Günter Grass’ ”Bliktrommen” er et mesterligt opgør med efterkrigstidens hykleri

Günter Grass’ ”Bliktrommen” spillede en afgørende rolle i opgøret med den vesttyske moralisme og tavshed efter nazismen

Günter Grass’ ”Bliktrommen” er et mesterligt opgør med efterkrigstidens hykleri
Foto: Thomas Wilmann/ritzau.

Der er romaner, som provokerer, rusker op i og samtidig afspejler deres samtid. Der er romaner, der for eftertiden kan læses, som om de var skrevet i går. Og der er romaner, der kan begge dele. Sådan en roman er Günter Grass’ debutroman, ”Bliktrommen”, fra 1959 (på dansk 1961). Bogen har skrevet sig ind i verdenslitteraturen med sin fabulerende, magiske realisme, som har inspireret forfattere som Salman Rushdie. Men skal man forstå, hvorfor den hører til blandt efterkrigstidens vigtigste værker, og hvorfor dens betydning rækker langt ud over litterære kredse, skal man kende lidt til dens samtid.

Vesttyskland var i 1950’erne præget af en fortrængningskultur, som godt nok lagde afstand til den nazistiske ideologi, men samtidig integrerede forhenværende nazister i den nye stat og primært betragtede fortidens forbrydelser som noget, en mindre gruppe fremtrædende nazister havde ansvar for, ikke den enkelte tysker, der mestendels blot var blevet forført af demagogen Hitler. Med ”Bliktrommen” ødelagde Günter Grass den på overfladen gode stemning på to måder: Han brød tavsheden om den nazistiske fortid og gjorde samtidig op med den snerpede og moraliserende anstændighed, som prægede vesttysk kultur.

”Grass’ roman er på mange måder verdenslitteratur,” siger Klaus-Michael Bogdal, som er professor i tysk litte-ratur ved Bielefeld Universitet.

”Grass skriver ikke den første roman, som beskæftiger sig med det nazistiske diktatur. Men det særlige er, at han hverken fjerner den nazistiske elites skyld eller opbygger en kulisse af terror og undertrykkelse, som gør det tyske folks egen deltagelse i forbrydelserne utænkelig. Han fokuserer på hverdagslivet blandt gennemsnitsmennesker, hvis medløberi beskrives på meget nuanceret vis,” siger han.

Grass åbnede for et mere nuanceret syn på almindelige tyskeres medvirken til nazismens fremkomst og forbrydelser, og ”Bliktrommen” bliver sammen med Heinrich Bölls ”En klovns opgør” fra 1963 (på dansk i 1974) toneangivende i efterkrigs-generationens opgør med den nazistiske periode, herunder krav om oplysning og straf til gerningsmænd, som ikke var blevet retsforfulgt.

Dette nuancerede syn skyldes ikke mindst romanens hovedperson, den tromme-spillende Oskar Matzerath, der som treårig beslutter sig for at holde op med at vokse. Læseren følger dermed voksenverdenens moralske sammenbrud gennem hans klarsynede og afslørende blik, hans trommespil og skrig, som kan knuse glas.

Grass var ikke bleg for at bryde med datidens konventioner om det seksuelle og religiøse, og han både forargede og foregreb udviklingen i Vesttyskland, da han lod Oskar fabulere bramfrit om seksuelle forhold og om kirkens rolle i naziregimet.

Kritikken i samtiden var voldsom.

Romanen blev beskyldt for at indeholde alt fra ”kirkeskændsel” til ”allerværste pornografi”, og i præsternes avis Pfarrblatt klagede man over romanens ”uhyrlige uforskammetheder”.

”Men romanenpegede samtidig meget tidligt på den gradvise forandring af Vesttyskland til et åbent og liberalt demokrati,” siger Bogdal.

”Kritikken af romanen som ’smuds’ har ikke længere nogen betydning. Men den er stadig en fremragende kilde til at beskæftige sig med den nazistiske fortid – befriet for billige klichéer,” siger han.

”Læseren – også den danske læser – vil formentlig føle den skam, som Grass må have følt, da han skrev den,” siger Bogdal med henvisning til, at Günter Grass, som i 1999 modtog Nobelprisen i litteratur, livet igennem var plaget af, at han havde været medlem af Waffen-SS under krigen.