#MeToo-bevægelsen slår ned i USA’s finkultur

Den amerikanske opera- og balletverden rystes af sexovergrebs-anklager

Den danske balletdanser og leder af balletkompagniet New York City Ballet Peter Martins er i et anonymt brev blevet anklaget for seksuel chikane.
Den danske balletdanser og leder af balletkompagniet New York City Ballet Peter Martins er i et anonymt brev blevet anklaget for seksuel chikane. . Foto: Mikke Khan Tariq/ritzau.

Det store opgør med seksuel chikane og krænkelser, som den sociale massebevægelse #MeToo (også mig) har sat i gang, er nu også nået frem til nogle af USA’s mest hæderkronede finkulturelle institutioner.

I mandags kom det frem, at den dansk-amerikanske balletmester Peter Martins, der er leder af balletkompagniet New York City Ballet, efterforskes for uspecificerede beskyldninger om sexchikane fremsat imod ham i et anonymt brev. Det sker dagen efter, at USA’s største operahus, The Metropolitan Opera i New York, besluttede at suspendere sin legendariske mangeårige dirigent og tidligere musikdirektør James Levine, efter at adskillige mænd stod frem for at anklage ham for overgreb begået for mellem 30 og 50 år siden.

Peter Martins og James Levine er de seneste i en række af magtfulde mandlige kulturpersonligheder, der offentligt anklages for at have misbrugt deres position til seksuelt at forulempe andre mennesker. #MeToo-kampagnen, der begyndte i oktober som en reaktion på afsløringer af Hollywood-producenten Harvey Weinsteins talrige overgreb på kvinder, har udløst en flodbølge af anklager, der har kostet en række fremtrædende mænd inden for blandt andet film, medier, politik og underholdning deres karrierer.

Beskyldningerne imod den 71-årige Peter Martins undersøges af New York City Ballet og den tilknyttede balletskole School of American Ballet. Ifølge udtalelser fra begge institutioner har den igangværende undersøgelse indtil videre ikke understøttet beskyldningerne i det anonyme brev, der omhandler ”generelle, uspecificerede anklager om sexchikane i fortiden”, men Martins er ikke desto mindre midlertidigt blevet fjernet fra sin rolle som underviser på skolen.

Anklagerne imod den 74-årige James Levine, der betragtes som en af de bedste dirigenter i den amerikanske musikhistorie, er mere konkrete og omhandler overgreb på teenagere og unge mænd. Nyheden om hans karantæne skaber chokbølger og rejser spørgsmål om, hvorvidt The Metropolitan Opera i årevis holdt hånden over deres store stjerne. Operahuset kritiseres blandt andet for, at det først reagerer nu, selvom det for allerede et år siden blev informeret af politiet om, at Levine var blevet anklaget for at have krænket en teenagedreng seksuelt for tre årtier siden.8