Prøv avisen
Kommentar

MeToo-kampagne kan gøre uoprettelig skade: Selvfølgelig skal kvinderne ikke acceptere vold, men...

Mændene er blevet pornoficerede og ser ikke den enkelte kvinde, men bare et køn for deres ophidsede blik. Og kvinderne er krænkede over, at mændene ikke først ser deres høje ånd, men behandler dem som kød, skriver Bo Hakon Jørgensen. Foto: Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix

Man kan frygte, at kønnene ikke kan slå bro over den kløft, der nu er ved at åbne sig imellem dem

Forfatteren Edith Södergrans kendte linjer fra debutsamlingen ”Dikter” (1916) lyder: ”Du søgte en blomst og fandt en frugt / Du søgte en kilde og fandt et hav / Du søgte en kvinde og fandt en sjæl / – du er skuffet.”

Det er en mandsperson, der er gået galt i byen og er blevet skuffet. Nu om dage kunne han muligvis gribe til at fastholde denne ”frugtkvinde” og dermed krænke hende. Men digtstrofen udtrykker meget godt, hvad der allerede dengang var på spil mellem kønnene. Blomsten er blevet til en frugt, kvinden er blevet til sjæl. Det er vel en anden måde at sige, at hun er blevet bevidstgjort og har trukket sit væsen tilbage fra den del af sin natur, som var at tage sig ud som blomst. Hun vil i digtet hellere være sjæl, hvad jeg her omskriver til ånd.

For det er jo, hvad MeToo-kampagnen også handler om: Kvinderne bliver krænket over at blive taget som natur og ikke som ånd eller individualitet med store intellektuelle kompetencer. Og de bliver krænket af mænd, der ikke er andet end natur, drift og tilbøjelighed mod det, de ser som den skinbarlige natur – der imidlertid ikke vil være det.

Kvinderne er de moderne, der midt i tidens øvrige naturinteresse (økologi, med mere) vil træde tilbage fra at være naturvæsner med alle de risici, det indebærer. Erotikken kan nok slippes løs, men den skal være dannet til den nye naturløshed og kontrol.

Der er sådan set ikke noget overraskende i, at vi er kommet så langt fra den dyriske natur i os selv. Mændene er blevet pornoficerede og ser ikke den enkelte kvinde, men bare et køn for deres ophidsede blik. Og kvinderne er krænkede over, at mændene ikke først ser deres høje ånd, men behandler dem som kød.

Men hvor går naturen hen, når den bliver nægtet afløb? Mændene bliver dummere og går derhen, hvor der ikke tales om krænkelser, fordi de betaler for det. Og kvinderne henvender sig måske til deres lige-kvinder, som véd, at de først og fremmest er individualiteter af ånd. Man kan frygte, at kønnene ikke kan slå bro over den kløft, der nu er ved at åbne sig imellem dem. Selvfølgelig skal kvinderne ikke acceptere vold, men de kunne måske stige ned fra de selvrealiseringens højder, de nu er ved at indtage, og indse, at de måske har en lille smule natur i sig stadigvæk, som kunne stemme overens med mandens dumhed?

Lige siden kvindebevægelsens start har mændene forgæves spurgt, hvad de skal bruges til i den nye kvindelige verdensorden. Vi, mændene, har spejdet efter en selverkendelse hos kvinderne, at de to køn er til for hinanden. Men tilsyneladende forskanser de sig i deres åndeliggørelse, i deres nuvundne positioner, som ytringerne om krænkelser er et omvendt tegn på.