vanvittig spændende læsning, og alle, der kan holde 1,1 kilos mesterværk i strakte arme uden at give sig selv et blåt øje under aftenlæsningen, bør give sig selv den oplevelse at bevæge sig ind i David Mitchells univers.
I vil ikke fortryde det!