Metafysiske ringmuskler

Jørgen Gustava og Per Aage, begge med efternavnet Brandt, har udgivet et par digtsamlinger, der næppe kan være mere forskellige. Den første er præget af munter sprogleg, den anden af melankolsk længsel. Digteren og semiotikprofessoren Per Aage Brandt har en lang række bøger på bagen. Hvad angår de skønlitterære, ynder Brandt at anvende undertitlen »Poesi« i sine værker, og denne betegnelse er absolut tankevækkende, for er der noget det drejer sig om i hans værker, så er det at sprænge vante normer for, hvad poesi er. »Night and Day« består af ca. 150 tekster. Disse har aldrig overskrifter, og der er anbragt mellem et og fire af slagsen på hver side. Hvad angår genrer, finder man alt fra centrallyriske tekster til aforismer og vitser. Der er ingen tvivl om, at de bedste tekster i bogen er dem, hvori Brandt får tryllet noget frem, der unddrager sig enhver genrebestemmelse, som f.eks. i følgende refleksion over ordet »dog«: »men dog, og dog, jamen dog: / et adverbium af stor betydning / for åbningen af menneskets / metafysiske ring-muskler«. Eller en anden tekst, hvor Brandt starter i en kølig og klinisk stil, men på forunderlig vis får fremskrevet en smuk og indtagende kærlighedserklæring: »det er kun et simpelt spørgsmål om tid og rum, / hvad klokken er slået, og om det regner i nat, / og om du elsker mig, og om din og min søvn / rammer hinanden i en enkelt henkastet drøm.« I »Night and Day« er det, som i alle Brandts bøger, ikke svært at finde eksempler på kedelige og overflødige tekster. Jeg er ganske smigret over at finde følgende ordlyd i citationstegn: »appellerende i sin eksistentielle problematik«, idet den stammer fra min ikke særlig positive anmeldelse af Brandts sidste bog. Men at tekststykket har nogen mening i »Night and Day« har jeg sværere ved at se. Og hvad i himlens navn man skal stille op med »hic hunc hujus huic hoc« og »lillepeter-edderkop Ð kravledlangsomtop« ud over at konstatere, at latinske remser og børnesange da godt kan være poetiske, hvis Gud eller Per Aage Brandt insisterer på det. Man kan dog også mene, at man kunne have undværet bogens 50 skraldetekster og haft ekstra fornøjelse af de gode, uden at det på nogen måde havde skadet Brandts idé om »Poesi« som en uren blandig af alverdens hybridtekster. Jørgen Gustava Brandts nye digtsamling står ikke på nogen måde i de muntre stil- og genreeksperimenters tegn. Bogen består af en snes tekster af stærkt varierende længde. Mest heldigt er Brandt sluppet fra de korte tekster, mens især et tyve sider langt fortællende digt om en togrejse virker alt for slapt og ufokuseret. I »Urolig meditation i et gammelt fæstningsanlæg« er grundstemningen melankolsk, og Brandt bevæger sig i de fleste tekster fremad med sin særlige evne til at skrive en intens sanselighed frem i en diktion fyldt med komplekse abstrakter og patosladet retorisk schwung. Et digt med ekko af Johannes V. Jensens »På Memphis Station« hedder »Banegård« og viser Brandt i hans fineste form: »Et glædesløst sivende stof / hyller det midlertidige ophold / i klam transparens bag regnens tremmer / Uglad mærker jeg tindrende begyndelsers falmen / gammel undrens bortfald / modets synken / - at gammel forventnings rum blev forvandlet / til ventesalens liturgi / - men også en foregrebet fiktiv mæthed / mat realiseret / Hvor blev den hujende festligt opstemte / nervøsitet af? / Mulighedernes skala? / Hvad blev der af fugletrækkets beat?« Per Aage Brandt: Night and Day. 82 sider. 175 kr. Borgens Forlag.