Det vidtstrakte vadehavsområde ved den dansk-tyske grænse danner den visuelle klangbund for handlingen i Christian Schwochows kongeniale filmatisering af forfatteren Siegfried Lenz’ klassiker fra 1968 med den galgenhomoristiske titel ”Tysktime”.
Marsken i grænselandet sætter netop ingen grænser. Himmel og hav flyder i et i udefinerlige overgange, tidevandet pibler op af undergrunden, og menneskene synes kun at være små sorte prikker i et øde af vand, sand, strå og nøgne vindblæste træer. Mågernes skrig er som ilinger af smerte, der løber igennem menneskesindet. Herude på kanten af verden er menneskene prisgivet hinanden i de små samfund, der paradoksalt – vidderne i vadehavet taget i betragtning – lukker sig klaustrofobisk om de udvalgte få på den sandede jord.
Christian Schwochows faste fotograf Frank Lamm har skabt de mest frapperende billeder af marsken i efterårs- og vintermånederne og i det tidlige forår, hvor det blege lys lægger alting nådesløst blot, og flokke af gæs trækker længselsspor hen over himlen. Den filmiske æstetik i ”Tysktime” er nærmest fuldendt og sender, både hvad angår landskab og interiører i de lave marskgårde, tankerne tilbage til Carl Th. Dreyers ”Ordet” og en mestermaler som L.A. Ring.
Men det er ikke æstetik for æstetikkens skyld, men en virkeliggørelse af temaet og handlingen i ”Tysktime”. Det er film som billedkunst. Film som det, det skal være. En fortælling i levende billeder. Menneskene herude er fortabte, der er ingen læ for blæsten, ingen nåde for regnen og ingen dække for de kampfly, de allierede sender ind over Tyskland i den terminale fase af Anden Verdenskrig. Alle er tabere i vadehavet, hvor selv fiskene skyller døde op på stranden, og mågeskeletterne sidder fast i de hegn, der fortaber sig i havet som dødsfælder.
Siegfried Lenz’ efterkrigsroman er et skånselsløst opgør med de autoriteter, der ødelagde hans egen ungdom og tilintetgjorde Tyskland. Lenz personificerer den store historie i den lille og kondenserer handlingen omkring landbetjenten Jens Ole Jepsen (Ulrich Noethen), der sætter pligten over alt andet og derfor udfører de ordrer, han får udstukket, uanset konsekvenserne. Han er imidlertid ikke hovedpersonen. Romanen – og dermed også filmen – er set igennem hans søn Siggi Jepsens øjne (henholdsvis Levi Eisenblätter og Tom Gronau). En dreng, hvis bevidsthed og modning som menneske bliver til under faderens autoritet, og hvis modstand mod det patriarkalske tryk sætter sig i ham som et modtryk på skæbnesvanger vis.
”Tysktime” er en rammefortælling, hvor Siggis liv blotlægges i et langt tilbageblik. Filmen åbner efter verdenskrigen, hvor Siggi er interneret på en opdragelsesanstalt, et ungdomsfængsel. I tysktimen får Siggi stileemnet ”Pligtens glæder” stukket ud af læreren, der med et sadistisk schwung skriver emnet hen over tavlen. Siggi afleverer en bunke blanke sider med begrundelsen om, at skulle han skrive om dette emne, ville det fylde adskillige stilehæfter og tage meget tid.
Den får han i fængslet, så han kan folde historien om ”pligtens glæder” ud med den bitre ironi, der ligger i emnet. For den pligtfølelse, hans far realiserede, ødelagde familien, venskaberne og hans søskendes liv. Og i sidste ende hans eget.
For Siggis antiautoritære oprør illustrerer den sandhed, at opgøret med en stærk eksisterende undertrykkelse altid fører den næste med sig. Som fader også søn. Tyskland slap ikke af med sin nazistiske arv, men lod tavsheden og fortielserne råde, Siggi slipper ikke af med sin in absurdum pligtopfyldende far, men slæber hans besættelse med sig. I roman og film sættes pligten til at handle efter de givne retningslinjer over for pligten til at sige fra og give efter for den intuitive menneskelighed.
Således stilles kunstneren op over for den ukritisk adlydende funktionær i ”Tysktime”. Jens Ole Jepsens modsætning er Max Ludwig Nansen (Tobias Moretti). Hans karakter er løseligt formet over den ekspressionistiske maler Emil Nolde, hvis billeder af nazisterne blev betegnet som ”syge” og ”degenererede”. Han fik derfor maleforbud. Det er dette forbud, Jens Ole Jepsen ser det som sin pligt at håndhæve. Billedstormen rækker helt ind i Jens Ole Jepsens eget hjem, hvor kunstnerens billeder pilles ned og efterlader lyse felter på væggene. Et tomrum, hvor der før var stærke og lidenskabelige farver.
Drengen Siggi bliver en slags bindeled mellem faderen og kunstneren. Stikker på den ene side, elev på den anden side. Splittet mellem to verdener, to fædre, der inden krigen var flettet sammen i venskab, gensidig respekt og fællesfølelse, men som nu kløves til roden af deres væsen. Magt og afmagt glider ind over hinanden i den maleriske skildring af livsødelæggelsen. Siggi vælger at forsvare kunsten, men med en pligtfølelse, der ikke er mindre absurd end faderens ubrydelige lov.
Alle implicerede bliver ofre i den ubønhørlige proces, hvor to familier går i opløsning, og forbitrelsen sætter sig i sindet. Sonja Richter spiller Jens Ole Jepsens hustru uden en eneste replik! Men lige overbevisende endda. Vreden over undertrykkelsen sidder i hendes krop og får den til at dirre indebrændt. Og Siggi transformeres fra en nysgerrig og ubefæstet dreng til den fortabte søn, der aldrig kan komme rigtig hjem. Siggi er det martrede billede på umuligheden af at hele de sår, som krigen, ideologien og den totalitære magt gav menneskene i vadehavets grænseløse øde.
”Tysktime” er en frysende film om arvesynd i en meget konkret og forbitret forstand. Filmen er – igen som Dreyers ”Ordet” – kammerspillignende knap i dialogen, og replikkerne aktørerne imellem står stive og strittende som de nøgne, våde grene i ødet og de låger og led, der hele tiden lukkes op og i omkring de to huse: Politimagtens og kunstens. Systemets og individets.
Men hvor Dreyer peger på opstandelsen, peger Christian Schwochow på undergangen. Herude, hvor naturen råder, blæser magten bort i vinden og fremstår endnu mere absurd, tåbelig og umenneskelig, mens modmagten skylles over af tidevandet og drukner som små fisk i havstokken. Én skikkelse overlever måske: Siggi.
Måske. I sine tysktimer i selverkendelsens celle får han omsider fyldt en bunke stilehæfter med sin historie, skrevet sig ud og ren i en slags katarsis, en renselse for det uvæsen, hans far repræsenterede. Et uvæsen, som han selv i en forgæves oprørsk gestus blev besat af, indtil det punkt, hvor han blev tvunget til at besinde sig, hvis han vil overleve med forstanden i behold.
”Tysktime” er et mesterstykke, visuelt, tematisk og eksistentielt. Det er ikke en behagelig film, men det bliver den ikke mindre sand af.