Prøv avisen
Bog

Mesterværker i sort-hvid

Særligt bevægende er Povl Christensens illustration af en scene fra ”Saxos Amled”. Fra bogen ”Povl Christensen. Grafiker og illustrator”

Grafikeren Povl Christensen er vel sagtens den største illustrator af dansk litteratur til alle tider. Med sine illustrationer til Saxo, Leonora Christina, Kingo, Brorson, Holberg, H.C. Andersen, Blicher og mange andre store forfattere satte han nye standarder, viser ny bog

Professor emeritus i filosofi ved Aalborg Universitet Mogens Pahuus har skrevet en ny bog om en af sine tilsyneladende passioner: grafikeren Povl Christensen (1909-1977). Når jeg skriver tilsyneladende, er det, fordi han intetsteds i bogen begrunder sin lidenskabelige optagethed af denne fine kunstner. Det ville ellers være på sin plads at begrunde i indledningen, så læseren var klar over, hvorfor forfatteren, der ikke er kunsthistoriker, men filosof, er optaget af netop dette emne. At han mener, at Povl Christensens illustrationer ikke overgås af mange andre danske illustratorer, og det gælder både kvalitativt og kvantitativt, oplyser han først på side 19, hvilket dog stadig ikke afslører karakteren Pahuus’ personlige engagement.

Men lad det nu ligge. Bogen rammer klart ned i den gryende interesse blandt yngre billedkunstnere for at gen-erobre de gamle kunstneriske håndværksformer – herunder grafikken. Men de omsætter i dag disse medier til nye formverdener i pagt med samtidens nye problemstillinger og tekniske muligheder. Det ville have været velgørende med en sådan perspektivering, som kunne have aktualiseret bogen.

Povl Christensen var elev af Axel Jørgensen på Kunstakademiet. Her blev han en del af kredsen af vilde grafikere, som blandt andet også omfattede Søren Hjorth Nielsen, Kaj Ejstrup og Holger J. Jensen. ”At sige, at de arbejdede energisk er næsten for svagt – de levede deres liv dér vinteren igennem… i en tilværelse mellem Café Nick og Frokoststuen som de to yderpunkter,” citerer Pahuus maleren Daniel Hvidt fra en artikel, han skrev om Povl Christensen.

Men til forskel fra sine kolleger, der mere brugte grafikken til skitser og de små formater ”har Povl Christensen tydeligvis haft en billedidé, en vision, som har krævet komposition for at kunne blive udtrykt”, skriver Pahuus.

Skønt kunstneren var realist, var han ikke samfundskritisk: ”Povl Christensen … beskæftiger sig med sin tid og sin tids vilkår. Men han er ikke samfundskritisk. Det, der optager ham, er det evigt menneskelige. For at nå frem til det behøver man ikke at blive symbolist og lægge afstand til de håndgribelige realiteter. Man kan helt og holdent holde sig til det realistiske og dog give det, man fremstiller, et kosmisk perspektiv,” skriver Pahuus.

Størsteparten af kunstnerens illustrationer er træsnit, men en ikke ringe del er fremstillet som reliefætsninger, raderinger, pennetegninger med videre. I modsætning til Danmarks største grafiker til dato, Palle Nielsen (1920-2000), der næsten kun arbejdede med linoleumssnit, og som selv ”forfattede” sine serier, henter Povl Christensen overvejende sine motiver i den danske litteratur med få, men fabelagtige undtagelser, hvor han lader sin egen fantasi og iagttagelsesevne styre slaget.

Det er en nydelse og undertiden også gribende at opleve de mange fine, knivskarpe illustrationer i bogen, der former sig som en retrospektiv udstilling i bogform. Særligt bevægende for denne signatur er hans illustration af en scene fra ”Saxos Amled”. Her ses Amled, der endelig møder den unge pige. Parret sidder på den solgennemlyste skovbund, en ”sammenfletning af ung elskov og naturskønhed”, skriver Pahuus, der dog undlader at bemærke, at det tydeligt er pigen, der tager initiativ til det inderlige kys. Undervejs virker det mangelfuldt, når Pahuus indgående omtaler grafiske værker, som ikke gengives i bogen. Men alt i alt er bogen en velkommen genrejsning af den for mange, især yngre mennesker, glemte grafiker Povl Christensen i en tid med stigende fokus på grafikken.8