Mesterligt debatteater fra Von Baden om lægefrås

Lars Husum og teaterkollektivet Von Baden revser danske læger i forestillingen "Under Gud, over loven", som er inspireret af afsløringen af overlægers misbrug af forskningsmidler på Rigshospitalet

Forfatter Lars Husum (”Mit venskab med Jesus Kristus”) og teaterkollektivet Von Baden har grebet fat i etikken omkring lægers misbrug af forskningsmidler, baseret på Cavling-prisvinderen Morten Pihls afsløringer af sager på Rigshospitalet i 2013.
Forfatter Lars Husum (”Mit venskab med Jesus Kristus”) og teaterkollektivet Von Baden har grebet fat i etikken omkring lægers misbrug af forskningsmidler, baseret på Cavling-prisvinderen Morten Pihls afsløringer af sager på Rigshospitalet i 2013. Foto: Geraint Lewis.

De er læger uden grænser. Grænseløse læger. Læger, der får godkendt fakturaer på ”uspecificerede varer” og køber for 140.000 kroner Montana-møbler til privaten. Læger, der tager familien med på kongres i Australien og får en luksusferie betalt af de frie forskningsmidler.

Men de er også læger, der dagligt redder liv og ikke spilder deres tid på papirarbejde og bilag. Læger, der vil være effektive og dygtige. Læger, der føler sig hævet over loven, fordi de næsten er som guder. For de udretter jo mirakler.

Forfatter Lars Husum (”Mit venskab med Jesus Kristus”) og teaterkollektivet Von Baden har grebet fat i etikken omkring lægers misbrug af forskningsmidler, baseret på Cavling-prisvinderen Morten Pihls afsløringer af sager på Rigshospitalet i 2013. Med Lars Husums satiriske tekst revser Von Baden som aldrig før. De revser lægerne for deres mangel på selvjustits, men giver også lige sundhedssystemet og bureaukraterne en tur. Det er underholdning på højt plan for og med alvor.

Og det er ikke en ensidet belysning af problemet, de præsenterer os for. Først og fremmest fordi vi selv bliver trukket ned i sølet. Nogle lidt beklemte publikummer ifører sig modvilligt deres hvide kitler. Overlægerne insisterer. Vi skal ikke tro, vi bare kan sidde dér og dømme uden at investere os i debatten.

Lægerne kommer også selv til orde. Klædt af til skindet, iført små badebukser og nervøst rynkede bryn, sidder overlægen og hans kone til afhøring på scenen. ”Fortjener man ikke lidt luksus, når man dagligt redder liv?”, spørger han og forsøger desperat at vaske skylden væk med håndsprit. ”Særligt når man forgæves har forsøgt at redde et lille bitte barnehjerte?”.

Kontrollen og beskydningen fra offentligheden tager til. Operationsstuen bliver en krigszone. Regionens sundhedsudvalg sender alle ressourcer ind i kampen mod de tyvagtige læger. Men hvad er egentlig bagatelgrænsen? Hvor meget kontrol kan betale sig, førend udgifterne til administration overstiger det, det koster ekstra at lade lægerne have deres frihed?

I sin tekst har Lars Husum fanget lederkommunikation, når den er allermest ulden. De siger: ”Vi har tillid til jer, men vi vil gerne gennemgå alle konti.” Lægerne får absolut tillid under streng kontrol. Sikke noget vrøvl. Det er jo sjovt, men også tragisk.

Henrik Vestergaard er en kamæleon og spiller alle sine roller helt ud til kanten. Særligt indtagende er han som aldrende overlæge med blødende hjerte og åbent bryst. Charlotte Trier er fremragende famlende som naiv hustru. Og som overlæge under beskydning formår Anders Brink Madsen at fremkalde både harme og sympati på samme tid.

”Under Gud, over loven” er totalteater fuldt af overraskelser – en befriende let form, der understreger teatrets potentiale som debatforum. Vi er ikke nødvendigvis blevet klogere eller mere afklarede omkring, hvor vi står. Men vi kan diskutere dilemmaet hele vejen ud af salen og hjem i stuen.

Før vi må forlade salen, skal vi dog lige have godkendt vores kasseboner. Alle 300 af os. De fleste af os snyder udenom og skynder os hjem. Det gider vi da ikke spilde vores tid på.