Prøv avisen
4 stjerner

MeToo-bog viser bevægelsens totalitære side

4 stjerner

Marianne Stidsen er en modig litteraturlektor med en påvisning af MeToo-bevægelsens mange negative konsekvenser

Da Forfatterskolen ansatte Jeppe Brixvold som rektor, ulmede utilfredsheden. Flere kvindelige forfattere mente, at en person med et andet køn burde have været ansat. Måske endda helst dem selv. Forfatterinden Mette Moestrup skrev manifestet ”Patriarkatet i litteraturen”, trykt i debatspalterne i dagbladet Politiken. Det sluttede med opfordring til en heksesabbat og lidt god gammeldags magtanvendelse:

”Kom med os til en sort lysning, hvor patriarkatet er sat ud af spil. Her samler vi kræfter til et oprør. (…) Højt under månen. Midt i mørket. (…) Vi gør vores ting i fællesskab. Langsomt, men sikkert, vil patriarkatet derefter skrumpe og vige for stærkere og mere samtidssvarende kræfter. Alle litterære institutioner, forlag, redaktioner og strukturer vil bøje sig for vores viden, indsigt, nytænkning, åbenhed.”

Ud over irrationalitetsfetichen, der altid er farlig, når det handler om politisk forandring, bør man bemærke to selvmodsigelser. For det første: ”Alle” vil ”bøje sig”. Det drejer sig eksplicit om magtkamp, alligevel påstår man at tage udgangspunkt i ”åbenhed”. For det andet: Denne ”indsigt” konnoteres til forestillingen om, at man selv er ”samtidssvarende”.

Man kan her genkende et af de dummeste, men også mest populære argumenter. Nemlig det, der begynder (i højt toneleje) med påstanden om, at ”det ikke kan være rigtigt”, at man i 2019 stadig gør dette eller hint. Derefter indsætter man så bare, hvad end der er opportunt for ens egen identitetspolitiske sag. Verdenshistorisk modernitet er tilsyneladende altid på de godes side.

Denne tendens beskriver universitetslektor i dansk Marianne Stidsen i sin nye bog om MeToo-bevægelsens omkostninger. Mette Moestrups kronik er en del af fortællingen om et af bogens tre hovedpunkter: fyringen af Jeppe Brixvold. Stidsen har fået adgang til en mailtråd, der resulterede i 55 forfatteres åbne brev til Forfatterskolens bestyrelse. Deri krævede de en ”uvildig” undersøgelse af skolens forhold med udgangspunkt i problemer om sexchikane og lignende.

Problemet? Stidsen kan dokumentere, at formålet med aktionen ikke var en ”uvildig” undersøgelse, men fyringen af Jeppe Brixvold. Det handlede om rå magt, ikke om idealisme.

Et ganske muntert eksempel på dumhederne er resultatet af den whistleblowerordning, der også blev foranstaltet. Her kan man se, hvorledes den åndelige og moralske habitus har det hos dem, der mente det relevant at benytte sig af den. Én mente, at hun engang var blevet kaldt ”en sur mokke”. En anden, at en underviser engang havde været ”nedladende” over for hans tekst i undervisningen. Mon ikke myndige samfundsborgere, tapre syndere eller socialdarwinister vil være at foretrække frem for disse sensible følelsesentusiaster?

Et andet af bogens eksempler er krænkelseskulturens ubestridelige indtog på danske universiteter. Her gennemgår Stidsen mere velkendte eksempler. På baggrund af anonyme anklager om racisme, sexisme og ”eurocentrisme” indledtes en personalesag mod en lektor på Københavns Universitet. Man kunne ikke underbygge anklagerne, men alligevel skal en opsummering af sagen indgå i hans personalemappe. Der står nu, at problemerne opstod ”ved mangel på sensitivitet og forståelse hos underviseren, når emnerne er stærkt følsomme”.

Han blev frataget muligheden for at undervise resten af semestret, og han blev nægtet at vejlede specialer i det følgende. Derudover skulle han underkastes sensitivitetsforløb. Stidsens korrekte pointe er, at dette er et eksempel på retsstatens ophør. Man dømmes uden at være dømt – det er en høj pris, som MeToo-bevægelsens støtter tilsyneladende er villige til at betale.

Følgen af Stidsens bog er samtidig en anden. Denne udvikling synes at betyde, at selv værdige samfundsinstitutioner overtager dette ynkelige og latent totalitære nysprog. Som om Københavns Universitet ikke selvsagt skal være eurocentrisk – det ligger jo faktisk i Europa.

Til tider har bogen karakter af at være et tidsbundet læserbrev. Evindelige talesprogsbisætninger som ”det duer simpelthen ikke” og ”filmen knækker totalt” bliver emblematiske for et undertiden uigennemtænkt historisk argument. Det fyger med tillægsord for Stidsens eget i øvrigt fornuftige standpunkt. Det er ikke et myndigt udtryk for den dannede humanist, når man over 180 sider når at beskrive sin egen position som humanistisk-demokratisk-borgerlig-naturretslig-moderne-umiddelalderlig. Den rodede brug af dem antyder, at forfatteren – i lighed med modstanderne – mener, at være tidssvarende.

Den generelle pointe er dog stadig væsentlig, selvom den helt sikkert også vil blive overset. Med Stidsens egne ord: ”Totalitarismens tankegang er netop, at det kan være nødvendigt midlertidigt at suspendere gældende friheds- og menneskerettigheder – for ikke at tale om demokratiet (ofte netop i en slags kaos- eller undtagelsestilstand fremkaldt gennem et følelsesoppisket massehysteri, fremkaldt af diverse direkte aktioner) – for at kunne lave hurtigere og mere gennemgribende om på sagerne, så samfundet kan blive fuldt ud retfærdigt NU.”

Man væmmes ved det konkrete menneskeliv, fordi det ikke er entydigt retfærdigt. Sådan begynder al totalitarisme.

Bogen bevirker, at man fornemmer bevægelsens principielle had, trætheden ved egen kultur og længslen efter ødelæggelse, så noget nyt kan opstå i ”den endelige retfærdigheds” navn. Det er derfor, det er en revolution. De fører aldrig noget godt med sig. De er udemokratiske og selviske.

Derfor er Stidsens bog et usædvanlig modigt og viljestærkt forsvar for den bedste uretfærdige orden, vi har.

Læs interview med forfatteren på k.dk/debat.